Jeg vil gerne begynde med at stille dig et spørgsmål: Hvordan vil du beskrive dit kristne liv, sådan som du lever det i dag?

Vil du sige, at det er bare fantastisk?

Eller vil du sige, at det er en smule skuffende?

Det kan være, at der er nogle herinde, som vil sige:

”Ærligt talt, så føler jeg mig som en fiasko”.

Eller:             ”Jeg føler ikke nogen begejstring i mit kristne liv”.

Jeg vil gerne sige noget til dig i dag, som siger det sidste: Mit kristne liv er ikke hvad det har været. Jeg vil gerne sige noget til dig, som oprigtigt lytter til de her ord her fra Jesu bjergprædiken og bare føler, at det bare er endnu et slag, for jeg kan jo ikke elske som Jesus kræver af mig. Jeg kan slet ikke leve op til de krav og de forventninger, som Jesus her stiller til mig. Og især det sidste: ”Vær da fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen”.

Når jeg læser i min bibel, så kan jeg ikke se andet end at Jesus ønsker at jeg skal leve et fuldkomment liv. Et liv frit fra alt det, der binder os.

Da Jesus kom fra ørkenen og skulle begynde sin tjeneste, så satte han en gammel profeti som overskrift over sin mission på jorden. Nemlig det vi kan læse i Lukas 4,18-19 (s. 924).

Jesus er kommet for at       

• bringe godt budskab (evangelium)
• frigivelse for fanger
• sætte undertrykte i frihed

Kan du nikke genkendende til de ord, når du fører dem over i dit liv? Men det er sådan Gud ønsker at du skal opleve dig liv. Det er de planer Gud har med dig: Frihed fra det, der binder dig

Men i stedet for at høre Bibelen som et budskab om frihed, så bliver det en lænke, der begrænser dit liv og din glæde.

Men hvordan kan det så være, at du ikke føler denne frihed?

Hvordan kan det være, at du ikke mærker kristendommen som frihed? Hvordan kan det være, at du ser bogen her som en jernkugle, som en masse etisk regler som siger en masse ”du må ikke” og ”Du skal”? Og når du læser det igennem, så høre du: ”Du må ikke” og tænker: Men jeg kan jo alligevel ikke lade være”. ”Du skal” og tænker ”Men jeg kan jo alligevel ikke”.

Og i stedet for at være et budskab om frihed, så er Bibelen blevet et budskab, der binder os og suger os med i afgrunde.

Hvor er det lige det er gået galt? Enten tog Jesus fejl den gang da han sagde, at han kom med frihed… eller også er fejlen hos os! Jeg tør vædde 100 kroner på at fejlen er hos os.

Der er mange forskellige fejlmuligheder, men den, som jeg vil have fokus på i dag er: ”Du har dit fokus et forkert sted”.  For det er den, jeg støder oftest på, når jeg er ude og snakke med folk, at de begynder kristendommen det forkerte sted.

FOKUS DET FORKERTE STED

For dybest set, så er der to måder at gribe Bibelens krav an på. Du kan enten have fokus på dig selv eller på Gud. Du kan enten have fokus på at Jesus udåndede på korset for din og min synd med ordene ”det er fuldbragt” – eller du kan forsøge selv at nå så langt, så du kan sige ”Det er fuldbragt”. Men dertil når du aldrig, det er ikke bare et spørgsmål om at stramme dig an, for så skal det nok blive bedre. For det bliver bare ikke bedre. Det bliver faktisk kun værre og værre, for du kan ikke i dig selv leve op til Guds høje standarder. Gud ønsker ikke, at du skal have fokus på dig selv og det du formår, men han ønsker at du skal have fokus på Jesus og det som han har gjort for dig. Det er dér det hele begynder. Kristendommen begynder ikke hos dig, kristendommen begynder hos Jesus. Kristendommen begynder ved korset. Begynder du ved at det er dig, der skal stramme dig an, så vil du løbe fra fiasko til fiasko. Du vil komme til at høre Bibelens ord som verdens mest umulige krav. Og når du så står og skal tage temperaturen på din kristendom, så er den et godt stykke under den begejstring, som du følte engang. Og hvis du fortsætter i den retning, så vil du en dag ligge på dit dødsleje og være hunderæd, for du har ikke andet end fiaskoer bag dig. Og hvad skal der så ske mig?

Så mit råd er: Hold op med at leve dit kristne liv med dine egne kræfter. Det er en utopi, at du i dig selv skulle kunne mande dig op til at leve som Gud ønsker det af dig. hold op med at leve dit kristne liv med dine egne kræfter. Stop med at leve kristendommen som en religion.

Når jeg engang har flyttet herfra Horne og Asdal, så håber jeg i hvert fald en ting har bidt sig fast: Nemlig min skelnen mellem religion og relation. Jeg siger det så mange gange fra prædikestolene i Horne og Asdal, så det er ved at blive helt pinligt for mig, men for mig at se, så er kristendommen ikke en religion, men en relation. En religion – med en fjern Gud som jeg skal leve op til, og nærme mig med mine egne kræfter. En relation er et forhold, et sammenhold. Et liv. Kristendom er ikke at gøre, men at leve.

Vi gør kristendommen til en religion, når vi begynder med os selv, i stedet for at begynde hos Jesus. Kristenlivets begyndelse skal ikke være mine evner og gode hensigter, men Guds nåde og tilgivelse.

Kristendommen bliver bare en religion, når vi ser Bibelen som en masse ”Du skal” og ”Du må ikke” i stedet for det, Bibelen virkelig er: En befrielse. (Lukas 4,18). Også en befrielse til at leve et fuldt og helt liv – et kristenliv, som vi er blevet frelst til at leve i – som har udgangspunktet hos Gud. Et liv, som vi lever i afhængighed af ham og i tillid til ham.

Og føler du ikke, at du lever det liv, så er der ikke andet at gøre end at lade dig slå hjem – lige som Matador-spillet: ”Ryk tilbage til start”. Vend tilbage til det sted, hvor det hele begynder, nemlig ved korset. Ved tilgivelsen og ved nåden. Ved hans løfter. Føler du ikke at dit kristenliv er fyldt med glæde og fred, så ret fokus det rigtige sted hen, og begynd forfra med ham og hos ham.

Det er dér hos Jesus det hele foregår – det er dér det kristne liv skal leves, ikke i os selv, men samme med ham. I ham er vi allerede alt hvad vi skal være – Gud ser os som fuldkommen, hellig og himmelen værdig. Det er retfærdiggørelsen – at vi er gjort retfærdige, her er der intet mere eller mindre, her er det kun enten eller. Enten retfærdiggjort af Jesus eller også ikke-retfærdiggjort. Det er det vi skal have fokus på – også når vi ønsker at leve det liv ud, som vi f.eks. læser i det, jeg har læst i dag fra bjergprædikenen. Vores mål her på jorden er at blive som Jesus – han var det eneste menneske, der fuldt ud kunne leve op til ordene om at være fuldkommen som vores himmelske far er fuldkommen. Men det er kristendommens mål med os: Fuldkommenhed. Paulus skriver i Filipperbrevet: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det om jeg virkelig kunne gribe, fordi jeg selv er blevet grebet af Kristus” (Fil 3,12-13). Selv den store Paulus havde endnu et stykke foran sig, men han jagtede det. Og sådan skal vi også jage efter fuldkommenhed – og vi vil også falde og fejle i vores jagt efter det. Men den store forskel er hvor vi så har fokus henne, når vi falder og fejler? Er det på os selv eller er det på Jesus? Hvad er det vi i bund og grund hviler på i vores kristenliv: Er det på, at vi selv kan eller er det på at Jesus kan? Det er her forskellen mellem en glad kristendom og en kristendom, som er en pestilens for den troende er. Forskellen er lidt som den forskel der er mellem at sige: ”At jeg har begået en fiasko” eller om jeg siger: ”jeg er en fiasko”. Som kristen må vi sige: Jeg er en synder, men jeg er en frelst synder. Som må sige: Jeg synder, men Jesus er min frelser. Jeg fejler, men Jesus er min frelser. Jeg falder, men Jesus er min frelser. Og i den ånd skal kristenlivet leves – dér skal jagten efter fuldkommen hed foregå.

Jeg er ved at læse Josvas-bog i Det gamle Testamente. I slutningen af den store leders liv siger Gud til ham: ”Nu er du gammel, højt oppe i årene, og der er stadig meget land tilbage at erobre” (Josva 13,1). Det er sikkert en oplevelse, som mange mennesker har haft, når de har levet et langt liv sammen med Jesus, at der faktisk er et ordentligt stykke tilbage at ”erobre”. Der er meget i vores liv, der stadigvæk er bestemt af at vi er syndere, og at vi er svage mennesker. Der er langt op til det mål, vi har sat os: Fuldkommenhed, at vi må blive som Jesus. Ja, jeg tror faktisk ikke det vil ske her på jorden, men først, når vi får et herlighedslegeme hjemme i himmelen, hvor vi netop skal blive som Jesus. Men indtil da vil Helligånden i os støtte os på vores vej – han vil elske os fremad, tvinge os fremad… glæde sig over vores sejre og græde over vores nederlag. Han vil gøre alt for at vi må ligne Jesus mere og mere. Det er langtfra sikkert, at vi når målet her på jorden, men resten når vi derhjemme frelst ikke på grund af vores sejre, men på grund af hans sejre…. frelst helt og aldeles af hans nåde.

Og hvis der er nogle af jer, der tænker: Jamen Kim, det er da alt for let. Det er da alt for nemt… så vil jeg gerne bede dig om at gå hjem og læse historien om Jesu lidelseshistorie – måske endda gå ned i Knox City og lej ”The Passion” om langfredag. For nej, det er ikke for nemt, det er ikke for let. Det kostede Guds søn livet – og han gjorde det for dig. Han gjorde det du ikke kunne.