Henrik Qvortrup er vant til at være i orkanens øje, men i sommers oplevede han et angreb på hjemmebanen, som han nok ikke havde set komme. Han lagde i sommers et billede af sin datter med studenterhue op på internettet, hvor han skrev, at datteren manglede et arbejde et års tid, inden hun skulle til at læse. Jeg ved ikke om I har fulgt med i det, men det udløste så voldsomme reaktioner. Kritikere kaldte ham en “curlingfar”, der havde misforstået sin farrolle og man mente, at hans datter burde lære at søge jobs selv i stedet for at læne sig op ad sin far. Opslaget skabte så stor debat, at det blev dækket af de store aviser, TV2  bragte det på deres hjemmeside – ja – hold fast: Endda Viborg Folkeblad behandlede sagen på lederplan!!! Så bliver det ikke større.

Men Henrik Qvortrup gjorde egentlig det, som forældre altid har gjort: Vi hjælper vores børn med de resurser, vi har. Sådan har det altid været. Jeg tænker ikke, at der er nogen, der ser skævt til, f.eks. at vores børn har en større samling af løsrevne bibelcitater og salmevers end andre børn har i samme alder.
Jo højere man er oppe, desto højere kan man hjælpe sit afkom. Og vel er vi alle lige – men vi ved jo, at der er nogen, der er mere lige end andre. Og det kan vi jo godt blive sure over, os, der hedder Jensen, Nielsen, Hansen. Eller os, der hedder Peter, Andreas, Filip, Bartholomæus, Matthæus, Judas Iskariot – eller hvad Jesu disciple ellers hed. For 10 af Jesu disciple blev sure på 2 fra flokken: Jakob og Johannes, kaldet Zebedæussønnerne. Deres mor forsøgte netop at bruge sin position til at hjælpe sine børn opad. Hun gør lige som Henrik Qvortrup: Hun bruger sit netværk: ”Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.”
Ikke at jeg tænker at sønnerne, Jakob og Johannes, ikke også selv har noget at gøre med ønsket. De står lige ved siden af hende og svarer på Jesu indvending og i parallel-teksten er moderen slet ikke med.
Når man tænker på Johannes, så tænker jeg i hvert fald på kærlighedens apostel, den discipel Jesus elskede. Han må da være rolig og ophøjet – men det var måske mest i hans ældre dage. For ham og hans bror gik under navnet Zebedæussønnerne, Tordensønnerne!! Sikke et øgenavn. De har sikkert været både frække, dristige og måske endda krævende mænd. Og de er smarte, at de har deres mor med. Det er virkelig netværk! Kigger man lidt rundt i Bibelen, så finder man ud af, at deres mor hed Salome og var søster til Jesu mor, Maria. Jakob og Johannes var altså fætre til Jesus – og man siger jo, at blod er tykkere end vand. De har nok tænkt, at de godt kunne få lidt speciel behandling, når de nu var i familie. Og et er, at de er fætre  – noget andet er, at det er Jesu moster, der spørger. Hvorfor i alverden skulle Jesus give dem den plads, med mindre det var fordi de er i familie?
Jesus afviser dem fuldstændigt og understreger, at ære i Guds rige ikke opnås gennem magt eller netværk, men gennem ydmyghed og tjeneste. “Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl.”  Tjeneren, der lavede det simpleste arbejde. Jesus omdefinerer storhed som noget, der ikke måles i status eller anerkendelse, men i villigheden til at tjene andre, endda som en trælslave. Gud leder efter dem, der kommer for at tjene. Det er den rigtige ånd.

Dette budskab står i skarp kontrast til vores samfunds opfattelse af succes. I dag hyldes dem, der står på toppen, dem, der vinder, og dem, der har magten. Vi ser det i karrieren, hvor de højeste stillinger og største lønninger bliver målet for mange. Vi ser det i vores sociale liv, hvor vi måler os selv og hinanden i forhold til, hvor mange likes eller følgere vi har. Men Jesus beder os om at gentænke hvad ægte storhed er.

Stolthed kan motivere os til at stræbe og vokse, men når det vipper over og bliver hovmod, bliver det farligt. Hovmod er Guds ældste fjende. Den førte til faldet af den lysende kerub, som blev til Satan. Hovmod fører til ødelæggende konkurrence, tvivl og isolation, og ofte er det den synd, man sidst ser hos sig selv også fordi den endda kan forklæde sig som ydmyghed – som en skrev: ‘Jeg er stolt af min ydmyghed.'”

Ydmyghed er ikke en svaghed. Det er ikke at tænke mindre om sig selv, men at tænke mindre på sig selv. Ydmyghed betyder at være bevidst om, at vores værd er givet af Gud, ikke af vores præstationer eller vores positioner. Det betyder at være villig til at sætte andres behov før vores egne, at være tjener snarere end hersker. Ydmyghed er ikke så meget holdning som det er handling. Ydmyghed læres ved at ydmyge os ved at give og tjene andre.  I sidste ende er en ydmyg person en person, der går derhen, hvor behovene er, og tjener. En ydmyg handling er en handling, der fremmer andres bedste. En skrev sådan om den kristne ydmyghed: Lad hver dag være en dag med ydmyghed; bøj jer til alle jeres medskabningers svagheder og skrøbeligheder, dæk deres skrøbeligheder, elsk deres fortræffeligheder, opmuntr deres dyder, lindr deres behov, glæd jer over deres velstand, føl med deres nød, modtag deres venskab, overse deres uvenlighed, tilgiv deres ondskab, vær tjeneres tjener og nedlad jer til at udføre de ringeste embeder for de laveste af menneskeheden.
Det er radikalt i et samfund og i en kirke, hvor det at hævde sig selv ofte ses som en nødvendighed. Men det er netop i denne ydmyghed, at vi finder den sande frihed og ægte storhed. Når vi følger Jesu eksempel og vælger at tjene andre, opdager vi, at det er her, vi virkelig bliver til dem, Gud har skabt os til at være.

Jesus selv er det ultimative eksempel på denne ydmyghed. Han, som havde al magt og ære, valgte at blive menneske, valgte at leve blandt os, valgte at tjene og valgte til sidst give sit liv som en løsesum for mange. Han tømte vredens, bitterhedens og smertens bæger til den sidste dråbe.
Når vi ser på Jesus, så ser vi ham, der forlod sin himmelske trone for at vandre blandt os, ikke for at blive ophøjet, men for at ophøje os. Hans liv var en uophørlig strøm af tjeneste, en hånd der løftede dem, der lå ned, en stemme der talte sandhed og en kærlighed, der brød igennem selv de tykkeste barrierer af frygt og had. Jesus viste os, at ægte magt ligger i at give sig selv hen for andres skyld. Det er i denne selvopofrende tjeneste, at hans sande storhed stråler klarest. For i en verden, der ofte leder efter konger i paladser, fandt vi vores konge blandt de laveste, og det er her, vi ser den sande herlighed – en herlighed, der ikke kun bærer en krone, men også et kors.
Når Jesus kommer igen, vil det ikke være som den ydmyge tjener, men som Herrernes Herre, himlens og jordens konge. Da vil han træde frem på himlen i al sin herlighed, og ethvert knæ vil bøje sig for ham. Ingen vil være i tvivl om hans magt og autoritet, når han kommer for at dømme verden og genoprette alt. I det øjeblik vil vi alle se, at den, som tjente, også er den, som hersker over alt og alle.

Lad os tage Jesu ord til hjerte og lade dem forme vores liv. Lad os søge storhed ikke i magt og status, men i tjeneste og kærlighed til hinanden. I en verden, der ofte priser stolthed, lad os i stedet vælge ydmyghedens vej, for det er der, vi finder Guds rige.