Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
En lille dreng sad i sin seng og skulle bede aftenbøn – omkring ham sad mor og bedstemor. Han begyndte med en stille og blød stemme: ”Kære Gud, vil du være med far, mor og hele familien og giv dem en god nats søvn. Og pludselig så kiggede han op og råbte ”OG GUD GLEMT IKKE AT JEG ØNSKER MIG EN NY CYKEL I FØDSELSDAGSGAVE”.
”Der er ikke nogen grund til at råbe sådan” sagde hans mor ”Gud er ikke døv”., ”Det ved jeg godt” sagde den lille dreng. ”Men det er bedstemor”.,

Fra den lille drengs bøn kan vi se hvad han har på hjertet allermest: Han ønskede sig en cykel.

I dagens tekst kommer vi indenfor i Jesu bønsliv og læser hvad han har på hjertet: Sin kirke – for han beder for os. Det er Jesu ypperstepræstelige bøn – som i sin helhed er 28 vers i Johannesevangeliet. Martin Luther sagde om dette kapitel, at ”det er så dybt, så rigt og så bredt, at ingen virkelig kan fatte det”.

Og det er rigtigt…
der er dybder i dette kapitel, som vi aldrig vil kunne fatte, alt det vi kan gøre er at padle i overfladen.
Her er højder, hvor vi kun kan klatre op på bjergets fod.

Her introduceres vi i Guds nærhed, Guds hjerte og Guds sind. Vi får lov til at lytte til hvordan sønnen taler med faderen. Ja, teksten er hellig grund. Det er en gave til os – en gave fra Himmelen.

Det er en bøn bedt skærtorsdagaften få timer inden han bliver arresteret og dømt til korsfæstelsen. Jesus begynder med at bede for sig selv – at han må herliggøres, nu da hans værk er ved at være fuldendt. I bønnen møder vi Guds søn, der ser hinsides inkarnationen, ser frem til den anden side af ydmygelsen, til den anden side af lidelsen og korset og ser hen på den herlighed, der venter ham tilbage i himmelen.  Og han skal herliggøres med det formål at føre os, hans disciple, hans brødre og søstre, hans kirke, til herlighed, for at vi må få evigt liv.
Resten af bønnen handler om os – om at vi må tilhøre ham og at Jesus må være herliggjort i os. At vi må blive bevaret i den verden, hvor Jesus ikke længere er fysisk til stede. At vi også må se Gud som vores far – og se Gud som Jesus så på ham: Som vores far, vores hellige far, vores retfærdige far, vores kærlige far. Hele bønnen handler om os – ja, Jesus skal herliggøres, løftes op på korset og fra graven løftes op til sin herlighed i evigheden. Men hans tanker er på os, der skal blive på jorden – uden ham. For det er her vi kristne hører hjemme nu, for som mennesker at forkynde  hans navn. ”Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde” (Johs 17,15).

Om mindre end 24 timer ligger Jesus død i sin grav – og han ved det! Og ja, han frygter det. Jesus var rædselsslagen – det var ikke bare noget overfladisk – det var ikke bare noget, hvor han sad lige så stille og var bange. Vi kender nok til angstens sved, men Jesus svedte ikke bare sved, nej – Jesu sved blev til blod. Han ”opsendte… under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden” – som der står i Hebræerbrevet (5,7).

Jesus var ikke frygtesløs, for han kendte til frygten selv – men han stod fast midt i frygten.
Jesus frygter smerten, frygter mørket, frygter mest af alt gudsforladtheden på korset – frygter at blive overgivet i menneskers hænder, som han kalder det. En tanke, der ikke er til at begribe: Gud overgivet i menneskers hænder. Da Jesus bliver taget til fange siger han til ypperstepræsterne og anførerne af tempelvagten: ” dette er jeres time, og mørket har magten” (Luk 22,53). Men selv om det er deres time, så er det en time, der har været et guddommeligt fikspunkt i tiden fra før skabelsen. Evig fortid og evig fremtid mødes i denne ene time – mødes på korset.
Flere gange bliver Jesus presset til at forhale omstændighederne, til at tage en genvej, til at komme hurtigere til sagen, men nej, afvisningen lyder hver eneste gang: ”Min time er endnu ikke kommet”.

Nu siger Jesus: ”Fader, timen er kommet”.

Der er en guddommelig plan – ikke bare en overordnet plan, og så improviserer vi os frem i situationen, nej en detaljeret plan. En plan, hvor selv en tur til en lille by Nain, der ligner en tilfældig rejse, at den er villet og gennemtænkt, og hvis resultat er at en enke får sin eneste søn tilbage fra døden. Gud sjusser sig aldrig frem – det gjorde han ikke i Jesu liv, og det tror jeg heller ikke han gør i vores liv. I Esajas´s bog (46,9-10) siger Gud om sig selv: ”jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg. Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg”
Og i denne beslutning var den time, der lå foran Jesus: ”Fader, timen er kommet” – timen…

den time, hvor han skal ydmyges på et kors, men ved at ydmyges herliggøres som Guds lam, der bærer verdens synd som det ultimative, endegyldige og fyldestgørende offer for menneskehedens synder. Det offer rækker tilbage i historien til alle de mennesker, der nogensinde har troet og håbet på Guds frelse og fremad i historien til alle dem, der nogensinde vil komme til at tro.
Det var en længe ventet time – den time, hvor alle profetierne om frelsen blev opfyldt, hvor alle de  specifikke forudsigelser om Messias skulle opfyldes, hvor alle symbolerne og alle typologierne skulle opfyldes, hvor alle Guds løfter skulle få deres rungende ”ja”.

Det var den time, som alle profeterne havde talt om – og som alle gudfrygtige mennesker havde længes efter at se. Kristus døde til frelse for alle troende forud i tid – frem til i dag og længere frem. Der på korsets planker blev vi forsonet med Gud.  

Det var frelsens time, hvor alt hvad Gud havde lovet nu var en realitet. Her afløste det nye alt det gamle – skyggen blev afløst af selve tingen, der kastede skyggen. Og det hele skete ”efter Guds fastlagt bestemmelse og forudviden” – som Peter sagde det i sin prædiken pinsedag (ApG 2,23). Det var korsets time. 

• Korsets time – mørkets time.
• Timen, hvor han bar Guds vrede.
• Timen, hvor solen nægtede at skinne.
• Timen, hvor mørket sejrede.
• Timen, hvor jorden skælvede og rokkede.
• Timen, hvor gravene åbnede sig og de døde vandrede ud af deres grave.

Alt var vendt på hovedet i denne time – en time som ingen anden time før eller efter. Alt var vendt på hovedet – for her i korsets ydmygelse, pinsler og skam blev Guds søn herliggjort. ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn for at Sønnen kan herliggøre dig”.

Gud opfyldte den bøn.

Jesus døde senere den dag – genopstod om søndagen og 40 dage senere opfor han til himmels, sådan som vi skal høre på torsdag – og han satte sig på sin trone, hvor han nu følger dit liv, dine mørke og lyse timer, dine sejre og nederlag – og hvor han går i forbøn for os hos den store og mægtige Gud, vores far.

Vi skal en dag samles foran den trone fra alle verdens hjørner – fra alle kirkeretninger og alle uoverensstemmelser og uenigheder, så den enhed, som Jesus også beder om i dagens bøn, virkelig må komme til udtryk. ”og hvert Knæ skal bøje sig, i Himmelen og på Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære” (Fil 2,10).