Inden for kirken snakker vi om to begreber: Retfærdiggørelse og helliggørelse. Det er to meget vigtige begreber og jeg tror, at det er vigtigt at vi kender til dem og at vi kan skelne imellem dem.
Sidste søndag hørte vi om den fortabte søn, der kommer hjem til sin far efter at have brugt hele sin arv inden faderen overhovedet var død. Han kom hjem til sin far, der havde givet ham tilladelse til at tage af sted, der havde længtes efter ham, da han tog af sted og som modtog ham med tilgivelse, da han kom fattig og ødelagt hjem. Det er retfærdiggørelse – det er Guds gave til os og Jesu offer for os: At han gør os retfærdig. At han leder os ind på den rette færd mod himmelen – i stedet for mod helvedet. Han giver vores liv den rigtige retning. Det er retfærdiggørelsen.
I dag hører vi om helliggørelsen, som bygger på retfærdiggørelsen, som igen bygger på Guds gave og Jesu offer for os. Det er vores vandring på den rette vej, vores liv er sat på. Det er Helligåndens arbejde i os, at vi pludselig kan blive stillet overfor krav, som vi ellers kun ville kunne trække på skuldrene overfor – f.eks. det vi hører i dag som endda slutter med ”så vær da fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen”. Helliggørelsen er at vi må blive hellige – det er det Bjergprædikenen handler om – og det er den vi har et stykke af her.
Helliggørelse er at vi kommer tættere og tættere på Gud og at vi også må komme til at ligne ham mere og mere. Vi er som kristne kaldet til at være et anderledes folk. Fra dåbens dag er vi børn hos Gud, og derfor skal vi også leve med ham og ligne ham, så vi gør “som” ham. Kristen tro har og bør have mærkbare etiske følger i hverdagen, men det er nødvendigt at vi starter det rigtige sted for ikke at brække halsen på os selv. Det hedder retfærdiggørelse og så derefter helliggørelse – ikke omvendt.
Man kan let komme skævt ind i bjergprædikenen. Jeg læste en andagt for leden om det at komme skævt ind på bjergprædikenen, og forfatteren sammenlignede det med et eksempel han havde set i USA. hvor man et sted har en voldsom måde til at forhindre folk i at køre forkert ud fra parkeringspladsen.
Det var til nedkørslen til motorvejen, hvor man i asfalten havde anbragt nogle skarpe tænder, der lagde sig ned, når man kørte den rigtige vej, men kørte man forkert ned på motorvejen, så blev de stående op og man fik ødelagt sine dæk. Sådan går det, hvis man kommer forkert ind på bjergprædikenen og begynder med helliggørelsen og så ender med retfærdiggørelsen: Vi bliver ødelagt – i stedet for at blive mere hellig i vores liv, så rygere vi længere ned i selvretfærdighed og synd.
Det vi hører i dag er ikke en almen etik, at alle mennesker skal elske deres fjende – det her gælder kun os kristne. Ordene har sin baggrund i den nye retfærdighed, som vi har fået givet af Jesus og det er her vi skal begynde, hvis vi ikke skal knuses af dem. For helt ærligt – det må da næsten være en galning, der har sagt ordene ”Så vær da fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen”.
Det er da et vanvittigt mål – hvordan i alverden skal vi blive fuldkomne ligesom Gud er perfekt? Hvor skal vi begynde henne? Hvad kan jeg gøre for bare i det mindste at forsøge at blive perfekt?
Jo, siger Jesus – vi skal begynde med kærlighed – du skal elske ligesom Gud elsker.
Jesus begynder med noget, som vi alle kender til: “I har hørt, at der er sagt: Du skal hade din fjende”. Det er ikke fra Bibelen, Jesus har det ord ”had din fjende”, det er fra hele verdenshistorien, og såmænd også fra vores eget indre. Tanker om hævn og gengældelse ligger ikke fjernt fra den menneskelige natur – det ser vi i så mangen en fodboldkamp, i reaktionerne på 11. september, i Mellemøsten, eller de efterhånden mange mennesker, der bliver fanget og halshugget, imens kameraerne filmer det hele osv. ”Had, hævn og blodsudgydelser” det er det faldne menneske, der tænker sådan – det er naturligt for os at tænke på den måde – vi skal ikke engang bestræbe os på det, det kommer til os.
”Jamen jeg har da ikke personligt nogen fjende – så det her er ikke noget til mig”… men at have en fjende betyder ikke bare at hade en person eller ønske en masse ondt om den anden… det kan lige så godt være omvendt: At det er dem, der hader dig… eller dem, der bare ikke kan lide dig, fordi du nu er ligesom du nu engang er. Også dem, som ikke kan lide os – og som vi ikke specielt har noget imod… jamen dem, skal vi elske. Det er ikke nok bare ikke at hade eller ikke at have noget imod vedkommende, vi skal elske.
Hverken det ene eller det andet er naturligt – derfor skal der ske en forvandling. Men det er dette nye, anderledes liv, Jesus kalder os til at leve – med ordene: “Men jeg siger jer…”. Jesu store “MEN” til det, vi kalder almindeligt. ”Men jeg siger jer”.
At gengælde ondt med godt er Guds måde. Gud så ikke på vores synd og fald og gav os så efter fortjeneste, men mens vi endnu var fjender, blev vi forligt med ham ved hans søns død. Gud elskede på trods – som vi så det i lignelsen om den fortabte søn, som viser længsel og kærlighed på trods af at begge sønner vender ham ryggen. Jesus gav ikke sine mordere efter fortjeneste – han bad i stedet for dem. Det er disse fodspor, vi som kristne er kaldede til at vandre i.
I Roms katakomber er følgende historie fundet: “Proculus var rig og havde flere hundrede slaver. Slaven Paulus var så tillidsvækkende, at Proculus satte ham til husbestyrer. En dag gik de to på markedet for at købe mere arbejdskraft. Blandt slaverne var en gammel svag mand. Paulus bønnede Proculus om at købe ham. Proculus mente ikke, at han kunne bruges som arbejdskraft, men Paulus lovede, at arbejdet ville gå endnu bedre end før. Proculus købte den gamle slave.
Og løftet fra Paulus holdt, arbejdet gik bedre end nogensinde. Men Proculus lagde mærke til, at Paulus nu arbejdede for to, mens den gamle mand slet ikki kunne arbejde. Istedet gav Paulus slaven god pleje og den bedste mad.
Proculus blev nysgerrig og spurgte Paulus, hvem den gamle var: “Er han din far?” Paulus svarede: “Det er en, jeg skylder mere end min far.” “Hvem så?” “Det er min fjende.” “Din fjende?” “Ja. Det var ham, der dræbte min far og solgte os børn som slaver.” Proculus var målløs. Men Paulus fortsatte: “Selv er jeg en discipel af Kristus, som har lært os at elske vores fjender og gengælde ondt med godt.”
Det er en fantastisk fortælling og viser en fuldstændig anderledes tankegang end noget menneske bare sådan kunne gøre af sig selv. Men at vise den gamle mand kærlighed og omsorg – det er ret radikalt… ja, det er kristendom i praksis.
For den kristne er der ikke noget alternativ: Elsk dem. Se dine medmennesker og dine fjender med Guds øjne, som elskede mennesker, der ligesom du og jeg har brug for hans kærlighed og hans tilgivelse. Han gør ikke forskel på ond eller god – han lader sin sol gå op over både gode og onde og lader det regne over både onde og god. Den kærlighed, den kristne skal have er en røntgen kærlighed, der ser hele vejen ind til sjælen. Hvis vi kendte den inderste og måske hemmeligste historie om vores fjende, så ville vi finde nok sorg og lidelse til at afvæbne al vores fjendskab.
Vi skal elske dem med handlinger – og det største vi kan gøre for et andet menneske er at bede for vedkommende. Jesus fortsætter nemlig: Og bed for dem, der forfølger jer. Det er også den første måde at komme til at elske vedkommende på: At bede for ham eller hende. Den man beder for kan man ikke hade – prøv det! At bede for vores fjender er den højeste form for selvkontrol. Hvad skal vi bede om – der er nok at vælge imellem: Vi kan bede for succes på hendes arbejde, vi kan bede for at han må have et godt familieliv eller vi kan bede at de må finde den største glæde i et liv sammen med Jesus. Jeg tror, at bøn nedbryder hadet indefra.
Jesus sagde ”Jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Gud vil aldrig finde på at forlange noget af os, som han ikke selv ville kunne klare. Gud elsker sin fjender – og ved du hvad: På et tidspunkt var vi også nogle af hans fjender. Paulus siger et sted ”Også jer, som før var fremmede og fjendske af sind med jeres onde gerninger, har Gud nu forsonet med sig ved Kristi legemlige død, for at føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt” (Kol 1,21-22).
Han døde for os, imens vi stadigvæk var hans fjende og langt borte fra ham… men han elskede os og han gjorde det med et mål: At vi må komme til at blive som ham. At vi syndige mennesker, som hele tiden gør fejl og er uelskværdige, at vi må blive perfekt ligesom han er perfekt. Gud er ligesom en far overfor sit barn. En far glæder sig naturligvis over sit barns første spæde skridt, men der er ingen far, der vil være tilfreds med det og sige til barnet: Bare stop nu… nu er det nok. Nej, der er ingen far, der vil være tilfreds med andet end de faste mandige skridt hos sin voksne søn. Om lidt skal vi synge ”Den store mester kommer”, som slutter af med:
Og har i hjertedybet
sit billede klart han set,
så glædes det høje mester,
så er hans gerning alt sket.
Sådan er Gud: Han er let at glæde, men vanskelig fuldt ud at tilfredsstille. Han vil støtte os på vores vej – han vil elske os fremad, tvinge os fremad… glæde sig over vores sejre og græde over vores nederlag. Han vil gøre alt for at han i os må se mere og mere af ham selv. Det er langtfra sikkert, at vi når målet her på jorden, men resten når vi derhjemme frelst ikke på grund af vores sejre, men på grund af hans sejre…. frelst helt og aldeles af hans nåde.
