”Tit er et bryst under dyrebart smykke
opfyldt af sorrig og hemmelig harm.
Alle har sit,
stort eller lidt
Himlen alene for sorgen er kvit”.
Det er en fantastisk salme, ”Sorrig og glæde de vandre til hobe”. Skøn melodi – stærk tekst om hvordan skindet kan bedrage, at den person, som ser ud til at have alt, alligevel bærer på sine problemer, sine udfordringer. Jeg vil i dag gerne tale om de problemer, der ikke bare forsvinder: Sygdom, død, skilsmisse.
Jeg vil også tale om de problemer, som vi gør alt for at skjule. De moralske og religiøse brister vi har. De selvforskyldt eller påførte oplevelser i fortiden, der hænger ved os hele livet, som vi skjuler, og som sidder herinde i os under dyrebart smykke. Ingen kan se det på os, for vi gøre det jo godt. ”Ja, jeg har det godt, MEN”. Det ”men”, som gør at jeg ikke føler, at jeg ikke kan læne mig tilbage uden at falde og ikke kan læne mig fremad uden at begynde at græde. Min prædiken i dag handler om dit og mit livs ”men” og hvad vi gør med det.
Jeg har lige læst om Zakæus. Han var overtolder, det vil sige, han var chef for en masse toldere, der sad i toldboderne i byen Jeriko og omegn. Han var uden tvivl både upopulær og hadet – upopulær, fordi han snød folk, hadet, fordi han var landsforræder, der arbejdede for besættelsesmagten. Han var ikke bare rig, han havde sikkert også magt, han havde kontakter opad i systemet, forbundet med Rom.
Zakæus var en stor mand, men han havde et problem, som penge ikke kunne løse, som magt ikke kunne løse, som Rom ikke kunne løse: Han var lille af vækst. Han var rig og magtfuld, MEN han var lille af vækst. Men.
Jeg har et ”men” i mit liv – flere endda. Og uanset hvor smuk, talentfuld, magtfuld eller rig du er, så har du også et ”men” i dit liv – måske endda flere.
Jeg har en dejlig familie, MEN gravstenen minder mig om, at der mangler en i flokken.
Jeg er god til at tjene penge, MEN jeg kan ikke holde min familie sammen.
Jeg er selvsikker overfor andre mennesker, MEN jeg har et lille selvværd, når jeg står alene foran spejlet.
Jeg ser så from ud, MEN jeg kæmper med grimme tanker og gør ting i det skjulte.
”Alle har sit, stort eller lidt” – og det ”men”, kan få dig bøjet i knæ, hive kræfterne ud af dig, ydmyge dig, få dig til at skamme dig over dig selv.
Er vi troende, så kan vi spørge: Hvorfor tillader Gud det? Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at Gud ikke tillader os at vores liv her på jorden er lutter plusser og ingen minusser, kun indkomster og ingen udgifter, kun talenter og ingen usikkerhed. Og hvorfor tillader han disse ”men”-er? Dels fordi vi lever på denne side af Paradis, hvor synd og ondskab i alle former florerer og ødelægger, ”Himlen alene for sorgen er kvit”, som vi sang. De ”men”-er er så indgroet i os mennesker, i skaberværket, at det først kan hentes ud, når Jesus træder frem for at dømme levende og døde, som vi siger i trosbekendelsen. ”Se, jeg gør alting nyt”. Der er den grund, og så også fordi, at vores livs ”men” forhindre os i at blive hovmodige, for ”men”-et får os til at se, at uanset hvor rige, smukke, dygtige og indflydelsesrige vi er, så har vi brug for Gud. Vi har brug for Gud – jeg har brug for Gud. Jeg er ikke bare en kristen, fordi jeg elsker Gud, jeg er ikke kristen bare fordi, jeg kan lide historierne fra Bibelen, jeg er kristen, fordi jeg har brug for Gud i mit liv.
Tror vi ikke på Gud, så har vi kun os selv, terapeuterne eller selvhjælpsgrupperne. Vi kan vælge at se bort fra Gud, han eksisterer såmænd ikke alligevel. Men det er kun Baron von Münchhausen, der kan hive sig selv op med hårene, gør vi andre det, så vil vi bare ligne en, der i desperation hiver os selv i håret. Men vi er nødt til at komme op over vores problemer, op på et andet niveau end vores ”men”, ellers drukner vi, ellers knækker vi.
Overtolderen Zakæus løftede sig op over sit problem, men han fik hjælp udefra. Længe før Zakæus´ forældre overhovedet havde mødt hinanden, da lod Gud et træ vokse op, som stod klar den dag, da Jesus kom til Jeriko. Og sådan også med os. Vi vil opleve, at komme til kort som barn, som forældre, som ægtefælle, som medarbejder, som leder, som ven – men i det øjeblik, hvor Djævelen vil bruge det ”men” til at bringe os i knæ, så hvis vi ser os om efter Jesus, så ser vi, at Gud allerede har plantet et træ til os.
Det kræver ydmyghed at bruge det træ – Zakæus var ydmyg nok til at trodse sin rigdom, sin prestige, sin magt og være som et barn, der løber og klatrer op i træer. Og på samme måde med mig, når jeg er ydmyg nok til at se, at jeg kommer til kort i mig selv, så har Gud allerede ladet et træ vokse op til mig, som jeg kan klatre op i. Først, når jeg stopper med at imponerer folk med hvad jeg har og hvad jeg kan, og ydmygt erkender, hvad jeg ikke har og ikke kan, og at jeg har brug for Gud, så finder jeg mit træ. Jeg kan ikke finde mit træ, hvis jeg kigger på mig selv. Jeg er nødt til at være ydmyg nok til at erkende, at jeg er kommet til kort, og så ser jeg, at Gud har plantet et træ til mig,
Hvad er det for et træ, jeg tænker på? Det er naturligvis et billede. De fleste af os har klatret i træer, da vi var børn… der var især et perfekt klatretræ i anlægget ikke langt fra mit barndomshjem. Vi kunne let komme højere op end min far og mor brød sig om at vide, så de vidste ingenting. Sikke en udsigt, der var deroppefra!
Træet er et symbol på udsyn og vidsyn. Det repræsenter et sted med klarhed, en ny opfattelse af verden. Træet er først og fremmest det sted, hvor vi kan have et klart blik på Jesus. Der, hvor vi med Jesus kan ændre vores prioritering i livet, en mulighed for at stoppe op og leve i tilgivelse, gavmildhed og kærlighed. Træet er et sted for en ny begyndelse og et åndehul midt i problemerne. Stedet for en ny åndelig indsigt, der forvandler små mennesker som Zakæus.
Vi kan ikke løfte os op med hårene, men vi kan klatre opad i det, som Gud giver os. Grunden til at dine ”men”-er kan lamme dig, er at du lever på samme niveau som dine problemer. Men hvis du klatrer over dine problemer, over dine livsomstændigheder, over dine dilemmaer, så kan du gøre noget ved det, så kan du lade Gud gøre noget ved det eller lade Gud give dig styrke til at leve med det. Træet er det sted, hvor jeg får sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen. Vores problemer og dilemmaer – de forsvinder ikke bare fordi vi klatrer op i træet, lige som Zakæus ikke blev højere. Men deroppe drukner vi ikke i problemet, for nu ser vi Jesus – vi har noget andet at have fokus på, ikke menneskemængdens had, ikke at vi kommer til kort, men vi ser Jesus. VI ser Jesus og vi ser vores ”men” fra oven, fra Guds perspektiv. Vi ser, at der på den anden side af ”men”-et også er noget positivt, så vi må lære at leve livet i dets ekstremer, at livet er polariseret. Det perfekte liv findes ikke her på jorden – også selv om vi hele tiden tror vi kan opnå det. Eller tror at naboen har det perfekte liv, vi ser i hvert fald naboens ”dyrebare smykke”. Vi ønsker os et liv, med lykkelige børn, der løber rundt i folkedragter, fuglene synger og drengene sejler optimistjoller. Konen er glad og manden er god og solen er dejlig. Imens virkeligheden er at det regner og folk sidder og hader hinanden. Den største grund til depression er at vi har for høje forventninger til vores liv. Så lad os forventningsafstemme med virkeligheden – lad os klatre op i det træ, Gud har givet os og få Guds perspektiv og tanker om vores liv. Lad os leve livet med vores ”men”.
En af de såkaldte ørkenmødre fra 400-tallet sagde: ”Der er vundet en masse åndeligt talt ved at bære fysisk lidelse stille og roligt og takke Gud. Hvis vi er blinde, så lad os ikke være vrede. Vi kan stadigvæk se med sjælens øje. Hvis vi bliver døve, så lad os huske på, at vi så ikke længere hører menneskers dumme snak. Hvis du mister kraften i din hånd, så har du stadigvæk den indre kraft til at kæmpe mod fjendens angreb. Hvis hele din krop er ramt af sygdom, så kan dit åndelige helbred stadigvæk vokse”. Det lærer vi oppe i træet, for det er stedet, som Gud har skabt til dig, hvor han giver dig udsyn, udsigt og en ny åndelig indsigt, for det er dér, hvor du møder Jesus på trods af dit ”men”,
Jeg kender ikke dit ”men”; jeg ved, at Gud har plantet et træ til dig. Jeg beder for dig, at du må finde dit træ, at du må finde dit sted for klarhed. Jeg beder for at du fra oven må kunne se ned på din uorden i dit liv, og at du må se Guds orden, Guds helhed, Guds nærvær i alle ting. Jeg beder om at du må finde fred i dit kaos. Jeg beder for at de brudte dele af dit liv, må blive bundet sammen med blikket på Jesus.
Der er plantet et træ til dig. Træet er Guds nåde, så derfor har træet form som et kors. Træet, der er designet til små mennesker. Hvis du kommer til kort, så kender jeg et træ. Træet venter på dig, Jesus venter på dig, se træet og begynd at klatre.
