1910 udkom bogen om Peter Pan, hvor vi møder en beretning om Kaptajn Klo, der ville lade en masse børn gå planken ud til den visse død. Wendy sagde til børnene:
”Jeg føler jeg har et budskab fra jeres sande mødre og det er dette: Vi håber, at vore drenge vil dø som engelske gentlemen”.
Døden var ifølge Peter Pan ”et forfærdeligt stort eventyr”. Sådan var holdningen til døden i 1910 og det lyder til at være samme holdning der var omkring mandskabet i april måned 30 år efter. Korporal Frode Jensen, der var på Søgaard Kaserne, hans far sagde til Frodes kammerater: ”Det vil jeg sige jer: ”Jeg vil heller høre at Frode skulle være faldet end at I ikke har kæmpet”. Eller som det blev sagt til Hilda Hansen, enlig mor og enke efter Oluf Hansen, der døde den 9.april: ”det blev dem forundt at give deres liv for konge og folk”.
Nej! Det var bedre om det var forundt dem at overleve. De kæmpede, de døde, de ofrede deres liv – men det var bedre, hvis det var dem forundt at overleve og leve. Selv om mange af de overlevende også have ar på sjælen resten af livet.
Når vi samles for at markere 9. april 1940, så kan man hurtigt komme til at pynte så meget på de faldne soldaters skæbne, at vi helt glemmer at døden er grim og at den ikke med Peter Pans ord er ”et forfærdeligt stort eventyr”. 9. april kan hurtigt blive til en dødskult, hvor vi dvæler ved døden og heroiser deres død, imens vi rejser os og synger ”dø om så det gælder”, som en højstemt skåltale. ´”Det er blevet dem forundt at give sit liv for konge og folk”. For disse mænd, som vi mindes i dag, var det ikke en skåltale og poesi, det var blodigt alvor. De gik ikke i kamp for at dø, men for at gøre deres pligt og overleve. De gjorde det, de var uddannet til, de kæmpede for kammeraten, der lå ved siden af, der også kæmpede for en selv. Den lille gruppe soldater krøb i ly bag ved kanonen og med rolige hånd formåede menig Hans Christian Hansen at uskadeliggøre tre tyske kampvogne, før han selv blev dødeligt såret. Hans plads blev derefter overtaget af menig Bertel Bertelsen. De havde trænet og nu brugte de deres træning selv om overmagten var knusende. Det var en heroisk gerning, men jeg tænker, at det er hvad enhver af vores soldater i dag også vil gøre, hvis de er i samme situation.
Den 9. april 1940 kan spændes efter mange politiske heste, der nemt kan føre os ud i krig.
9. april skal ikke bruges til at blæse til kamp, men bruges til at blæse til fred. Aldrig mere et 9. april, som vores borgermester Mads Skau sagde.
Desværre har der været 9. april mange gange efter – bare på forskellige datoer og i forskellige lande. I Israel ligger 9. april den 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel
I Ukraine ligger 9. april den 22. februar 2022, hvor Rusland gik ind i Ukraine.  Og så er der alle de datoer, som vi skal lede længe i aviserne for at finde: F.eks. den 19. september sidste år, hvor Aserbajdsjan i et lynangreb sendte 100.000 mennesker på flugt fra Nagorno-Karabakh.
Aldrig mere et ”9. april”, hvor verden bliver en konflikt ”fattigere”.
Her i dag mindes vi de soldater, der døde lige her uden for vores murer den 9. april 1940. Lad os ikke heroisere døden – for døden er ikke ”et forfærdeligt stort eventyr”, men lad os heroisere livet. Takke for livet – og så være taknemlig overfor dem, der stillede sig hen bag fodfolkskanonen eller den improviserede stilling ved møllen eller andre steder, hvor der var træfninger den dag… også til dem, der overlevede. Dem, der i sidste ende kæmpede for os.
Vi håber ikke at der bliver et 9. april igen – vi håber ikke at vores soldater skal ud og dø på slagmarken. Vi håber ikke at tyranner hvad de ellers hedder, må have held til at sprede ufred, død og ødelæggelse ud i hele verden, men tværtimod blive stoppet. Og det kræver kamp og ofre – økonomisk, fysisk og psykisk.
Jeg håber, at man må vælge fredelige våben til at stoppe tyrannen – ikke fordi de er billigere, for menneskeliv er altid for høj en pris. Ikke fordi vi er feje.
Paulus skriver ” Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed” (2 Tim 1,6).
Gid vi som folk og nation må have den ånd og de tre ting: Kraft, kærlighed og besindighed.

At vi må være kærlige nok til at vælge fredens vej, men besindige, så vi ser, når Neville Chamberlains fredsiver ikke længere er farbar imod en Hitler, men at det kræver en Churchills kraft til så at kæmpe, hjælpe og ofre.

Ja, til at være kristne, for korset kalder os til kamp og selvfornægtelse. At være kristen er ikke at blive siddende her i kirken og synge ”kæmp for alt hvad du har kært”, men det er at hente inspiration og styrke her i kirken og så gå ud og leve kristent. At være kristen er at sige ja til Gud og derefter med ham gå ud og sige nej til Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen – uanset i hvilken form han kommer til os. At være kristen er at gå ud i livet og lade ham kæmpe med os og for os.
Da ved jeg vist,
o Jesus Krist,
du vil mig ej forlade.