Jeg vil gerne begynde med en lille geografitime. Jeg har lige læst et lille stykke fra Bjergprædikenen for os. Hvis I kan se Israel for jer, så har vi Det døde hav, Jordanfloden og så den store Genesarets sø – øverst oppe nordpå har vi byen Kapernaum, så lige vest for byen har vi det bjerg, hvor man mener at Jesus prædikede. Hvis man tager bilen fra Jerusalem og kører direkte nordpå over Jeriko og så videre langs Jordanfloden, så er vi dér omkring 3 timer efter. 190 kilometer. Det er cirka den afstand der er herfra og så til DS Arena, hvor Hobro Boldklub spiller, hvis man er til fodbold.

De mennesker, der hørte Jesus prædike første gang kendte godt turen til Jerusalem, for som gode jøder var de nødt til at rejse den gerne en gang om året. Ikke for at komme til fodbold, men for at komme til templet og bringe en offergave for det forkerte de havde gjort i det forløbne år. Den gang tog det noget mere end 3 timer at rejse over bjerge, støvede landeveje – farlige veje, hvor røvere lå på lur, fordi de vidste at man skulle til Jerusalem og derfor havde penge med til offergaven. Et nemt bytte.

Nu skal vi prøve forestille os, at en mand har rejst 10 dage, slæbt sin familie igennem bakker, dale og bjerge og med risiko for at falde i røveres hænder – nu er han nået til Jerusalem. Køber et slagtoffer og bringer det hen til alteret. Det er højdepunktet på året – alle besværlighederne værd.

Jøderne omkring Jesus kender den følelse – nu sker det snart. Og så siger Jesus: ”Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanke om at din broder har noget i mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave”.

Du har rejst 10 dage, du har rejst fra den ene ende af landet til den anden, du har købt din offergave og du har stået i kø – det er din tur lige om lidt. Og så kommer du i tanke om at der er en, derhjemme, der har noget i mod dig. Så kommer du i tanke om at du mangler at forlig dig med en derhjemme. Du er ved at reparere kløften mellem dig og Gud – og så kommer du i tanke om at der er en kløft mellem dig og et medmenneske. Der er en konflikt mellem dig og et medmenneske. Jesus siger: Så er du simpelthen nødt til at rejse tilbage –rejse de 10 dage og alt det bøvl og så forlig dig – og så rejs tilbage, og så kan du bringe din gave. Så kan du forlige dig med Gud.

Det er radikalt det Jesus kræver. Forlig dig – koste hvad det vil. Forsoning med vores Gud hører tæt sammen med forsoning med vores medmennesker. Ja, det drejer sig ikke bare om at DU har noget imod din bror, men at din bror har noget imod dig. Det gør det ekstra besværligt ikke? Har vi opført os sådan, at der er en et eller andet sted, der har noget imod os? Så gå hen – før noget andet – og få genskabt det fællesskab, som du havde. Ræk hånden ud til forsoning. Og så undskylder du. Ikke noget med at bortforklare og pege på den anden, ”men du var jo heller ikke bedre end mig”. Nej, undskyld – læg dig fladt ned og sig undskyld. Læg din stolthed til side – og læg din skæbne i den andens hænder.

Men hvad så når der er en, der har noget imod dig – og du med hånden på hjertet kan sige: ”Det var ikke min skyld. Den anden er eneårsagen til konflikten. Han har noget imod mig – men det kan jeg ikke gøre noget ved, for jeg har min sti ren. Jeg lader ham sejle i sin egen vrede imod mig”. Vi skal lige lægge mærke til at Jesus ikke siger: ”Læg bare gaven på alteret, for den anden er jo alligevel bare en idiot. Hun er alligevel ikke dine frustrationer værd”. Jesus ­skeler ikke til skyldsspørgsmålet – om du eller den anden har ret – han peger bare på det brudte forhold. Jesus indleder bjergprædikenen med saligprisningen: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn”. Vi ønsker at være Guds børn, ikke? Så lad os strække os så langt som vi overhovedet kan for at stifte fred. Og det kan godt være, at den anden nægter at række hånden ud for at gribe din hånd – så må det være en sag mellem den person og Gud. Vi skal bare gøre vort til at fred og forsoning får liv her på jorden. Vi er forpligtet på at stræbe efter forsoning, så må vi leve med den smerte det er, når den forsoning så ikke lykkes. Paulus siger i Romerbrevet (12,18): ” Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer”.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor mange ægteskab vil være reddet, hvis vi praktiserede den form for kristen livsstil?! Det er umuligt at holde gang i en uenighed, hvis der er mindst en af parterne, der lever det her ud. Hvad så ikke hvis det er begge to? Hvis begge to ser, at der er en konflikt, lægger deres tanker og deres handlinger åbent frem og beder om tilgivelse for det. Eller hvad med konflikter i resten af familien eller på arbejdspladsen?
Det er virkelig en udfordring det her – og vel også provokerende og ubehageligt, for det stikker i os: Arh – det kan ikke passe!

Og hvis vi lægger mærke til det, så ender rigtig mange prædikener om bjergprædikenen med at tage brodden ud af teksten: Jesus mener det ikke så alvorligt. Det her er sagt før nåden kom ind i verden – og for at vise os at vi i den grad har brug for nåden. Vi har brug for Guds tilgivelse – for det her kan vi ikke leve ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis den Jesus som vi tjener, aldrig udfordrer os eller aldrig gør os ubehagelig til mode, så tjener vi nok ikke den Jesus, vi læser om i Bibelen.

Da jeg sad en fredag og arbejdede med teksten her, så stak en fra menighedsrådet hovedet ind og spurgte hvad jeg lavede. Jo, jeg arbejdede med prædiken over den og den tekst. Du kan jo prøve at arbejde med spørgsmålet: Hvorfor slår vi i bak, når vi hører sådanne krav fra Jesus? Hvorfor støder vi os på Jesu radikale ord ikke bare her, men i hele Bjergprædikenen?

For det første er det vel fordi det ikke er det billede, vi normalt får malet op af Jesus. Vi er vant til at se Jesus som Thorvaldsen-Jesus med åbne indbydende hænder: Kom til mig – og jeg vil give jer hvile… og så ser vi en mental og åndelig sofa, vi kan lægge os på. At være en kristen er ikke et liv på sofaen – men et liv i tjeneste og tilbedelse af Herren.

For det andet, så rammer det ind i noget, vi ikke vil. Vi vil ikke gøre så meget for at frembringe forsoning – så skal vi gøre en ekstra indsats, det er besværligt. Det passer ikke lige nu. Det er fortid. Og det er vel dér det ligger – ikke i at vi ikke kan rejse de 200 kilometer for at række ud, men i at vi ikke vil. Og derfor stikker teksten til os.

For det tredje, så er det vel fordi det kræver, at vores stolthed står i vejen for os – vi er nødt til at ofre vores stolthed på fredens alter for at række ud. ”Jamen jeg er jo helt uden skyld i den konflikt. Han har faktisk set sig sur på mig, fordi jeg er en kristen”. Jesus var også uden skyld – men alligevel døde han på korset, forhånet, forladt og forpint. Gud rakte ud til os – selv om det var os, der havde brudt forholdet til ham. Og Guds hænder strakte sig så langt ud til forsoning at vi tog imod de hænder og naglede dem til korset. Så kan vi vel også række vores hænder ud ikke på korsets planker, men ud efter telefonen og ringe, skrive på Facebook eller ringe på døren. Forsoning er et karaktertræk hos Gud – vi skal som Guds børn genspejle hans karakter ud i verden. Vi beder det hver gang vi beder fadervor: Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.

En af de sikre kendetegn på en person, der virkelig har forstået dybden af deres tilgivelse i nåden, er en person, der vil sætte himmel og jord i bevægelse for at videregive denne tilgivelse i deres forhold til andre mennesker. Forstår vi virkelig hvad Gud har gjort for os på korset for at tilgive os, så vil vi gøre alt hvad vi kan gøre for at dele den tilgivelse med andre. Og er vi modsat ikke en person, der ikke er villig til at stræbe efter forsoning og tilgivelse, så er det muligvis fordi vi ikke har forstået alt det, som Gud har været igennem for at tilgive os. Jesus rejste ikke bare 190 kilometer i 10 dage for at skabe forsoning. Han gjorde mere – han forlod himmelen og kom til denne planet.

”Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke fore et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på, og blev mennesker lig … han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,6-8)

som Filipperbrevshymnen siger.

Alt det gjorde Jesus for at forsone os – for at frelse os – for at tilgive os. Lad os prøve at tænke vores forhold igennem: Er der et sted, hvor der mangler forsoning og forligelse? Vi ved hvad Jesus gjorde for at forsone os med Gud – hvad forhindrer os i at gøre det samme over for dem, vi har et eller andet kørende med? Lad os få det bragt i orden – der er ingenting mere vigtigt end det.
Må Gud give os visdom, nåde og vilje til at gå forsoningens vej.

”Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!”

Salmer:
743:Nu rinder solen op
396: Min mund og mit hjerte
617: Nu bør ej synden mere
prædiken
613: Herre, du vandre forsoningens vej
efter altergangen: 15, 9-10: Op al den ting
208: Skriv dig Jesus, på mit hjerte

at erkende vores egen fejl – og det er langt mere besværligt end at vi ser fejlen hos andre. Men den indre fejl, den indre synd, som ingen ser, er lige så alvorlig som den andre, som alle ser.