Egentlig burde det slet ikke være mig, der prædiker over den her tekst, som jeg lige har læst for jer. For det er en advarsel til jer – en advarsel om at passe på hvad det er vi lukker ind i os, når vi hører præsten prædike. Så egentlig burde det have været en, der normalt ikke prædiker, der skulle prædike for ellers bliver det hurtigt til at ”det var dog en bedrevidende præst, ham Kim”, så I ikke hører at det egentlig er et redskab, I skal have til at bedømme ikke bare alle de andre, I lytter til, men også mig. Og det er også det, jeg håber I vil have I baghovedet, at det her er en redskabsprædiken… hvis der er noget, der hedder det.

Og jeg vil gerne tage udgangspunkt i ordet relativisme. Det er et svært ord – men jeg vil prøve hurtigt at forklare det.

I første omgang peger det hele i retningen af Albert Einstein – ham kender I nok. Vi ved hvordan han ser ud og de fleste af os har nok også hørt brudstykker af det han sagde – selv om de fleste af os nok ikke rigtig forstår hvad de brudstykker betyder. Det er noget med formlen E=MC2 som er hans relativitetsteori og vi forbinder også sætningen ”alt er relativt” med ham.

”Alt er relativt” – det vil sige, at alt afhænger af hvad man sammenligner det med. Alt skal vurderes ud fra noget andet. En stor bille er kun stor i forhold til en lille bille. Et sødt bær er kun sødt fordi vi ved, at der er nogle bær, der ikke er søde. En lang prædiken er kun lang, fordi vi ved, at Kim da normalt kan fatte sig i korthed og holde en dejlig kort prædiken. Sådan er det i den fysiske verden: Alt er relativt –  alt afhænger af hvad vi sammenliner det med. Alt er relativt – vi kan ikke nødvendigvis sige noget, for det vi siger er afhængigt af hvad vi sammenligner det med.

Den sætning er god i fysikkens verden, men den er katastrofal, hvis vi bruger den i den åndelige verden – i den moralske verden – i vores liv med andre mennesker. Det er virkelig en faldgrube og det er en af de største udfordringer, kirken står overfor i dagens Danmark. Relativisme – tanken om at alt er relativt.

Vi skal virkelig være blinde, hvis vi ikke ser at alt omkring os – moralske standarder glider ud, for alt er relativt.

– Hvis ægteskabet er godt for dig, jamen så er det fint nok, men hvis vi ikke vil giftes, men bare leve sammen ”papirløst” så er det fint for os.

– Alt er relativt – hvis der er noget, der er godt for dig, er det ikke nødvendigvis godt for mig.

– Hvis det er godt for mig midt i min svære sygdom at kunne vælge døden, så er døden et godt valg for mig.

– Det er også det det vi hører i sætningen ”enhver bliver salig i sin tro”.

Alt er relativt… alt flyder rundt, og sådan må det vil også nødvendigvis være i et verdsligt samfund, hvor Guds ord ikke er den absolutte sandhed, som alt skal vurderes efter. Det er ærgerligt at det er sådan, men er der noget at sige til det? Vi kan kun dér hvor vi er sat være med til at påvirke vores samfund i en kristen retning.

Et er, at alt er relativt i samfundet, men denne tanke er også sivet ind kirken med katastrofale følger. Hvorfor er den tanke kommet ind i kirken? Jo, fordi man ikke længere accepterer Guds ord som rettesnoren for ens liv og lære. Fordi man ikke længere har Bibelen som standard, som man måler alt efter.

Jeg tror nok det er nede i Paris at man har standarden for hvad et kilo vejer. Hvert land har så sit lod, der bliver målt efter dette lod i Paris. Det er standarden – et kilo vejer som loddet i Paris vejer. Og der også en standard for hvor meget en meter er. Selvfølgelig er der ikke det store brug for de ting, eftersom der er lavet mange kopier af meter og kilo, så vi ved hvad de ting er, men anderledes med den moralske og religiøse måling.

Der skal vi igen og igen have stillet ind efter Bibelens ord –

der skal vi igen og igen læse i Bibelen og finde ud af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Men har vi ikke Bibelen som standard og højeste autoritet, så må resultatet være relativisme, at alt er relativt at alt afhænger af hvor du står midt i livet. Hvad fører det så til at man ikke har en standard, som man måler alting efter?

Det fører til, at vi ikke endegyldigt kan svare på spørgsmålet: Hvad er ondt og hvad er godt? Hvad er synd? Hvad er rigtigt og hvad er forkert? Alt flyder – alt er relativt.

Det fører til at enhver komme frem til sin konklusion, og du kan ikke tillade dig at kalde din rigtig og den anden forkert.

Det fører til, at der er præster og endda biskopper, der seriøst mener, at det er i orden at velsigne homofilt samliv. Alt er relativt – så hvad er synd og hvad er ikke synd? Og hvem skal bestemme det?

Det fører til, at der er præster, der ikke tror på Gud, jomfrufødsel, fortabelsens mulighed, Jesu undere eller opstandelsen, for de har gennem deres læsning af Bibelen og den nyeste skønlitteratur eller film fundet frem til, at det slet ikke er nødvendigt at tro på de ting. Det er en gammel måde at forholde sig til en åndelige virkelighed på.

 

Djævelen har vundet et vigtigt slag ved at få relativismen indenfor i kirken, for det betyder, at mennesket ikke behøver at bøje sig for Guds ord. Det betyder, at mennesket ikke behøver at ændre sit liv ind efter Guds vilje, for man tolker hvisker bare de afsnit ud af Bibelen, der lige omhandler ens privat lille hygge-nykke-synd. ”Du kommer frem til dit – og jeg kommer frem til mit”– ”og vi skal jo alle sammen være her… og Gud er kærlighed”.

Ja, heldigvis er Gud kærlighed – det er det vi lever af. Det er det vi ånder i. Men der er en, der ikke er kærlighed – og som vil lokke os væk fra vejen, fra sandheden og fra livet. Og det der ham, Jesus advarer mod i dagens tekst ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve”.

Relativismen vil sige – men det er fint nok at tage sig i agt, men det kan vi ikke, fordi vi kan ikke se hvad der er rigtigt eller forkert. I kender nok ”Sig månen langsomt hæver”, hvor vi synger ”Gud Fader i det høje, lære mig at skelne nøje, det sande fra dets skin”. Vi kan ikke skelne det sande fra dets skin – det er kun Gud, der kan skelne det sande fra dets skin. Og det lyder jo unægtelig fromt og dejligt… men det er ikke bibelsk tale.

Bibelen siger: ”På deres frugter kan I kende dem”. Og Paulus skriver i Romerbrevet, som jeg læste fra alteret ”Alle, som drives af Guds ånd er Guds børn” (Rom 8,14).  Den kristne er drevet af Guds ånd – og Guds ånd er sandhedens ånd. Vi kan skelne det sande fra dets skin, hvis vi har sandhedens ånd i os, for han vil protestere, hvis vi kommer på afveje. Hvis vi hører en forkyndelse, der ikke stemmer overens med sandheden.

Og jeg siger ikke det her for selv at vaske glorien og stille mig op på en pedistal, hvor ingen kan røre mig, hvor jeg kan sidde og pege ud ”den og den er en falsk profet”.

Hvis I bare æder alt det, jeg siger herfra prædikestolen uden at lade det komme igennem Helligåndens filter, så er der noget galt. For tænk nu, hvis sognepræst Kim Legarth i Horne og Asdal er en falsk profet. Tænk nu, hvis jeres unge og naive præst i virkeligheden er en ulv i fåreklæder. Blid uden på, men glubsk indeni. I skal ikke bare tage mine ord for gode varer. I kan ikke engang sige, at ”nå ja, han bruger de rigtige ord, så må det jo også være rigtigt det han siger”. Nej, for Jesus siger: ”Ikke enhver, der siger Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget”.

Jesus siger ikke ”På deres ord kan I kende dem”, men ”På deres frugter kan I kende dem”. Den eneste måde I kan se om I har med en falsk profet at gøre er ved at se på frugterne. Er det gode eller er det dårlige frugter?

1000-kroner spørgsmålet må så være hvad er frugterne? Hvad er gode og hvad er dårlige frugter?

Jeg vil forsøge at komme med et to bud på hvad frugter er:

Det kan være at forkyndelsen ærer Gud – gør den det, så er sandt.

Det kan være troens frugter, som Paulus taler om i Galaterbrevet (5,22-23) ”kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse”. Hvis vi lever i Helligåndens kraft, så vil Helligånden med tiden sætte de her frugter i vores liv… også i prædikantens liv.

En tredje frugt er den sunde lære, der er i overensstemmelse med Bibelens ord. Den falske profet vil lidt efter lidt skævvride forkyndelsen, så den passer ind i hans mål og mening med tingene. Så er forkyndelsen ikke sand, så hold jer væk. Det skal kun være sandheden fra Bibelen, der forkyndes – ikke andet. Ikke bare en smule andet – kun det. Kun sandheden. Den måde I lærer sandheden på er ved at læse i Bibelen, for dér er sandheden. Kun det øvede øje kan skelne mellem sandhed og løgn –lige som det kun er det opmærksomme øje, der kan skelne mellem en rigtig pengeseddel og en falsk.

Så er vi også ude over relativismen, der siger, at alt flyder og alt er relativt – for så har vi Bibelen som alt skal måles efter. Så er det kun sandt det, som Bibelen kalder sandt. Så er det kun godt det, Bibelen siger er godt. Så ved at læse i Bibelen og leve efter det vi læser, så slår vi to fluer med et smæk. Vi lærer at se hvem der er sande profeter og prædikanter og vi får også et kraftigt våben mod relativismen, som truer med at lægge vores land og kirke øde.

For så får vi del i ham, der om sig selv siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Bestemt form ental. Jesus er vejen hjem til himmelen. Jesus er sandheden, der frelser os fra løgnen. Jesus er livet, det evige liv, der bliver givet os kvit og frit.