Den 24. marts 1940 kimede klokkerne til påskegudstjeneste, sådan som klokkerne havde gjort i århundrede og som de også har gjort de sidste 83 år. Påskefreden lagde sig over landet – folk, der kunne, tog turen hjem og var sammen i familiens skød.
Menig 108 Oluf Arthur Hansen var en af dem, der var hjemme – og han glædede sig. Det kan man se på de breve, han sendte til sine forældre og sin kone. Påskeorloven havde hængt i en tynd snor, for ”jeg har hørt, at det snart ramler”, som han skrev. Eller ”De er ved at være i tvivl, om de vil sende os hjem. Men det håber vi da, om det så bliver den sidste gang, vi ses. Det ved man jo ikke”. Det var en 22-årige ung mand med bange anelser, der kom hjem og fejrede påske. Ved lejlighed hev han sin far til side ”jeg tror det her er sidste gang, jeg kommer hjem”.

Ikke alle fik lov til at holde påske med familien. Oberst Jens-Peter Petersen fik inddraget sin orlov, han skulle ellers have besøgt sin mor og sin bror i Bredebro. Sønderjyden havde siden 1. verdenskrig gjort tjeneste i den tyske hær, og var siden 1939 tilknyttet det tyske gesandtskab i København. Hitler havde 4 dage før påske i al hemmelighed godkendt planen til Operation Weserübung, besættelsen af Danmark og Norge. Nu skulle der bruges spioner i Danmark og Jens-Peter Petersen blev i Berlin tildelt den opgave. Han viste sig at være ganske god til det, og de danske myndigheder var mere end villige til at informere. Da officererne læste rapporterne fra Danmark, sagde en af dem ”Vi snubler ikke over sytråd”.

En del af denne 1600 mand lange sytråd var Oluf Arthur Hansen. Han stod klar ved Møllestrømmen, da tyskerne åbnede ild. Til sidst skød de på en afstand af ca. 100 meter og kuglerne fløjtede om ørerne på soldaterne, der forsøgte at forsvare sig bag ved tipvogne. I den ildkamp blev Oluf Hansen ramt i hovedet af to projektiler, som flækkede hjelmen og dræbte ham på stedet. Få minutter efter lød ordren om at holde inde – Danmark havde kapituleret flere timer i forvejen.

9. april var ikke bare en ulige kamp, men umulig kamp. Der blev vist et mod, et kammeratskab og en pligtopfyldelse som vi gør godt i at holde os for øje selv her 83 år efter. Når vi om lidt rejser os og synger ”dø om så det gælder”, så er det andet end en højstemt skåltale, for disse var det blodigt alvor. Af mandskabet 9. april kan vi lære, at det er lige meget om det, vi kæmper for, er en ulige kamp, når bare vi kæmper for sandheden, for det vi tror på.

Men lad os ikke tale det at kæmpe og ofre så højt op, at vi glemmer de menneskelige konsekvenser. For hvor må det have være forfærdeligt for Oluf Hansens far at høre sin søn sige: ”jeg tror det her er sidste gang, jeg kommer hjem”. Hvor må det have været forfærdeligt for den unge hjemmegående mor, Hilda Hansen, da hun åbnede døren til deres lejlighed 10. april om formiddagen: ”Må vi have lov at komme indenfor”. Selv alverdens flotte lovord om pligt, ære, offer og ”det blev soldaterne forundt at give deres liv for konge og folk” – kunne ikke forhindre, at Hildas verden sank i grus. Når mindetalerne var holdt og kransen fra Kongen og Dronningen på graven var visnet, så ventede hverdagen og livet alene for den unge enke og deres 1-årige dreng.
Et liv, der var ødelagt af døden! For det gør døden: Døden ødelægger. Døden er grim, uanset hvor smukke gravmonumenter, vi kan sætte og hvor meget vi hædre. Ja, det er stort og rimeligt at Oluf Hansens navn stadigvæk nævnes med respekt så mange år efter. Det manglede bare.

Hvad med Oberst Jens-Peter Petersen fra den tyske hær. Ingen aner hvad der skete med ham efter krigen. Han sad han to år i allieret fangenskab og så ved vi, at han døde som 78 årig i Stuttgart. Der er så vidt jeg ved ikke rejst nogen sten for ham – og de mange bøger, jeg har om besættelsen derhjemme, nævner ham ikke med et ord. Derimod nævnes Oluf Hansen i dem alle.
Men mon ikke John Hansen, deres søn, glædeligt havde alt det glamøse, mindetalerne og mindestenene fra sig, hvis han bare havde beholdt sin far?! ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder”. Nej, så hellere ”ridde-ridde-ranke” på fars knæ, første tand, første skridt, første skoledag, konfirmation, uddannelse, kærestesorger, bryllup, børn… og alt det liv, imellem disse højdepunkter.  Alt det havde mistet en far som livsvidne – væk – slugt af døden, smadret af to projektiler.

Hilda Hansen og deres søn var ikke de første, der mistede en mand og en far i krig – og de blev ikke de sidste. Alene 2. verdenskrig kostede 60 millioner mennesker livet. Og op til i dag, er der mange, alt for mange, der ligesom familien Hansen, får et kært menneske flået ud af deres midte på grund af krig. Det sker i dag – det vil ske i morgen.
Jesus har en kommentar til det – en bøn, da han hang på korset: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”. Jesus bar alverdens synd og ondskab, krigens modbydelighed, alverdens egoisme og sorg på sine skuldre, da han hang på korset Golgatha. Det er verdenshistoriens tungeste sted – lige dér var alt centreret. Det var endda så voldsomt, at Gud selv kiggede væk – ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”, råbte Jesus. Jesus er det eneste menneske i verdenshistorien, der er blevet forladt af Gud. Det kan godt være, at da Hilda sad i Videbæk Kirke ved siden af sin mands kiste, at hun følte sig forladt af Gud, men det var hun ikke. Det er du heller ikke.

Langfredag og påskedag – det er en og samme sejrshistorie. Da Jesus døde på korset, var det en sejr. Da Jesus stod på fra de døde, var det en sejr – og den vil han dele med os.
Hilda og alverdens Hildaer i fortid, nutid og fremtid græder over deres kæres død, ligesom vi gør det, når vi står ved en grav. Jeg tror ikke, at påskedag kan fjerne tårerne fra vores øjne, når vi står ved en grav. Og Jesus forbyder os heller ikke at græde og at sørge. Vi skal sørge, når vi har mistet en kær, men vi skal ikke sørge som dem, der ikke har noget håb, fordi vi har et håb – ja, vi har et levende håb, for vi har Kristus som vores frelser. Det kristne håb hedder Jesus, der døde for os og opstod for os.

Vi tror på den opstandne og levende Guds søn. Og med ham i vores hjerter kan vi netop trodse ondskaben i hvad form den end kommer til os i. I det små derhjemme og i det store ude i verden. Vi synger godt nok Luthers ”Vor Gud, han er så fast en borg”, men Gud er ikke en borg, hvor vi skal gemme os til faren er drevet over. Nej, måske er det bedre med: ”Vor Gud, han er så fast en tank”, der drager med os ud i kampen mod det onde og forsvaret mod de små.

Kirken er ikke et beskyttelsesrum, men det er et kraftcenter, der sender os ud med kraft og mod til at være kristne netop dér, hvor vi er sat. Lad os ikke kun kæmpe vindersagerne, nej, lad os kæmper for det, som er sandt og godt.

Så ja, det onde kan vel hovere, men det onde kan aldrig vinde. Sig det til alverdens despoter, en dag, måske ikke i morgen, måske ikke i år, måske heller ikke kun efter 5 forbandede år, men en dag vil jeres tusindårsrige falde sammen om ørene på jer. Jeres mareridt-regime har en sidste-holdbarhedsdato.
Langfredag blev fulgt af påskedag.
9. april blev fulgt af 5. maj.
Vi ved stadigvæk ikke hvad dato, der følger efter 24. februar 2022 i Ukraine, men også dér vil ondskaben fejle.

Og det sker, så længe der er folk, der som Oluf Hansen på trods af bange anelser alligevel melder sig til tjeneste efter en påske i 1940.

For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt
Glædelig påske – og aldrig mere 9. april