I den forgangne uge var jeg ude og holde en prædiken et sted langt herfra – og da jeg så skulle hjem fik jeg udleveret en check, der skulle dække mine transport-udgifter. Det varmer nu godt at få sådan en check og vide, at den er så og så mange penge værd. Men egentlig er den lille stum papir ikke noget værd, hvis jeg ikke går hen i banken med den – men, hvis jeg i stedet hænger den op i glas og ramme derhjemme… eller hvis det gik sådan med en anden check, som af en eller anden grund var endt i min papirkurv hjemme på kontoret. Heldigvis opdagede min kone, at dér lå der da en check nede, så kunne vi få den sendt af sted til banken. En check i glas og ramme eller for ikke at sige i en skraldespand er ikke noget værd, man skal benytte sig af checken for at få det fulde udbytte af den. Det er logisk.
Men alligevel, så er det på den måde, mange gør med Jesu løfter. For hvad andet er Jesu løfter end sådan en check, som Jesus har sat sit navn under – her drejer det sig om de højeste livsværdier. Ligesom der ikke skal det store til for at hæve checken, så skal der heller ikke det store til at tage Jesus på ordet – det gælder bare om ganske enfoldigt at gøre brug af gaverne. Vi skal ikke smide dem væk – vi skal ikke hænge dem op på væggen og bruge dem til søndagspynt og beskuelse. Vi skal bruge dem til daglig.
Vi skal bruge Jesu løfter dagligt, også når han udtaler de store løfter ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. Det er virkelig store løfter – nogle gange, kan man tænke om Jesus mon ikke tog sin mund lige lovligt fuld, da han sagde det. Bare han havde sat en eller anden klausul på, men det gjorde han ikke, og derved han har givet os præster en gevaldig masse at lave.
I kender alle Olsenbanden – i enhver Olsenbandefilm skal Egon og Kjeld op og skændes på et eller andet tidspunkt. Og som forsoneren mellem disse to render Benny på sine tynde ben med gule strømper fra den ene og til den anden, for at udrede krisen.
Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at vi præster har påtaget os den rolle – at få mennesker og Jesus til at passe sammen. Render fra den ene til den anden. Havde Jesus dog bare sagt ”Beder I Faderen om noget i mit navn som handler om kristenlivet, så skal der gives jer det”. Eller ”beder I Faderen om noget i mit navn, som ikke har noget med jordisk lykke at gøre, så skal der gives jer det”. Men det gjorde han ikke – der var ikke nogen klausul – Jesus sagde ”Beder I faderen om noget i mit navn, så skal I få det”… eller også det kortere ”Bed, og I skal få”.
Men det kan jo ikke passe, synes vi præster så at sige og så pløjer vi Bibelen igennem for at se om der dog ikke er et eller andet, der kan redde kristendommens pålidelighed. Så har man et svar, når man nu støder på et menneske, der ikke har fået, selv om han har bedt i Jesu navn nok så mange gange. Så vi finder en masse gode undskyldninger frem, som begge parter synes at være tilfreds med.
Jeg fandt sådan en prædikenvejledning frem for at få nogle gode råd til, hvordan man kunne prædike om teksten her, og der kunne jeg læse: ”Vores identitet som kristne sætter grænser”… for hvad vi kan bede om. Er det ikke noget vrøvl? Det er ikke vores pligt som præster at redde kristendommens pålidelighed eller Jesu ære – for han står ved sit ord – han har sagt sit ord, og så er det vores opgave at give dem videre – ikke andet! Ikke at rettet til, ikke at lægge til, ikke at trække fra. Men bare give videre.
Det er rigtigt, at ikke alle bønner bliver opfyldt på den måde, som vi måske har formuleret dem, men det er en sag mellem den enkelte kristne og sin herre. Det er en sag mellem dig og Gud, som vi præster ikke behøver at stille os op som mægler i. Når Jesus siger, at man skal bede direkte til Gud, fordi der ikke er brug for nogen mellemmand mellem os og Gud, så skal vi præster heller ikke forsøge at stille os op som mellemmænd.
Det er rigtig, at man som kristen kan opleve bønsskuffelser, og også skuffelser, der kan føre til tvivl, anfægtelse og måske endda også frafald – at man dropper at være en kristen. Og dér kan det være godt, at tage de her teologiske begrænsninger frem, for at imødekomme skuffelserne, men på den måde sløver man også sine forventninger til Gud. Det kan føre til, at man ikke tør bruge bønnen fordi man er for bange for at det jo alligevel ikke nytter noget nu i min situation. Eller også beder man ikke helhjertet, og så får man jo bestemt ikke noget. Så bliver det jo lige som den check, som man hænger op i glas og rammer – man kan jo være glad for sådan en check, men rigtig nytte af den får man jo ikke. Man kan glæde sig meget over de store løfter ”halleluja, Jesus har givet os store løfter”, men hvis vi ikke tager Jesus på ordet og så beder, jamen så får vi jo ikke noget ud af dem.
Vi har et mægtigt godt billede på bøn i den tekst fra 1. Mosebog, som jeg læste før fra alteret. Vi hørte om hvordan Jakob kommer i kamp med Gud midt om natten, og da Gud hen under morgenen vil forlade ham, stopper Jakob med at kæmpe og begynder bare at klamre sig til Gud – ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”. Først kæmper Jakob med Gud og så klamrer han sig til Gud.
Det er et fabelagtigt billede på bøn – et fabelagtigt billede på den eneste medicin mod bønsskuffelser der findes: Først kamp og derefter – om nødvendigt – klamren. Lad os prøve se på de to dele
Først kamp
Hvordan kæmper man med Gud? Man kæmper med Gud i bøn og ved bibellæsning.
Jakob kæmpede en hel nat også selv om han vidste, at han skulle være frisk, når han næste dag skulle bruge alle sine kræfter på at forsone sig med sin bror.
Bliv ved med at bede – også selv om det skal koste os nattesøvnen, for hvad er det i forhold til Guds bønhørelse?! Ikke at vi skal gøre os fortjent til at Gud hører vores bøn, for Jesus har lovet os, at Gud vil give os, når vi beder. Vi skal ikke gøre os fortjent til det, for beder vi i Jesu navn, så har Jesus selv gjort os fortjent til at bede til Gud. Det vi skal gøre, der er at vise udholdenhed i bønnen og bede videre, vi skal vise os klar til at modtage bønnens opfyldelse. Det kræver tre ting: Bøn, mere bøn og endnu mere bøn.
Det er godt at få lov til at folde hænderne og bede til Gud, men jeg tror også det er sundt for en selv, at bede med åbnede hænder vendt opad, som tiggeren, i tillid til at Herren vil fylde troens hænder med sine gode gaver. Det er en god idé at knæle, når man beder – for om ikke andet så overfor sig selv at vise, at Gud er en majestætisk Gud og jeg bare er mig. Et menneske, der ikke har knælet for Gud i bøn, er et menneske, der aldrig rigtig har set, hvor stor Gud egentlig er.
Den anden måde man kæmper med Gud på er, at læse i Bibelen og holde ham fast på hans løfter – sig ”Gud… du har lovet, at den, der beder får”. Ikke fordi Gud er en gammel mand, der lider af hukommelsessvigt, og hele tiden skal have at vide hvad han en gang har lovet. Men det viser, at DU ved hvad han en gang har lovet. At DU klamrer dig til det, han en gang har lovet.
… så klamren.
Vi kæmper med Gud, vi beder utrætteligt, vi læser i Bibelen om de gevaldige løfter, Gud har knyttet til bønnen, og så kommer dagen, hvor der skal komme svar. Men stillingen bliver givet bort til en anden, firmaet går konkurs, den lille pige, som jeg har kørt ned, dør i sin respirator, ens ægteskab går alligevel i stykker… er det Guds svar? Gud glider ud af ens foldede hænder og man føler mismod og tvivl. Hvad skal vi så gøre? Vi skal holde fast i Gud, vi skal klamre os til ham. Det er den eneste medicin mod bønsskuffelser – den eneste hjælp – at klamre sig til Gud.
Jeg aner ikke, hvorfor Jakob kæmpede med Gud, men pludselig går Jakob fra at kæmpe med Gud til at klamre sig til Gud ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!”.
Det kan godt være, at du føler, at det er Gud, der vil forlade dig – at det er Gud, der har ladet dig i stikken, men i virkeligheden er det tvivlen på løfterne, mismodet og anfægtelserne, der lige så langsomt får dig til at give slip på ham. Men hold fast på Gud og bliv ved med at bede. Klamre dig til Gud…. slip ham ikke, før han velsigner dig.
Jeg ved ikke hvorfor vore bønner ikke altid bliver opfyldt – det er virkelig en gåde for mig, men det får mig alligevel ikke til at droppe Gud – det bør det heller ikke gøre, når det virkelig gælder! Også fordi alternativet til et liv uden Gud er for hårrejsende til at jeg kunne forestille mig det. Vi forstår ikke altid Gud – men hvor ville det også være tragisk om vi kunne forstå ham, som har skabt os, at vi skulle kunne gennemskue hans veje og beslutninger. Kunne vi det, så ville Gud ikke være en ret stor gud, så ville Gud ikke være en gud, der ville være værd at klamre sig til. Men hold dig fast til Gud, bønfald ham midt i din bønsskuffelse om at han må velsigne dig – og jeg ved, at han vil gøre det.
Lad ikke spekulationer stå i vejen for at bruge bønnen – heller ikke selv om det er nok så fromme spekulationer. Vi har lov til at gå direkte hen for Gud og fortælle ham vores inderste tanker og ønsker, men Gud forventer også at vi kommer til ham med de små hverdagsting – han ønsker at høre alt fra os, høre om vort liv. Intet er for stort, men der er heller ikke noget, der er for småt. Toppolitikeren kan bede om verdensfreden, og jeg kan bede om styrke til at sætte mig hen i tandlægestolen. Begge dele er lige småt i hans evige målestok, men begge dele ligger ham lige meget på sinde.
