Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
Gud ønsker for enhver af os, at vi må leve vores liv i frihed.

Vi skal ikke være bundet af noget, det eneste vi skal være bundet til, er ham.
At være bundet til ham – er at være fuldkommen fri.

Der er så meget andet, der kan binde os og tage kontrollen over vores liv, og noget af det, der virkelig kan styre os væk fra fællesskabet med Gud, er vores følelser. Både positive og negative følelser kan tage kontrollen over os, så vi gør noget, som vi måske ikke ville gøre under andre omstændigheder.

En af de følelser vi kan have er had.
Had er altid en stærk følelse – men er ikke kun ond.

Der findes et helligt had mod alt det onde – når vi hører om en modbydelig handling, så kan vi blusse op indeni: Had.

Vi skal hade det onde – det gør Gud også. Men Gud kan den finte, som vi mennesker kan have så utrolig svært ved: Han kan nemlig skelne mellem at hade det onde og så elske personen, der gør det onde.

For os er det en næsten umulig opgave – der er et par steder, hvor det lykkes for os.
– Det kan vi i forhold til vores børn. Vi elsker vores børn – ubetinget – men vi elsker ikke altid hvad de gør eller siger… især ikke når vi ser, hvordan de efterligner vore egne fejl.
– Vi kan også gøre det i forhold til os selv: Dybest set, så elsker vi os selv – også selv om vi ikke altid bryder os om det, vi selv gør. Også selv om vi kan være skuffet og endda vrede på os selv, at vi er mennesker, der kan finde på at gøre det eller det, så kan vi normalt skelne mellem det vi har gjort – og det vi er.
Jesus ønsker at vi skal bringe denne sondring i spil i forhold til vore fjender. Så vi holder fast i at hade det, fjenden gør – men stadigvæk at vi elsker fjenden som person, og især som menneske.

”Elsk jeres fjender”.
Hvordan skal jeg kunne elske dem? – jeg kan ikke engang lide dem, det er derfor de hedder fjender. Jesus må da virkelig være en utopisk drømmer, for det kan da ikke praktiseres.

Borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King sagde i en prædiken om buddet om fjendekærlighed:

”Det er langt fra at være det fromme påbud fra en utopisk drømmer – dette bud er en absolut nødvendighed for vores civilisations overlevelse. Ja, det er kærlighed, der vil redde vores verden og civilisation, kærlighed selv for vores fjende”.

Sådan er det også i dag i vores samfund – vi har brug for kærlighed for at overleve, kærlighed er det eneste, der kan binde os sammen, så vi bliver et samfund og ikke det, vi er ved at udvikle os til, nemlig et ”hvert-for-sig-fund”.

Jeg er bekymret, når jeg ser ud over Danmark. Der er sådan en politisk betinget vrede både til højre og til venstre. Det er en politisk vrede, der er en bitterhed, der befordrer had midt ned i vores samfund. Jeg læste på en politisk Facebook-gruppe, at vedkommende ikke ville være under samme tag som sine modstandere og at han ønskede dem det værste.

Hvad gør det ikke for vores samfund?

En præst fra Syrien fortalte mig, at den værste ting, der er sket i Syrien og som førte landet ud i borgerkrig var tilintetgørelsen af medmenneskeligheden.

Hvordan står det til med medmenneskeligheden herhjemme?

Skal det blive bedre med vores land og vores folk er vi nødt til at tage buddet om fjendekærlighed til os. Som Beatles sang i 1960-erne: “All you need is love”, alt hvad vi har brug for, er kærlighed. Jeg tror, at vores land bryder sammen, hvis vi ikke får mere kærlighed ind i det offentlige rum.

Hvis vi ikke får mere kristendom ind i det offentlige rum. For vi kan ikke sige kærlighed uden at sige kristendom – og Jesus strammer altid skruen en ekstra gang:

Kærlighed ikke bare mod min næste – men kærlighed mod min fjende. Kærlighed til dem, vi ikke bryder os om, som måske ikke bryder sig om os – og måske endda vil os til livs. ”Elsk jeres fjender”.

Hvis der er noget, der kan få de negative følelser frem hos mange mennesker i dag, så er det muslimerne.

Nu har vi fået en lille del af vores kirkegård her i byen, der kan blive brugt til at muslimer kan få deres kære begravet. Det fik virkelig nogle op i det totalt røde felt:
– Er det da ikke godt nok, det vi har?!
– Det er knæfald for islam.
Ja, jeg har endda hørt om en, der sagde, at vedkommende ville købe et svinehoved og ligge det ned på gravpladsen.
Hvad er det for et had, der kan få mennesker, der ellers er flinke, rare og omgængelige – som sidder og drikker søndagskaffe og spiser æblekage, imens de hører Giro 413, hvad er det for et had, der pludselig kan give dem sådanne tanker? Det er i hvert fald ikke i pagt med Jesu tanker om kærlighed… og da slet ikke fjendekærligheden.

For Jesus, vil ikke bare have os til at elske
– de ”civile muslimer”,
– de ”almindelige”,
– dem, der bare går rundt ganske fredeligt og spiser kage fra Bilka, når ramadan er overstået.

Nej, Jesus forventer kærlighed til de muslimske terrorister. Vi skal naturligvis ikke elske det, terroristen gør, når han går ind i en bus med sprængstof om livet, men vi skal elske den person, der bærer bombebæltet.

Vi kan sikkert finde en masse grunde i Bibelen til hvorfor vi skal elske dem – den mest fundamentale grund er nok den, at Gud elsker den muslimske terrorist.

”For således elskede Gud verden”
– ikke bare en lille del af verden,
– eller kun de elskværdige,
– nej, han elskede hele verden. Og han gør det stadigvæk.

Og hvis Gud elsker, hvem er så jeg, at jeg må sige:
– Men ikke den del af verden,
– ikke de personer,
– ikke dem…

det gør os til dommere over situationen og over de mennesker, og vi er ikke sat til at dømme. Vi kan slet ikke magte at dømme. Ja, vi er helt befriet for det – Gud siger ”Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde” (Hebr 10, 3).
Vi er befriet for at være dommere – befriet til at se ind i det andet menneske for dér at finde guds-billedet i dem. Befriet til at se at vi deler en tid med hinanden her på jorden, og at vi som pilgrimme er på vej for at finde vejen, sandheden og livet. Og jeg tror, at Jesus er den eneste vej, den eneste sandhed og det eneste liv –

og skal mit muslimske medmenneske også indse det, så er den eneste farbare vej buddet: ”Elsk din fjende”. 

For det kræver noget så overmenneskeligt, at det i sig selv viser at kristendommen ikke er menneskeværk, men guddomsværk.

– Enhver kan hade og slås for en sag.
– Enhver kan ofre sit liv for en sag – måske endda hive andre med sig i døden. Det gør ikke sagen mere rigtig at man dør for den.
– Enhver kan lære en masse argumenter for eller imod en sag.

Men ikke enhver kan elske sin fjende. Det er svært nok at tolerere sin fjende – men det er guddommeligt at elske sin fjende. Det kan vi mennesker ikke bare i os selv – og det er derfor vi stejler og kalder Jesus for en drømmer og en utopisk idealist.

Den eneste måde vi kan elske vores fjende på, er ved at kende Gud, fordi Gud er kærlighed og enhver, der elsker, er født af Gud (1 Johs 4,1).

Vi kan ikke selv genere kærlighed – hverken til dem, vi kan lide, og da slet ikke til vore fjender. Folk, der gør alt hvad de kan for ikke at fortjene vores kærlighed.

Centeret i Gud er kærlighed – og han var i stand til at elske os mennesker, selv da vi var i åbent oprør mod ham. Det var derfor Jesus blev født, Jesus døde og Jesus igen opstod. Den bedste til at elske sine fjender er Gud – og han ønsker at dele sin kærlighed med os. Det gør han ved at forvandle os, så vi mere og mere ligner ham – at det mere og mere må skinne igennem os, at vi er hans børn. ”Elsk jeres fjender… for at I må være jeres himmelske faders børn”. 

Det gør Gud ved at Helligånden mere og mere må fylde os, så vi må bærer åndens frugter – ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5, 22-23).

”Åndens frugt er kærlighed”. Og det er ikke en af de frugter, der hænger nederst på træet.

Det er slet ikke let – for smerten, som fjenden har pådraget dig, kan fylde så meget, at du ikke kan rumme andet end had og bitterhed.

Den onde gerning, han har gjort mod dig, kan være så stor, at vi nærmest ikke kan se mennesket og personen, der har gjort det onde. Vi kan kun se gerningen og smerten, der fulgte.

Sæt Gud først.

Tænk ham ind i situation, så smerten ikke får lov til at leve sit eget isolerede liv, men må knyttes sammen med Gud.

Bed for din fjende. Bøn kræver et helt nyt gearskifte i vores måde at tænke på. Vi kan ikke længere dvæle ved det onde, ved smerten, ved bitterheden –vi er nødt til at skifte over til at tænke godt om det menneske.

Lad os bede for os selv, at Gud må fylde os med hans kærlighed, så kærligheden lige så stille må fylde os og fortrænge hadet i os. Så vi må blive frie fra de bånd som hadet til vores fjender er – frie for den onde cirkel som had mod et menneske uundgåeligt vil føre os ind i.

Vi skal elske, for i kærligheden er der en befriende kraft, forvandlende kraft – både overfor os selv og overfor fjenden.

Elsk jeres fjender – bed for dem, der forfølger jer.