En af de helt store kirkelige debat i denne uge kommer fra en unge komponist, Daniel Fladmose, der mener, at vi som folkekirke har et problem – den rytmiske musik. Og nej, det skyldes ikke at vi som kirke ikke har taget den rytmiske musik til hjertet, men tværtimod, at den rytmiske musik skal helt ud af kirken. Ja, der er jo mange måder at tage fejl på… men han har et meget spøjst argument for sine synspunkter, for han siger: ”Kirkens budskab er til ånden, ikke til kødet, og dér er det stik modsat med den rytmiske musik”.
Kirkens budskab er til ånden, til sjælen og til kroppen – vel er der nogle, der mener, at det ene er finere end det andet, men det er noget vrøvl. Begge dele er skabt af Gud og derfor lige værdifulde – eller lige fordærvede og ødelagt af synden, hvis man vil det. Alle tre dele af mennesket skal frelses – og hører under Guds frelsesplan. Alt skal bruges til Guds større ære – selv noget så verdsligt som vores penge. Selv noget, som Jesus i dagens tekst kalder uærligt, det kan bruges til at give Gud større ære. ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. Gud ønsker at vi skal fortælle andre om Jesus. At vi må fortælle andre om Jesus ikke bare med vores mund og hånd, men hele vejen ned til baglommen eller håndtasken, hvor du nu har din pengepung. Han ønsker at hans vilje må nå ud til alle dele af vores liv.
Jeg vil sige, at den måde du og jeg bruger vores penge på, siger meget om vores kristendom og vores tro på. Ønsker vi at bruge vores penge på os selv og os selv og os selv – eller har vi sådan en kærlighed til andre mennesker og ønsker at vise næstekærlighed overfor dem ved at give? Ønsker vi at skrabe sammen til – eller ønsker vi at sprede.
Da den store mangemillionær Rockerfeller døde, var mange naturligvis interesseret i at finde ud af hvor meget den rige mand havde efterladt sig. Så spørgsmålet blev også stillet til et pressemøde, hvor advokaten, der skulle gøre boet op, sad for skud. ”Hvor meget har han efterladt sig?”. Og svaret kom prompte: ”Det hele”. ”Han har efterladt sig det hele”. Det var naturligvis bare en måde at affeje en lidt for nysgerrig journalist på, men siger alligevel noget, som vi alle sammen ved med hovedet, men som vi har svært ved at leve ud: Vi kan ikke tage noget med os her fra dette liv og over til næste liv hos Gud. Vi efterlader det hele – og dog der er en ting, som vi kan tage med os: Venner. ”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. Vi kan møde de mennesker, som vi har været med til at lede til Jesus, som vi har været med til at vise frelseren. F.eks. dem, vi har været rundhåndet overfor og samtidig vist, at vi har nogle helt andre værdimålestokke end kroner og ører. I kender sikkert alle sammen Victor Hugos ”De elendige”, og især den scene, hvor hovedpersonen Valjean stjæler sølvtøj fra en præst, der har givet ham ly for natten. Valjean stikker af, men bliver fanget af politiet, der bringer ham tilbage til præsten. Valjean står foran den gamle præst, og “Denne mand har taget det her. Er det Deres?” – spørger betjenten. Præsten svarer: “Ja, det er det”. Så standser han op, og kigger Valjean ind i øjnene: “Men hvorfor tog du ikke også de to sølvlysestager? De er mindst 200 franc værd. Du glemte dem”. Han sender sin hustru ind for at hente dem. Valjean og politimændene ser forundrede på præsten. “Jeg gav ham selv disse ting. Sæt ham fri”. Da politiet er gået siger præsten til ham: “Jean Valjean, min broder. Du tilhører nu ikke længere det onde, men det gode. Jeg køber din sjæl med dette. Jeg trækker den ud af de mørke tanker og hævnlysten og overgiver den til Gud”. Fra det ene øjeblik, hvor Valjean møder nåden, er hans liv forvandlet.
En fantastisk scene, ikke? Her viser præsten, hvordan han har et helt andet værdisæt end hvad der kan gøres op i penge – og han viser Valjean et eksempel på kristent giversind, som sprænger fornuften. For det han gør, er ikke fornuftigt, men det er noget, der er over fornuften, nemlig kristent.
Jeg ved godt, at der nok ikke er nogle af os herinde, der vil komme ud for en situation som den, der er skildret i ”De elendige”, men vi kan også vise rundhåndethed på andre måder. Lån og giv ud af det, der er dit. Vær et vidnesbyrd om Jesus ved den måde du bruger dine penge på.
(Hvad du giver til kirken, til mission, til mennesker i nød gør en forskel. De gør en forskel, fordi folks liv bliver forandret – lige som Valjeans liv blev forandret. Giver du penge til missionen, jamen, så er der folk, der bliver frelst rundt omkring i verden, fordi du har givet. Folk, som du aldrig nogensinde kommer til at møde her på jorden, vil høre Guds ord og komme til tro. De penge, som vi har givet til mennesker, som vi aldrig ser hernede, som aldrig kan komme og sige tak til os – de penge skaffer os dem som venner, der vil kunne tage mod os i himmelen.
Ved du hvorfor du har hørt evangeliet? De er fordi nogle før dig har givet penge til kirke og mission. Og de gav og de gav og de gav. De har bygget dette hus her som et sted, hvor Guds ord skal forkyndes – og nu hører vi ordet. Vi har selv nydt godt af at andre har givet – vi har selv nydt godt af, at andre har handlet efter andet end verdens finansielle måde at tænke på).
For dybest set er der to måder at se på vores økonomi på. Der er hvad vi kan kalde for verdens finansielle plan, og så er der hvad jeg vil kalde for Guds finansielle plan.
Hvis man sammenligner verdens finansielle plan med noget, så skulle det være et vand-reservoir, en vandbeholder, en cisterne, der skal samle vand sammen… til dårlige tider. Pengene skal samles sammen – de skal ikke fosse ud, men fosse ind og give overskud og grønne plusser, så vi igen kan invitere pengene fornuftigt.
Og derfor er det jo en forfærdelige lignelse, Jesus fortæller os her i dag. For tænk, hvis det havde været vores penge, forvalteren havde sjoflet med på den måde. Tænk, hvis det havde været til vores skyldnere, forvalteren havde sagt: Ven, sæt dig ned og nedskriv din gæld”…. Jamen, det var jo lige en sag for domstolen.
En forvalter eller en bank, skal forøge min rigdom ikke forøde den. Havde vi skulle skrive denne lignelse færdig, så havde den nok sluttet nogenlunde sådan: ”… og Herren smed den uærlige godsforvalter ud i mørket udenfor – dér skal være gråd og tændersskæren”. Men sådan slutter Jesus ikke sin lignelse af – tværtimod, den slutter af på denne måde: Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt”. HVA??? Han havde bare brugt løs af pengene – tømt vores vandreservoir! Nu skal vi lige se, at Herren ikke roste forvalteren, fordi han havde brugt andres penge, men fordi han havde handlet klogt med pengene i det hele taget. Jamen, jeg kan da også godt være flottenheimer på andres regning og bruge andres penge… men ved du hvad: Det er du jo allerede, flottenheimer på andres regning.
Pengene som vi har er jo ikke vores – alt hvad vi ejer har vi fået betroet af Gud… også vores penge. Vi er bare forvaltere af Guds penge og det store spørgsmål er så: Hvordan tager vi os af dem – bruger vi verdens finansielle plan, I ved vandbeholderen, der skraber sammen, eller bruger vi Guds finansielle plan?
Og hvordan er Guds plan så? Hvis vi skal bruge et billede, så er det langt mere en vandkanal end en vandbeholder. Og en kanal samler ikke sammen, men spreder – vandet har en retning og et formål: At blive brugt. Vores penge skal have en retning og et formål: Ikke os selv, men Guds arbejde, på mission, på vores medmennesker, der har brug for det. Er vi velsignet med penge, så er vi blevet det for at kunne velsigne andre med dem. Ikke for at holde det tilbage som vi har fået – men ved at give det videre. Den store forskel lyder: Nogle modtager for at beholde – andre modtager for at give.
Den store forskel lyder: Investerer vi vores penge i værdipapirer eller i mennesker?
Det kan være, at der er nogle af jer, der tænker, at det her ikke giver mening, Nej, det er rigtigt – det giver ikke mening, men det er heller ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig ikke om fornuft – det drejer sig om tro. Det drejer sig om tillid til Gud – tror vi virkelig mere f.eks. på vores bankrådgiver nede i banken eller på Nationalbanken – tror vi mere på dem end på Gud den almægtige, himmelens og jorden – alt det synliges og usynliges skaber?
”Årh— sådan kan du ikke stille det op”
”Jamen tror du ikke på Gud”
”Jo da, jeg tror på Gud, men det er noget andet – et er tro, noget andet er økonomi”.
Men hvordan tør vi tiltro Gud det mest dyrebareste vi har, nemlig vores sjæl, vores evige fremtid, hvis vi ikke engang tør tiltro ham vores penge? Jeg har aldrig hørt nogle, der er gået fra hus og hjem, fordi de har givet til kirke, mission, godgørenhed… tværtimod, mange mennesker er gået fra hus og hjem, fordi de har haft et for stort forbrug på dem selv.
Så tag Gud på ordet og giv – sæt Gud på prøve. Efter en opfordring til at give til kirkens arbejde, så siger Gud i en profeti i Det gamle Testamente: ”Sæt mig på prøve”. ”Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer, og udøser min velsignelse uden mål over jer” (Malakias´ Bog 3,10). Sæt Gud på prøve, om han ikke vil give igen i overflod, når vi giver.
”Giv så skal der gives jer. Et godt presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med” (Lukasevangeliet 6,38) – sådan siger Jesus. Så lad os sætte ham på prøve. ”Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer, og udøser min velsignelse uden mål over jer”.
Jeg aner ikke om du giver eller hvor meget du giver.. men hvad er der egentlig galt med os, når vi holder pengene for os selv, eller kun giver så meget, at vi kan trække det fra i skat?
