En mand midt i 50-erne var blevet mere og mere irriteret på sin kone, fordi hun var så stædig. Hun ville simpelthen ikke acceptere, at hun var begyndt at høre dårligt. Det nægtede hun simpelthen.
En dag, hvor han alligevel var ved lægen, ville han lige høre hvordan han kunne overbevise konen om det problem. Lægen kom med en idé til et eksperiment: Manden skulle stille sig i hoveddøren og spørge konen hvad de skulle have til aftensmad. Svarede konen ikke, skulle han bevæge sig tættere i retningen af hende, og undervejs spørge om det samme. Svarede hun ikke dér, så skulle han gå hen og stå lige ved siden af hende og råbe: ”Skat, hvad skal vi have til middag?”. Og så måtte hun da erkende, at hun havde et problem med hørelsen.
Manden skyndte sig hjem for at gøre forsøget. Han stod i hoveddøren – konen reagerede ikke. Han stillede sig i stuen, i døren ud til køkkenet – konen reagerede ikke. Han gik hen og stod bag hende: ”Skat, hvad skal vi have til middag?”. Konen vendte sig om og kiggede ham lige ind i øjnene: ”For fjerde gang! Jeg siger vi skal have frikadeller.”
Som Jesus siger: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!” . Når jeg læser denne lignelse her og forklaringen til lignelsen, så tænker jeg: ”Hvor er jeg glad for at mit hjerte er den gode jord, som Jesus fremhæver som det sted, hvor Guds ord virkelig kan blomstre. Og jeg har oprigtigt ondt af de mennesker, hvis hjerter er som stenet, overfladisk eller hård jord. De hører godt nok Guds ord, men det bliver aldrig rigtig til noget frugt i deres liv”.
Jeg tænker, at de fleste af os ser os selv i det bedst mulige lys, når vi læser denne lignelse – måske ikke så karikeret som det her, for vi har jo også en vis portion beskedenhed. Det er ikke altid, at vi har den ydmyghed, der fortæller mig, at det kan jo faktisk være, at jeg tager fejl. Det kan jo godt være, at jeg er som manden, der er irriteret over konens dårlige hørelse, men så er det faktisk ham selv, der har brug for høreapparat. Selv Jesu disciplene fattede ikke lignelsen i første omgang, men de skulle have den forklaret af Jesus.
Hvis de 12 disciple, på det her tidspunkt, ikke var god jord, hvordan kan jeg så bare uden videre tro om mig selv, at jeg er god jord? Måske er det mig, der har problemet – og ikke selv er klar over det.
For hvis jeg nærstudere de fire jordtyper, så kan jeg desværre nok nikke genkendende til de fleste.
1) F.eks. vejen – Jesus siger: ”… når de har hørt [ordet] kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem”. Nej, det kan ikke være mig! Jeg har endda mine favoritsteder i Bibelen som jeg læser igen og igen, ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. ”Største af alt er kærlighed”. Men så er der andre, som jeg ikke læser så tit, og især ikke i situationen. F.eks. ord om at elske sine fjender, tilgive sine fjender, lide for vores tros skyld, være gæstfri og være rundhåndet… hvor tit har vi ikke haft mulighed for at give penge, men pengene ligger langt nede i lommen. Og mobiltelefonen – det kan være så svært at finde ”Mobil-Pay”. Det må jeg også til at gøre noget ved – engang – og så er jeg tilbage ved mit ynglingsafsnit ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”….
Er det Satan, der lige har snuppet et par ord fra mig?
2) Eller ordet på klippegrunden, hvor det straks vokser op, men ”når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra”. Vi oplever ikke decideret forfølgelse herhjemme, men måske trængsler. Hvad sker der, når vi oplever modgang, sygdom – der er forskel på hvad vi mennesker har at slås med. Hvad gør vi, når vi knap nok når at rejse os fra et nederlag til vi rammes af det andet? Hvor er vores tro på at Gud er kærlighed så henne?
3) Jorden med tidsler, ”det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk… kommer til og kvæler ordet”. Ja helt ærligt – det kunne også godt være mig. Jeg plejer at sige, at min kone siger, at vi lever i den bedste af alle verdener, og jeg er bange for at hun har ret.
Jeg er rigtig god til at prædike for andre, at nu skal vi ikke bekymre os, vi skal lægge alt over til Gud. Men hold da op, jeg bekymrer mig – også selv om jeg kan alle citaterne: ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile”. Alle de gode ord bliver kvalt som af tidsler af bekymringer for i morgen – eller om et halvt år. Hmmmm…. den jord kunne også være mig.
Måske har jeg faktisk lidt vejjord, klippegrund og tidseljord i mig.
4) Men hvad med den sidste af de fire? Den gode jord, der giver frugt. For at finde ud af om jeg bærer frugt, så må jeg hellere finde ud af hvad det er for frugt, der er tale om? Paulus har et bud på hvad der er frugt: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” (Gal 5,22-23). Er det mig? Jeg vil i hvert fald utrolig gerne bære den slags frugt i mit liv.
Jeg ved ikke med jer, men lidt efter lidt føler jeg mig ikke så sikker på at det er mig med den gode jord, som da jeg begyndte. ”Den, der har ører at høre med, skal høre!” – siger Jesus. Måske er jeg faktisk en smule åndeligt døv, mig, der er manden, der ikke kan høre, når konen råber, at der er frikadeller til aftensmad. Tingene er måske ikke så sort og hvid, som vi gerne vil have det til at være.
Men inden vi ender med enten at blive fortvivlet over at jeg er da en dårlig kristen – og måske opgiver det hele, så er der spørgsmålet om hvordan Guds ser på os. Præsten Kaj Munk var i sin studietid igennem en troskrise og henvendte sig til KFUM-præsten Ricard: ”Jeg synes ikke, Pastor Ricard, at Kristendommen udretter det allermindste med mig” og svaret lød: ”De ved jo ikke, hvor meget værre De vilde have været, hvis den ikke havde været” (s. 272 i Kaj Munks mindeudgave, Prædikener).
Ja, vi ved ikke hvor slemt det ville have været med os, hvis vi slet ikke havde haft kristendommen ind over os. Det kan godt være, at vi er en af de jordtyper, som Jesus nævnte, men uanset hvad, så gjorde såsæden en forskel den tid, den var i jorden. Guds ord ligger ikke bare og gør ingenting – det er aktivt. Som vi hørte fra alteret: ”sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Es 55,11). Hvis det var sådan, at Gud fuldstændigt havde opgivet os, ville han så ikke have stoppet strømmen af ord til os?! Han er som såmanden, der går rundt rundhåndet og sår, og bliver ved med at så, også selv om han ved, at det godt kan være, at 75% af det ikke giver det eftertragtede udbytte, men der er 25%, der overgår al forventning. Og måske rammer han den rigtige jord i dag… en dag. Derfor fortsætter han.
Jeg tror ikke, at vi har den samme slags jordbund hele livet og alle slags steder i vores hjerte. Lad os bede Helligånden om at komme og kultivere os – så den hård jord må blive pløjet op til god jord, så stengrunden må dækkes til af mere jord og så ukrudtet må blive fjernet. Så vores hjerter må være dækket mere og mere af den gode jord – så Helligånden må skabe flere og større frugter i vores liv.
Udgangspunktet er her: Guds ord. Start med Ordet og uendelige muligheder åbner sig. Jesus sagde: ”Den, der har ører at høre med, han hører”. Lad os være et folk med ører til at høre Guds ord – til velsignelse for os selv og dem omkring os.
