Jeg glemmer aldrig den unge kristne pige, jeg talte med på min rejse til Ægypten. Hun fortalte om hvordan det er at være en kristen i Ægypten. Og hende historie var desværre ikke enestående. Hun fortalte om sin far, som vi kan kalde for George. George havde en butik – og hans muslimske nabo havde set sig gal på ham på grund af uenighed i troen. Hver morgen måtte George rydde op på fortovet foran butikken, fordi naboen om natten havde tømt sin skraldespand ud over fortovet. Det skete hver nat – og hver morgen måtte han rydde op. Naboen råbte grimme ting ind ad døren til George – og kunderne blev advaret mod at handle hos en kristen, en vantro.
George blev truet, der blev kastet sten efter ham. George blev ved med at være smilende, han var venlig og trappede aldrig konflikten op, men det gjorde bare naboen mere og mere vred. En dag kom naboen ind i butikken – hev en kniv frem – nu skulle det være slut en gang for alle. George blev stukket ned – og nåede kun med nød og næppe at overleve ved at flygte fra butikken. Nu gik han til politiet – men da politiet kom for at arrestere naboen, ændrede historien sig. Naboen havde fået et par venner til at såre ham – og han og vennerne påstod at det var sket, fordi Georg helt umotiveret havde angrebet ham og stukket ham ned. Det var rent selvforsvar, at Georg var blevet stukket ned. Så fra at være den angrebne, så blev George nu den anklagede og røg for domstolen og blev idømt 3 års fængsel. Det var kun fordi en højtstående politiker gennemskuede, hvad der var op og ned i historien, at dommen blev omstødt og George sat på fri fod. Og han kom tilbage til naboen, der fortsatte med skraldet, stenene og de hårde ord.
George oplever hvad jeg lige har læst fra Bibelen: ”… der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. For de ægyptiske kristne er det ikke bare ord, det er deres hverdag og mange vælger at lægge kristendommen fra sig eller flytte fra de små landsbyer og ind i storbyen, hvor de kan gemme sig – eller også flytter de fra Ægypten til USA eller England, hvor de ægyptiske kirker vokser eksplosivt for tiden.
For et par uger siden fejrede vi 5. maj – Danmarks befrielse. Vi sluttede af med at synge salmen ”Altid frejdig”, hvor vi rejser os op og tilkendegiver, at vi står bag ordene
”Kæmp for alt hvad du har kært
dø om så det gælder.
Da er livet ej så svært
Døden ikke heller”.
Det er nemt at rejse sig og synge sangen, når det er fredstid, når vi ikke lever under forfølgelse. Så er det nemt – og derfor er det også svært at prædike ordentligt om denne tekst i dag. For det bliver hurtigt så letkøbt, at svinge sig op med patos: ”Kæmp for sandheden”, når der ikke er nogen, der forfølger os. Når der ikke sidder overvågningskameraer rundt om i kirken, der registrerer hvad der bliver sagt, og hvem, der lytter. Sådan er det i de officielle kirker i Kina.
Vi kan undervise konfirmander, vi kan have en Bibel frit stående fremme derhjemme. Vi kan lade os døbe, også uden at det kommer i vores ID-kort, og vi så har svært ved at få arbejde, for ”vi ansætter ikke kristne”.
Det er svært at prædike over sådan en tekst, der taler om forfølgelse, for jeg ved jo ikke hvordan jeg vil reagere, hvis jeg kom under sådant et pres. Mine ord kan komme til at lyde så forfærdeligt hule – og så alligevel, der skal prædikes om denne tekst selv i vort fredelige land.
For selv i et fredeligt land, kan vi føle, at det måske er nemmere at ”stikke piben ind”, end at bekende kulør: Jeg er kristen og ønsker at leve mit liv efter Bibelen, for ”du vil vel ikke lade en gammel støvet bog bestemme over dit liv?”. ”Du er vel ikke fundamentalistisk?” ”Hvad er forskellen mellem dig og så islamister?”.
Og det, selv om vores skaber har givet os en brugervejledning, som skal hjælpe os i en verden, der bliver mere og mere kompliceret.
Jeg kan mange gange ikke lade være med at tænke, at det er os selv, der gør den kompliceret, simpelthen fordi vi selv vil bestemme. Vi vil selv. Vi vil IKKE leve vores liv efter Guds ord. Vi vil være vores egen lov, jeg ved selv hvad der er godt for mig og mit liv. Der er ikke noget, der er rigtig eller forkert. Alt er lige gyldigt. Og med at tingene bliver kompliceret, så bliver det ikke nødvendigvis mere rigt og dejligt, for springet fra at alt er ”lige gyldigt” og til at alt er ”ligegyldigt” er ikke særligt langt.
I Det gamle Testamente siger Gud: ”Jeg ved hvilke planer, jeg har for jer, planer om lykke, ikke om ulykke. Om at give jer en fremtid og et håb”.
Gud har i sit ord givet os nogle rammer for det gode liv, for lykken for fremtiden og for et liv i håb – for at beskytte livet og alt det gode i livet. For at beskytte den svage imod overgreb – og derfor gør det endnu mere ondt, når præster eller en fra kirken begår overgreb mod de svage og små. Ikke fordi det er værre, men fordi vi som kirke repræsenterer noget, der burde være bedre. Burde beskytte og hjælpe… burde vidne.
Og netop derfor er det at vidne ikke bare ord. Den bedste prædikestol er hverdagens prædikestol, nemlig vores liv. Ikke at vi ikke skal vidne med vores mund, men det må ikke stå alene.
Det, Gud ønsker at få af os, er hele vores liv, hjerte, sjæl, sind og krop – og får han det, så kan folk også læse et vidnesbyrd i den måde vi lever vores liv på. Det at vende den anden kind til, når nogen hidser sig op. Det at hjælpe den, som er i nød, også selv om det kommer til at koste mig – måske endda økonomisk. Det at kæmpe for den svage – også selv om vi måske synes, at den svage egentlig er et dumt svin og fortjener lidt modgang. Troen er aldrig bare en holdning, troen er altid også handling, for troen er liv – troen er at vidne med mund og med hånd.
Ja, det er bare at gå i gang… eller som jeg læste fra Det gamle Testamente for lidt siden: ”Gå i gang, for jeg er med jer”. Den opstandne Jesus er med os. Intet er værre end at have Jesus imod sig. Intet er bedre end at have Jesus med sig og som himmelfaren kan Jesus være med os overalt, når vi går ud på hans ord. Når vi tager ham på ordet: ”Men også I skal vidne”. ”Gå i gang, for jeg er med jer”