”skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus”… der var måske ikke så forfærdelig mange børnebøger i Ansgars Kirke i Odense, hvor jeg gik i kirke sammen med mine forældre, da jeg var barn, men der var den, med Jesu lignelse om den kloge og den tåbelige mand. Og jeg kan stadigvæk huske de voldsomme farver, uvejret var tegnet med – sort og gult og store mørkeblå bølger og blå kolde klipper, og det hele var så forfærdeligt, så den tåbelige mand kun lige akkurat blev reddet op i den kloge mands hus.
Og sådan er det jo med uvejr – det husker vi. Ikke bare, hvis vi rent fysisk har været ude i uvejret, men i særdeleshed, hvis det er uvejr i vores liv. Sorg, ulykke, død, frygt… ja, man kan ikke leve et menneskeliv uden at opleve en eller måske endda flere uvejrstyper, som enten vælter hele vores liv omkuld eller er lige ved det. Sådan er livet nu engang – desværre – det er naturligt. Ikke at det har været naturligt altid, for da Gud i begyndelsen skabte livet, var alting bare vidunderligt, godt, smukt og sjovt. Men da menneskets veje skiltes fra Gud, så kom frygten, ondskaben, ulykkerne og døden ind i kølvandet på synden.
Det er ikke meningen at det skal være sådan – det er ikke Guds idé med menneskets liv, at det skal leve under sådanne forhold. Leve med frygten for at pludselig kan skybruddet komme, og floderne stige, og stormene suse og ramte mit hus – ramme mit liv. Så midt i alt det her kaos, som vores liv måske kan føles som, der er en klippe, som står fast – som aldrig rokkes. Klippen hedder Jesus og hans ord. Det eneste man skal gøre for at stå godt rustet mod det, livet bringer og det, som døden bringer, er ifølge Guds ord at høre og handle. ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem skal ligne en klog mand” siger Jesus – disse ord, som han omtaler er intet mindre end hans egen bjergprædiken. Dér hvor Jesus radikaliserer og forstærker budene fra Det gamle Testamente, og peger mod hjerte, tanke og indstilling i stedet for kun på handling og ydre synder. Så vejen til et sikkert liv og en sikker død går gennem at lytte til Jesus og handle efter dem. At vide og at handle hænger sammen – det er ikke nok at vide hvad der er godt, du skal også handle efter det. Som Jesus siger et andet sted: ”Når I ved det, er I salige, hvis I gør det” om at den største skal tjene (Johs 13,17). Ikke bare ”Når I ved det, er I salige”, nej: ”Når I ved det, er I salige, hvis I gør det”.
Og det også her: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem”. Lyt og handel – og at handle vil i dette tilfælde sige: At bygge sit liv fornuftigt og på en solid undergrund.
For sådan er det – livet er en proces, hvor hver eneste øjeblik, hvert eneste valg har betydning for hvordan resten af vores liv former sig. Og hvor stabilt det er. At bygge sit liv fornuftigt, vil sige at man vælger fornuftige bygge-materialer.
Jeg kan ikke lade være med at tænk på folkeeventyret om de tre små grise – I kender det sikkert godt. Om hvordan tre små grise bygger hvert deres hus. Den ene bygger af strå, den anden af pinde og den klogeste bygger af mursten. En dag kommer Den store stygge Ulv og puster og puster og puster de to førstes huse omkuld, og så står de uden beskyttelse. I folkeeventyret bliver de to dumme grise ædt, men i Walt Disneys udgave redder de sig begge hen i huset, der er bygget af sten. Og det hus kan ulven ikke blæse om kuld.
Paulus taler om den kristne leder, der er ved at bygge en menighed op ikke fra grunden, men på grunden, der allerede er lagt, nemlig Kristus. ”Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø og halm, skal det vise sig, hvad slags arbejde enhver har udført” (1 Kor 3,12) skriver Paulus.
Så gælder det om at have bygget med de bedste materialer for at kunne stå fast. Ja, vi skal bygge med de materialer, som Gud stiller til rådighed. Det kan være, at give sig selv gode vaner – at læse i Bibelen, bede, finde sammen med andre kristne også ved alterbordet, synge vores gode salmer og nyere sange, fylde vort liv med det gode og det, som Gud finder godt. Brug Guds ord og Helligånden som vores vejleder i livet både, når de to siger ”værsgo og fortsæt”, men også når, de siger ”Stop – ikke et skridt længere”. Vi skal ikke gå på kompromis med det, som vi en gang har set som sandheden.
Jeg tror den største årsag til åndeligt byggesjusk er det, at gå på kompromis med sin tro. Du ved godt at noget er forkert, men
– ”kom nu, så slemt er det da heller ikke”.
– ”Alle de andre gør det også”.
– ”Ingen har taget skade af at kigge”.
– ”Du tror da ikke at du er bedre end os andre”.
Det kan godt være, at det ikke vil sende dig i Helvede, dette enkle skridt… men det første skridt i kompromisset er altid det farligste. Når du tager et skridt, så er det nemmere at tage endnu et skridt og endnu et… og så pludselig, så er du et helt andet sted end dér, hvor Gud vil have du skal være. Du tager et skridt og endnu et… og pludselig er det forkerte/synden en del af dig. Pludselig går det ind i din overbevisning. Og pludselig begynder du endda at forsvare det…
Hver gang vi går på kompromis med det onde, så vinder det onde og du taber. Et kompromis bringer altid det næste kompromis med sig og det stiger i intensitet. Det første skridt i kompromiset er det farligste.
Det næste, der er vigtigt er et ordentligt fundament – for et er at man har et smuk hus, men hvis det hele skylder væk under os, bare den mindste vind og regnbyge melder sig, så er resten vel lige godt.
Teksten til i dag siger, at den bedste klippe er Jesus og hans ord, som de f.eks. kommer frem i Bjergprædikenen. Der er intet andet, som holder som fundament end det vi læser i denne bog (Bibelen) – om det så ser flot, rigtig og imponerende ud. Alt andet end det, der står i bogen her, er menneskeord. Det kan godt være, at det indeholder noget af sandheden, men ikke hele sandheden – den står kun her. Det er menneskeord – og vel kan det være, at man faktisk ikke kan se forskel på en der bygger sit liv på bogen her, eller på noget andet. Ja, det kan faktisk være, at det ser flottere ud og mere ja… kristent ud det liv, den anden lever, men er fundamentet ikke i orden, så hjælper det ikke noget. For når stormen kommer, om det så først er den sidste storm, der hedder døden, når den kommer, så vil intet af det holde, med mindre, at det er bygget på det sande fundament. Om det så er religioner, systemer eller verdslige eller religiøse doktriner – det vil skylde væk, når stormen kommer. Kun det sande fundament vil bestå – så dér skal vi blive om så vi trues og lokkes væk.
Menneskehedens Store stygge Ulv ligger altid på vagt og venter på at kunne overfalde os med prøvelser og fristelser for at lokke os væk fra dette fundament. Djævelen kan kun ødelægge det gode hus, det gode liv, som vi bygger på Jesus, hvis vi selv giver ham lov. Han kan lokke os væk fra det – ved f.eks. at tilbyde os noget andet.
Vi har ham i begge læsninger, som er i dag, både fra Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Fra alteret læste jeg fra Johannes første brev (1 Johs 4,1-6), hvor han fortæller om hvordan, der kommer forskellige falske forkyndere til menigheden for at få dem væk fra fundamentet. Og den eneste måde at finde ud af om det var sandt det de lærte, var ved at spørge ind til deres fundament. ”Bekender I Jesus som Kristus, der er kommet i kødet?” Eller sagt anderledes: ”Tror I, at Jesus er sand Gud og sandt menneske?” Og kun dem, der kunne sige ja til dette, havde fundamentet i orden. Eller sagt med Paulus´ ord: ”Ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus” (1 Kor 3,11). Der er intet andet, der kan holde end Jesus. Vi skal ikke lade os lokke væk – men blive ved det, som er sandheden, forkyndt for os med myndighed – med den eviges myndighed.
Det er dagens glædelig budskab: Du kan komme helskindet igennem dit livs storme og uvejr. Du skal blot bruge det, som du sikkert allerede har. Byg dit liv op af gode og gudgivne materialer og byg dit liv på fundamentet.
For desværre vil vi også som kristne opleve uvejr og storme. Vi kan ikke få vinden til at holde op med at blæse, men vi kan holde os til ham, der her på jorden kunne få storm og sø til at lægge sig. Vi kan ikke ændre enhver fobi eller frygt, der sniger sig ind på os, men når de kommer, så kan vi løbe ind i det hus, som vi har bygget om os ud af materialer som tillid til Gud, og den fred og glæde, som Helligånden bringer ind i vores liv. Og er vi dér behøver vi ikke frygte – det kan godt være, at vi alligevel føler frygten, men vi er det eneste sted i verden, hvor vi ikke behøver at frygte – vi er hos Gud som vores faste borg, som vi skal synge om lidt. Og en dag vil vi være sammen med Jesus ansigt til ansigt, og så vil der simpelthen ikke være nogen frygt mere. Når vi står foran Jesus og han siger: ”Jeg har altid kendt jer – kom til mig, og jeg vil give jer hvile. Gå ind til din herres glæde”.
