” Vi tænker for meget og føler for lidt. Vi har mere brug for menneskelighed end maskiner. Vi har mere brug for venlighed og mildhed end klogskab. Uden disse kvaliteter, vil livet være voldeligt og alt vil blive tabt.” Nej, det er ikke Jesus, der har sagt de ord her – det er Charlie Chaplin i storfilmen Diktatoren. En fantastisk tale, der runder af med at hvis vi bare står sammen i demokratiet. At vi står sammen ”for at gøre op med grådighed, gøre op med had og intolerance! Lad os kæmpe for […] en verden, hvor videnskab og fremskridt vil føre til alle menneskers lykke. Soldater, lad os forene os i demokratiets navn”
Det blev sagt i 1940 – de ønsker for menneskeheden er blevet udtalt før – og også siden – i film og i virkeligheden. Vi mennesker har nemlig håbet og ønsket om at vi dog en gang må kunne leve i en fredelig og retfærdig verden. Hvis vi da ellers kan blive enige om hvilken melodi, vi skal synge den på, så skal vi synge Drachmanns ”Midsommervise” – ”Vi vil fred her til lands”.
Så vi vil det godt, men der bliver ved med at dukke noget nyt op. Der er altid et eller andet, der stikker en kæp i hjulet, og igen får verden til at køre ned i en mørk sidegade. Der er altid nogen, der ikke vil det samme som os – der er altid nogen, der ikke gør det gode. Der er altid nogen.
Så når Jesus i dagens tekst med en løftet pegefinger siger: Vær barmhjertig, døm ikke, fordøm ikke, tilgiv, vær rundhåndet, så siger vi: ”Ja, hvis der bare var flere, der levede efter Jesu ord, så vil verden være et bedre sted at være”.
Ja, jeg vil faktisk sige, at hvis man gjorde det, så ville verden blive forvandlet til et paradis. Alle krige ville slutte, fattigdom ville være fordrevet, alle domstole vil blive overflødige, det ville gøre en ende på al misbrug, umoral og sætte en stopper for al urimelighed, ulighed og uretfærdighed. Jesu ord er fantastiske, men der er bare et problem med at føre dem ud i livet. Der er altid nogen, der ikke vil. Bare et enkelt kig i avisen viser det på verdensplan – bare et enkelt kig ud af vinduet viser det blandt vore naboer… Det er nemt nok at blive forarget over at folk opfører sig. Det er nemt nok at blive gal, når man sidder og læser avisen og ser nyhederne i fjernsynet. Ja, man kan blive lige så gal som Kong David i teksten, jeg læste fra alteret.
Kong David var oppe i det totalt røde felt, da han fik at vide, hvordan en rig mand havde stjålet en fattig mands eneste ejendom – her var noget, der skulle hævnes. Her var noget, der skulle forandres. Men så peger profeten Natan op på kongen og siger kun tre ord: ”Du er manden”. Fejlen er hos dig – synden er hos dig – det er dig, der skal forandres, for du har slået et menneske ihjel for at tage hans kone fra ham. ”Du er manden!! Det er dig, der har stjålet fra en fattig mand. Gud har set, hvad du har gjort! Du er manden”. Fejlen er ofte tættere på os, end vi ofte tror – den er lige her. Det er her de store forandringer skal ske… først før noget andet sted.
Og Jesus siger i det, jeg også lige har læst: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” Altså et komisk billede: Du ser en lille splint i din næstes øje, men ikke bjælken i dit eget. Du ser den lille fejl hos andre, men ser ikke den store fejl hos dig selv.
Det er det værste ved Bibelen, den irettesætter ikke bare de andre, men også mig. I det øjeblik, hvor vi har lyst til at få ændret en masse fejl og lavet forandringer i verden, så er der pludselig en finger, der peger – ikke væk fra dig og ud i horisonten til ”de andre”, men som peger på dig. ”Du er manden!” – ”Du er kvinden” – det er dig, der skal laves om, før du går på helligt korstog ude i byen, dit land eller i verden for at forandre verden.
Og det er også Jesu budskab til os i dag, når Jesus opremser en masse krav til os: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse”.
Allerede dér kan vi jo se, at det kan vi aldrig klare!! Og Jesus peger ikke på andre mennesker, dine naboer, dine venner, dine kolleger – at det er dem, der skal forandres i den retning. Nej, han peger på dig:
Det er dig, der skal være mere barmhjertig,
det er dig, der ikke skal dømme,
det er dig, der skal tilgive…
Det er hos dig, der skal ske en forandring.
Og vel kan vi få sved på panden, for hvordan skal vi dog kunne lave så store forandringer ved os selv, at vi endda er lige så barmhjertig som Gud er barmhjertig? Ja, et andet sted siger Jesus endda direkte: Så vær da fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen!
Ja, vi vil virkelig rende hovedet mod muren, hvis vi begynder at lave om på os selv i den skala, som Bibelen kræver af os. Ja, vi vil ødelægge os selv, hvis vi brugte Bibelen som en gør-det-selv-bog i selvforandring. For vel er det os, der skal forandres, men det er ikke selv-forandring, men Gud-forandring der skal til. Det er ham, der ønsker at forandre os – ved at vi lever sammen med Gud hver eneste dag, ikke bare en enkelt søndag en gang imellem… men hver eneste dag. Og det gør man ved at bede til ham, ved at læse i Bibelen, ved at… ja, også ved at gå i kirke. Det er på den måde, at vi lærer Gud at kende – og det er den måde, Gud forandre os på ved at være sammen med os så vi kan spejle os i ham. Lære af ham. Modtage kraft og styrke fra ham til at leve et liv i kølvandet på vores frelser. Ved ikke at bygge på os selv og vores egen vilje, men ved at vi bygger på hans barmhjertighed mod os. For det er dér det hele begynder – i hans barmhjertighed. ”Vær barmhjertig som jeres himmelske far er barmhjertig”.
Og det er først i det øjeblik, at vi kan se, at vi faktisk ikke selv kan klare de forandringer der kræves af os – det er først, når vi står overfor sådan en tekst som i dag og tager os til hovedet: ”Det kan jeg ikke klare selv. Her har jeg brug for Gud”. Det er først, når vi kommer frem til den erkendelse ”jeg har brug for Gud”, at Gud rigtigt får lov til at træde til med sin hjælp og styrke. Og det er først dér at han virkelig kan bruge os: ”for Guds kraft udfoldes i min magtesløshed”. Det er først, når vi lægger os selv og vort liv over til ham, at vi kan ændre verden til et bedre sted – så kan vi være et redskab for Guds fred. Sådan som den gamle Frans af Assisi bad:
Herre,
Gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelsen råder.
Lad mig bringe enighed, hvor spliden råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder.
Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste,
ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, man får.
Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, man finder tilgivelse.
Det er ved at dø, man opstår til evigt liv.
Amen.
