De tre unge mennesker sad som forstenet, da den offentlige anklager uden at blinke affejede alle deres udsagn. Anklageren var ligeglad med at en af dem, påtog sig hele skylden, og fredede de to andre. ”De vidste ingenting”, var påstanden. Anklagerens udgangspunkt var, at alle tre skulle have den hårdeste mulige straf: 9 år. Jeg kan stadigvæk mærke det sug i kroppen, da jeg hørte det høje årstal. Den yngste på anklagebænken var lige fyldt 20 år.
Jeg er i denne tid vikar som arresthuspræst i Haderslev Arresthus. Det betyder konkret, at de kan tilkalde mig, ”hvis der nu er akut brug for mig”, men ellers møder jeg op og går en runde halvanden time hver uge. Går med nøglerne og låser mig ind dels til de nye og dels banker jeg på til dem, som betjentene finder kunne have godt af en snak med en præst. Og så er der alle dem, som jeg talte med sidste gang. Så er halvanden time pludselig ikke ret længe til hver.
Nogle af dem taler jeg kort tid med – andre længere tid. Til den sidste gruppe var en af de tre anklagede. Jeg havde haft nogle gode samtaler – og tilbød at jeg gerne ville sidde dér som ”med-menneskelig support”. Også fordi arrestantens mor også kom, og jeg kunne fornemme, at hun kunne godt bruge en til at oversætte og til at støtte sig til. Jeg plejer ellers ikke at deltage til retsmøderne – og jeg kunne se på den meget imødekommende retsbetjent i Retten i Sønderborg, at han var forbavset over at se en præst her. Så det er vist ikke normalt… men jeg er vist heller ikke helt normal 😊 – og det siger jeg med stolthed i stemmen.
Lige som jeg med stolthed i stemmen, siger at jeg er arresthuspræst. Det er et arbejde, der giver så god mening. Hvis kirken ikke er repræsenteret netop her eller i fængslet, så har vi helt misforstået vores eksistensberettigelse i verden. I Jesu lignelse om verdensdommen siger Jesus, at alt det, vi gør ”mod en af disse mine mindste”, det har vi gjort imod ham. Det, vi ikke har gjort, det har vi heller ikke gjort mod ham. Og her nævner Jesus at ”jeg var i fængsel, og I besøgte mig”. Dommen er hård over dem, der forsømmer disse ”mine mindste” og løftet derimod er endnu større, hvis vi ikke forsømmer dem.
Men også uden sådan en lignelse: Det er mennesker, der uanset skyldsspørgsmål er på et punkt i deres liv, hvor de ikke har brug for en kold skulder fra kirken. Det er der så mange andre, der gør, så det behøver kirken ikke også bidrage med. Her har de brug for at møde et menneske, der ikke ser den kriminelle, men ser et medmenneske. Ja, ser en elsket Guds skabning. Der måske har trådt ved siden af og skal have sin straf fra samfundet – men som altid vil finde Guds åbne faderarme. Og jeg er stolt over at jeg kan få lov til i det små at være de arme.
