Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
Der sker to ting, når jeg læser teksten her: Jeg bliver mismodig og jeg bliver træt- Jeg bliver mismodig, for en overfladisk betragtning får mig til at konkludere: Hvis bare folk levede efter de her regler, så ville alting blive bedre i verden. Det er så nemt at se, at det er de andre, den er galt med – for hvis bare de andre lavede om på sig selv og var bare lidt mere sådan som de burde være, så ville verden blive et bedre sted at leve. Men det er bare det, at det vil de ikke. Der er altid nogen, der modarbejder de gode viljer.
Så ja, der er god grund til at blive mismodig, men jeg bliver også træt: For en mere ærlig betragtning, får mig til at se at det jo ikke kun er ”de andre”, der skal være barmhjertige, som vores himmelske far er barmhjertig. Det er ikke bare de andre, der ikke skal dømme. Det er ikke bare de andre, der skal dele rundhåndet ud og give ligesom jeg selv gerne vil modtage. Det er ikke bare de andre, der skal tilgive. Det er også mig, der skal være barmhjertig, være rundhåndet og tilgive.
Jo, jeg ved jo godt, at jeg måske ikke altid gør hvad der er rigtigt, men dybest set, så klarer jeg det da meget godt. Og jeg ved også godt at Bibelen siger, at jeg er en synder, men så er det da heller ikke værre.
Gamle Stine lå på sit dødsleje og havde tilkaldt præsten. Præsten sad ved siden af sygesengen og den dødende og afkræftede Stine lå i sengen. Hun ville betro sig til præsten en sidste gang:
– Jeg har været en meget stor synder i mit liv.
Præsten tog Stines hånd:
– Ja, det er rigtigt Stine, det er også hvad jeg har hørt.
Og gamle Stine løfter hovedet fra puden – pludselig var kræfterne tilbage i hendes stemme:
– HVEM har sagt det til dig?
Vi som kristne kender godt det med at sige, at vi er syndere, der har brug for Guds nåde og hjælp, men lige så snart det bliver konkret, så bryder vi os ikke om det. Lige så snart at der er nogen, der påpeger et eller andet, som vi gør forkert, så ryger vi op i forsvars- eller angrebsstillingen: ”Hvem har sagt det til dig?” eller går til modangreb: ”Jesus siger: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, så tag og stik piben ind. Det er sjovt, hvordan vi kan have svært ved at huske bibelvers udenad, men den her, den husker vi: Døm ikke! Selv om det nok betyder mere i retningen af ”kritiser ikke” end det går i retningen af at dømme og bedømme, men det er en anden sag.
Men tilbage til Stines ord: ”Hvem har sagt det til dig? Det er ikke bare de andre, der har brug for at blive lavet om – det er også os selv. Det er dig og det er mig. Det er ikke bare de andre, der har brug for Guds nåde og tilgivelse på et konkret plan, fordi de på et konkret plan har syndet. Nej, det er også mig, der har brug for Guds nåde og tilgivelse på et konkret plan, fordi jeg har syndet på et konkret plan. Jeg har ikke været barmhjertig, jeg har ikke været rundhåndet, jeg har dømt de andre, så det er helt skammeligt– hvis profeten Natan havde stået foran mig, lige som han stod foran Kong David i den tekst, jeg læste i begyndelsen af gudstjenesten, så ville han også sige til mig: ”Du er manden”. Lige som han ville gøre det overfor dig: ”Du er manden” eller ”Du er kvinden”.
Det er dig, der har brug for at blive forandret. Forandringen er ikke primært noget, der skal ske udenfor hos andre – nej, som man så kækt siger: Vær den forandring, som du ønsker at se i verden, som Mahatma Gandhis citat lyder.
Eller som Michael Jackson sang i sangen ”Man in the Mirror”, manden i spejlet. Sangen handler om at, at forandringen ikke skal ske uden for dig selv først, men forandringen skal ske med det menneske du ser, når du stiller dig op og kigger dig selv i spejlet.

                             Jeg starter med manden i spejlet
                             jeg beder ham om at ændre sig
                             Og intet budskab kan være mere tydeligt:
                             Hvis du vil gøre verden til et bedre sted
                             så kig på dig selv og lav en forandring.

Og så er vi fremme ved hvorfor jeg startede med at sige, at teksten gør mig træt og mismodig, for det kan jeg da ikke. Teksten siger:
– Det er mig, der skal være mere barmhjertig,
– Det er mig, der ikke skal dømme,
– Det er mig, der skal tilgive…
– Det er mig, der skal give rundhåndet.
– Det er hos mig, der skal ske en forandring.
Det kan jeg ikke – lige så lidt som Münchhausen kan hive sig selv op med hårene, lige så lidt kan jeg være barmhjertig som min himmelske far er barmhjertig. Ja, vi vil virkelig rende hovedet mod muren, hvis vi begynder at lave om på os selv i den skala, som Bibelen kræver af os. Ja, vi vil ødelægge os selv, hvis vi brugte Bibelen som en gør-det-selv-bog i selvforandring. For vel er det os, der skal forandres, men det er ikke selv-forandring, men Gud-forandring der skal til. Det er ham, der ønsker at forandre os – ved at vi lever sammen med Gud hver eneste dag, ikke bare en enkelt søndag en gang imellem… men hver eneste dag. Og det gør man ved at bede til ham, ved at læse i Bibelen, ved at gå i kirke. Det er på den måde, at vi lærer Gud at kende – og det er den måde, Gud forandre os på ved at være sammen med os så vi kan spejle os i ham. Lære af ham. Modtage kraft og styrke fra ham til at leve et liv i kølvandet på vores frelser. Ved ikke at bygge på os selv og vores egen vilje, men ved at vi bygger på hans barmhjertighed mod os. For det er dér det hele begynder – i hans barmhjertighed. ”Vær barmhjertig som jeres himmelske far er barmhjertig”.
Og det er først i det øjeblik, at vi kan se, at vi faktisk ikke selv kan klare de forandringer der kræves af os – det er først, når vi står overfor sådan en tekst som i dag og tager os til hovedet: ”Det kan jeg ikke klare selv. Her har jeg brug for Gud”. Det er først, når vi kommer frem til den erkendelse ”jeg har brug for Gud”, at Gud rigtigt får lov til at træde til med sin hjælp og styrke. Og det er først dér at han virkelig kan bruge os: ”for Guds kraft udfoldes i min magtesløshed” som Paulus skriver et sted. Det er først, når vi lægger os selv og vort liv over til ham, at vi kan ændre verden til et bedre sted – for så er vi ikke helte, der forandrer verden i det små og derved også i det store. Vi er ikke helte med vores egen dagsorden, vi er Guds hænder, vi er Gud redskab. Ja, vi er redskaber for Guds fred. Sådan som den gamle Frans af Assisi bad:

Herre,
Gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelsen råder.
Lad mig bringe enighed, hvor spliden råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder.

Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste,
ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, man får.
Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, man finder tilgivelse.
Det er ved at dø, man opstår til evigt liv.
Amen.