I dag er en dag, hvor vi traditionelt takker for høsten, for livet og for alt det, som har fyldt vores dage med glæde og gode gaver. Når solen skinner, og livet går os godt, så er det nemt at sige tak til Gud. Taknemmeligheden flyder næsten af sig selv, når vi har meget at takke for.
Men hvad med de dage, hvor det ikke går så godt? Hvad gør vi, når livet byder på svære tider – når sygdom rammer, når vi mister én, vi holder af, eller når sorgen fylder vores hjerter? Når vi sidder ved en kiste, eller når kroppen svækkes, kan det være svært at finde de ord, der takker Gud. Måske tænker vi endda: “Hvorfor skulle jeg takke Gud nu?” Eller: “Når jeg en dag står overfor Gud, vil jeg kræve svar. Hvorfor skulle netop jeg bære denne byrde?”
I de mørkeste øjeblikke kan det være svært at se Guds kærlighed. Men det er netop der, vi må huske, at Gud er med os – også når vi ikke kan se eller forstå det. Jesus siger til os: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11,28). Det løfte gælder også i modgang, når vi ikke har noget at takke for, men blot ønsker trøst.
Det er ikke kun i Bibelen, at vi møder f.eks. en Job i Det gamle Testamente, der oplever modgang og holder sig til Gud. Hvordan Gud bærer os igennem de svære tider, og forstår, når vi kæmper.
I går kunne irlænderen Joseph Scriven være fyldt 105 år. fik sig en fin uddannelse på universitet i Dublin og han kom hjem til sin hjemby, hvor han blev forlovet med sin barndomskæreste – året efter skulle vielse stå. Dagen før deres bryllup aftalte de to at de skulle mødes ved floden, men uheldet skete: Hesten smed hende med hoved først ned i floden. Hun blev slået bevidstløs og druknede ganske få minutter inden Schriven ankom. Han fik hende op af vandet – og så ind i ansigtet på den kvinde, som han skulle giftes med dagen efter. Grunden under hans fødder forsvandt bare – som han sagde nogle år efter. I stedet for at vende sig fra Gud, så vendte han sig til Gud for vejledning og trøst. Men fra da af kunne han ikke være noget sted i hjembyen, for overalt hvor han så, blev han mindet om den dag, der aldrig kom. Så han rejste fra Irland til Canada, hvor han slog sig ned nær byen Port Hope.
Han viede sit liv til at hjælpe folk i nød – fattige, enker og syge. Det blev sagt om ham, at han aldrig nogensinde afviste, hvis der var brug for hjælp og at hans eneste ønske var at reflektere Guds kærlighed i sit liv. Han blev kendt som en ekcentriker, som alligevel gik under navnet ”Den barmhjertige samaritaner fra Port Hope”.
Kærlighed kom hans vej igen – i form af en ung pige et sted, hvor han kom og hjalp. Det var fantastisk – de skulle giftes – de blev forlovet, men den unge pige døde af lungebetændelse. Igen stod han og fik en elsket revet fra sig. Og igen vendte han sig til Gud… ikke i vrede, men for at finde trøste og vejledning.
Han fik besked fra Irland om at hans mor lå forfærdelig syg derhjemme. Han kunne ikke nå at komme hjem, så han skrev et brev til hende – med et digt ”Bed uden ophør”, der senere blev trykt anonymt i en avis og efterfølgende fik en dejlig enkel melodi. At Gud ikke er en fjern kraft, som man skal frygte, men at han er en kærlig far, hvis største ønske er at bærer os igennem det onde, der rammer os, og lindre vores smerte. Han døde som 66 årig i 1886 i en drukneulykke – han ligger begravet sammen med den canadiske forlovede.
Senere blev den udbredt fra avisen og synges nu i kirker og kristne kredse i hele verden, “What a friend we have in Jesus” – på dansk lyder den sådan:
Hvilken ven vi har i Jesus
Alt han ved og alt formår
Han den største byrde letter
Når i bøn til ham vi går
Men vor fred så tit forspildes
Sorg og møje bliver vor løn
Blot fordi vi ikke bringer
Alle ting til Gud i bøn
Om du fristes eller prøves
Synes livets kamp dig hård
Aldrig skal du modløs blive
Når i bøn til Gud du går
Selv når kærest ven dig svigter
Aldrig svigte vil Guds Søn
Al vor svaghed Jesus kender
Tal med ham om alt i bøn
