I kender det sikkert godt. Vi kommer kørende på motorvejen og pludselig skærer en anden bil ind lige foran os endda uden at bruge blinklyset. Hånden suser lige så hurtigt hen til hornet som foden når hen til bremsen. Eller vi kører i en rundkørsel og en kører ud lige foran os, så vi er nødt til at stå på bremsen for ikke at knalde ind i vedkommende. Der findes rigtig mange idioter ude i trafikken.

Min far opdrog mig som bilist på den måde, at han aldrig blev sur, når han var nødt til at hugge bremsen i bund for at undgå en medtrafikant. Eller hvis nogle andre kunne fortjene et dyt af en eller anden grund. Han sagde: “Jeg laver selv fejl i trafikken – så hvorfor skulle jeg dytte af andre, det kunne være mig selv næste gang”, og så kørte han videre.
Det husker jeg på – eller forsøger – når jeg sidder bag rattet og iagttager “alle idioterne”, der kører omkring mig.
Måske min far havde den trafikale livsvisdom fra sin favoritroman, Victor Hugos mesterværk ”De elendige”. Der finder man Jean Valjeans, der bliver dømt 19 års fængsel for at have stjålet et brød til hans søsters sultne børn. Da han bliver løsladt på prøve efter 19 år i fængsel er han en bitter og mistroisk mand. Og INGEN vil give ham husly på grund af hans kriminelle fortid. Til sidst finder han ly hos en biskop, som viser ham uventet venlighed. I et svagt øjeblik stjæler Valjean sølvtøj fra biskoppen og stikker af om natten, men bliver fanget af politiet. Da han bliver bragt tilbage til biskoppen, overrasker denne både politiet og Valjean ved at sige, at sølvet var en gave. Men han er glad for at politiet bringer Valjean tilbage, for i sin hast med at forlade biskoppen, har Valjean glemt to sølvlysestager.
Denne handling af ubetinget kærlighed og tilgivelse rører Valjean dybt og bliver vendepunktet i hans liv. Inspireret af biskoppens godhed beslutter Valjean at begynde et nyt liv. Han bliver en succesrig forretningsmand og bruger sin rigdom og indflydelse til at hjælpe de fattige og trængende.
Biskoppens kærlighed til en mand, som de fleste ville betragte som en fjende, viser os den forvandlende kraft af at elske dem, der har gjort os ondt. Det er en kraft, der kan forvandle både den, der elsker, og den, der bliver elsket.
Måske vi skal lægge vejvreden til side, ja, i det hele taget lægge vrede til sige og vise overbærenhed i stedet for at holde på vores ret. Ja, måske vi skulle vise kærlighed selv dér, hvor alle ville forvente det modsatte. Det er i hvert fald, hvad Jesus udfordrer os til, i det som vel er et af de mest udfordrende og radikale budskaber i hele Bibelen. Jesus siger: “I har hørt, at der er sagt: ‘Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, så I kan være jeres himmelske Faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.”
Når vi hører disse ord, kan det føles som en urimelig og næsten uopnåelig standard. Hvordan kan vi elske dem, der har såret os dybt? Hvordan kan vi bede for dem, der har gjort os uret? Men lad os tage et øjeblik til at dykke dybere ned i, hvad Jesus virkelig kalder os til her.

Et radikalt kald til kærlighed
Først og fremmest udfordrer Jesus os til at tænke anderledes om kærlighed. Vi er ofte betingede af at elske dem, der elsker os, og at hade dem, der hader os. Det er en naturlig menneskelig reaktion. Men Jesus viser os en anden vej – en vej, der er rodfæstet i en dybere forståelse af kærlighed. Denne kærlighed er ikke baseret på følelser eller omstændigheder, men på en beslutning om at ville det gode for alle mennesker, selv dem, der gør os ondt.

Guds ubetingede kærlighed
Jesus peger på Guds egen karakter som den ultimative standard for denne kærlighed. Gud lader sin sol stå op over både gode og onde og lader det regne over både retfærdige og uretfærdige. Denne ubetingede kærlighed viser os, at alle mennesker, uanset deres handlinger, er værdige til kærlighed og nåde. Når vi elsker vores fjender, afspejler vi Guds egen kærlighed i verden.

Bønnens forvandlende kraft

Når Jesus opfordrer os til at bede for vores fjender, giver han os også et værktøj til at forvandle vores hjerter.  Bøn er ikke bare en handling af lydighed, men også en vej til indre forandring.

Når vi beder for dem, der har gjort os uret, åbner vi vores hjerter for Guds helbredende kraft i os.  Vi tillader Gud at arbejde i os, så vi kan slippe vores bitterhed og vrede – og finde fred. Måske kommer der til at gå lang tid – men hvis vi åbner os for Guds kraft, vil han arbejde i os, helbrede vores brudte hjerte.

Praktisk anvendelse i hverdagen

At elske vores fjender betyder ikke, at vi skal acceptere alle deres handlinger. Det betyder ikke at vi skal undlade sætte grænser. Det betyder ikke, at vi skal blive i skadelige relationer.

Men det betyder, at vi vælger at se dem som mennesker skabt i Guds billede, mennesker som værdige til kærlighed og bøn. Det betyder, at vi nægter at lade hadet definere os, og at vi stræber efter at bringe lys og håb ind i verden.

Afslutning

Lad os tage dette budskab til hjerte og udfordre os selv til at leve det ud i vores daglige liv.  Må vi søge at elske ikke kun dem, der er lette at elske, men også dem, der har gjort os ondt.

Må vi bede for dem, der har forfulgt os, Og må vi lade Guds kærlighed og kraft strømme igennem os, så vi kan være hans børn i en verden, der så desperat har brug for kærlighed og helbredelse.