Lyt til prædikenen
(det er ikke en så god kvalitet, da jeg står langt fra optageren)
(Der er enkelte ændringer i den holdte prædiken, der uddyber noget i den skrevne prædiken)
Vi lever i den bedste tid nogensinde i menneskehedens historie. Ser vi i det globale husholdningsbudget, så fødes det gennemsnitlige menneske ind i en virkelighed, der giver et bedre udgangspunkt for livet end nogensinde før. Verdens Økonomiske Forum konstaterede i 2016 at verden aldrig har været et bedre sted – og fremtiden ser endnu lysere. Præsident
Barack Obama stillede i en tale i 2017 spørgsmålet:
“Hvis du kunne bestemme dit eget fødselsår uden at vide hvor du blev født og uden at vide hvem du ville være, hvornår ville du så vælge at blive født?”
Obamas svar var: Du burde vælge i dag.
Og FNs lykkeundersøgelse siger også, at du burde vælge Danmark eller til nøds Norge, for de to lande ligger altid og slås om hvem, der er verdens lykkeligste land. Vi gør det umanerligt godt.
Vi er glade, vi er lykkelige, vi er tilfredse – så spørgsmålet lyder så: Hvorfor er vi det så ikke?
Vi har næppe haft mere ondt i livet end nu –
- vi er mere depressive,
- mere angste,
- mere medicinerede
- og mere ensomme end nogen sinde før.
- 4,4 procent af verdens befolkning lever i depression – derudover lever flere i angst.
Eksistentielt set er vi ikke i vatter– det ser ud til at det ydre ikke har været bedre, imens det indre så ikke har været værre. Vi må mangle et eller andet, der ikke kan købes for penge.
Der er blevet lavet undersøgelser på hvad dødende mennesker fortryder mest, når de ligger på deres dødsleje. Langt de fleste handler om en eller anden form for kærlighed. Havde vi bare holdt kontakten til gode venner, havde vi dog bare tilladt os at være lykkelig og udtrykke vores følelser. Og samtidig har vi levet et liv, hvor vi har søgt anerkendelse for hvad vi kan og hvad vi er.
Beatles sange en masse skøre tekster, men ramte også hovedet på sømmet i flere af deres sange – f.eks. ”All you need is love”. Det er plat, violinen er sat til hagen – men det er sandheden. Vi har brug for meningsfulde relationer – vi har brug for at blive elsket ubetinget – sådan at vi kan hvile i at uanset hvad der sker, så er vi fortsat elsket. Og samtidig har flere og flere svært ved at skabe meningsfulde vedvarende relationer bygget på kærlighed.
Gud ønsker ikke at vi skal gå til i depression, angst og ensomhed, men han ønsker tværtimod at vi skal leve vores liv sammen med ham i den tætteste relation, der findes: Bønnens liv – og at leve Gud nær er min lykke, som der står i Det gamle Testamente. Eller som Jesus siger i dagens tekst: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”
Og hvorfor har vi det privilegium at vi kan bede direkte til Gud? Er det fordi vi er specielt fornemme mennesker? Gode mennesker? Jesus har følgende svar på det spørgsmål: ”jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer”.
Gud elsker os – og derfor kan vi komme frem for ham og bede ham om alt, der står i overensstemmelse med Jesus og vi vil få det. Alle himmelens rigdomme er til vores rådighed. Hver eneste gode ting ønsker, Gud at give os på grund af Jesus. Han elsker os.
Ja, Gud elsker hele verden – men alle os døbte, alle os, der er blevet hans børn, os elsker han på en speciel måde. Vi er nødt til at gå et spadestik dybere i dag. Nu er Det nye Testamente skrevet på græsk – og på græsk har man mange forskellige ord, der på dansk oversættes med ”at elske”.
Nu læser vi teksten til i dag fra Johannesevangeliet, der begynder med den lille bibel med ”For således elskede Gud verden”. Gud elsker hele sin skabning med en opfordrende kærlighed, med en guddommelig kærlighed. Ordet for at elske er her det græske ord ”Agape”. Det er den guddommelige, højeste, ofrende kærlighed.
Det er ikke det ord, der bliver brugt her – her i dagens tekst er det det græske ord for at elske ”Fileå”. Det er den intime kærlighed, der er imellem medlemmer af en familie. Det er den dybe affektion. Teksten taler ikke om en universal egenskab hos Gud – det er en personlig affektion, en personlig forkærlighed. Det er skønt at Gud elsker mig, men det er endnu større at han faktisk godt kan lide mig. Han kan godt lide dig. Han er tiltrukket af dig. Han ønsker overdådigt at give dig alle de gaver og velsignelser, som hans kærlighed overhovedet kan frembringe. Han har en helt speciel familiær kærlighed til dig, der hører ham til. Jeg er glad for at blive elsket af Gud på et guddommeligt niveau, men det her er større end det.
Og den virkelige gode nyhed er at han elsker dig selv om han ved alt om dig. Det er forholdsvist nemt at få folk til at kunne lide mig, jeg skal bare lade være med at fortælle alt om mig selv, ikke? Lige så snart at jeg begynder at fortælle alt, så bliver gruppen mindre og mindre. Men med Gud er det sådan, at han elsker mig og det selv om han ved absolut alt, der er at vide om mig. Al min troløshed, mit kritiske sind, min bitterhed, min synd. Men han kan lide mig og han har en stærk personlig familiær forkærlighed til dig.
Og hvordan får vi Gud til at elske os på sådan en måde? Hvorfor elsker Gud os og hvorfor tager han sig af os og hvorfor ønsker han at øse alle himmelens resurser ud på grund af os – også selv om vi overhovedet ikke er som vi burde være? Jesus svarer: ”Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen”. Det er på den måde at vi lever i Guds kærlighed – ved at elske Jesus. Elsker du sønnen, som Gud elsker, så elsker Gud dig.
Og hvordan elsker vi Jesus? Tidligere i Johannesevangeliet siger Jesus: ”Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader;” (Johs 14,21).
Hvordan ved du at du elsker Jesus? Det ved du ved at du holder hans ord, ved at du adlyder Jesus.
Det er jo sådan set det, det betyder at være en kristen. At være en kristen betyder ikke at være medlem af en organisation eller en kirke eller tilhøre en bestemt tradition. At være kristen er at elske herre Jesus Kristus, elske ham med en kærlighed, der leder til lydig tjeneste og lovsang.
Ønsker du at blive elsket på det højeste niveau. Ønsker du at blive elsket på den storsindede måde? Ønsker du at blive elsket af en, der har det meste at give dig? Ønsker du at blive elsket af Gud? Så elsk hans søn – og du vil leve i kærlighedens rigdom hele dit liv. Mennesker vil komme ind og ud af dit liv, de vil elske dig, de vil vende sig imod dig, de vil skuffe dig, men du vil være elsket af en, hvis kærlighed aldrig stopper og aldrig bliver mindre.
I dag er der et valg – det er et vigtigt valg. Men Europas fremtid afhænger ikke af hvem, der bliver valgt ind i dag – Danmarks fremtid afhænger ikke af valget i dag – eller valget på grundlovsdag eller noget andet demokratisk valg for den sags skyld. Som der står i valfartssalmen i Salmernes Bog: ”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber”. Det vigtigste valg, du kan træffe er at vælge at træde ind i Guds altomfavnende kærlighed. Og du vil træde ind i en kærlighed, der omfavner dig, bærer dig, giver dig fred midt i uro, sikkerhed midt i usikkerheden – og som bærer dig sikkert frem også på trods af din tvivl. Det er er Gud, der ikke bare har magten i dag, men som har magten over fremtiden og som har styr på den fremtid – og du har del i den fremtidsplan – ”en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til os”.
Han elsker dig – vor far, du som er i himlene.