Vi står sammen i dag og mærker smerten over de tomme stole, de stille rum, de ord, der aldrig nået at blive sagt. Smerten over at miste er som salt i et åbent sår. Den svier og minder os om, at noget – nogen – er væk. Den slags tab er næsten for stort at bære, og det kan føles, som om verden mister sin farve og smag. Ja, det føles som om verden er en anden. Der er en bitter smag i tilværelsen – en smag, der følger os gennem dagene, månederne… ja, måske årene. Vi smager savnet i hverdagens små ting: i den stille morgenkaffe, i den uventede stilhed og i vaner, der nu minder os om, at dem, vi elsker, ikke længere er hos os.

Sorgen kan føles som en tyngende ensomhed, og tomrummet kan være næsten ubærligt. Den slags savn kan gøre det svært at føle Guds nærvær. Men måske er Gud nærmest os netop i vores brudte og sårbare øjeblikke. Jeg har det sådan, at det faktisk er de gange, hvor jeg har mistet, at der er jeg ”mest troende”, fordi hvis Gud ikke er til, hvad er der så til at gribe min kære, når døden har taget ham fra mig? Hvad er der så? Jeg har brug for at tro, at der ikke bare er intet og væk – men at Gud også er dér.
Teksten til i dag er speciel – Jesus taler i billeder: Salt og lys.”I er jordens salt” og ”I er verdens lys,”.
Salt er en væsentlig del af vores liv. Det giver smag til maden og bevarer den. I vores liv kan de afdøde minde os om, hvordan de har givet vores hverdag smag og dybde. Det var dem, der delte vores glæder og sorger, som lærte os at grine og smile. Hver samtale, hver fest, hver stille stund sammen var med til at forme, hvem vi er. De har efterladt spor i os, som gør, at vi fortsat kan finde glæde og mening, selv når vi savner dem.

Når vi taler om lys, handler det om den varme og tryghed, som vores kære har bragt ind i vores liv. De var som lys, der skinnede i vores mørkeste stunder og viste os vejen. Deres støtte, deres visdom og deres kærlighed hjalp os med at navigere gennem livets udfordringer. De inspirerede os til at være bedre mennesker, til at drømme større, og til at elske dybere.

Når vi savner dem, kan vi føle, at der er blevet tændt et lys i vores liv, som nu er slukket. Men sandheden er, at det lys stadig brænder i os. Vi bærer deres lys videre, hver gang vi handler med venlighed, hver gang vi husker at fejre livet. Huske at leve livet. Husker at nu er det os, der er lys og salt. Jesus siger netop ikke: De var jordens salt – og de var verdens lys. Nej, han siger: ”I er jordens salt” og ”I er verdens lys,”. Han taler i nutid og han taler om os. Det handler ikke kun om, hvad de afdøde var for os, men om, hvad vi skal være i dag. Det er en påmindelse om, at selvom vi sørger, så har vi stadig en vigtig rolle at spille i denne verden. Vores liv har betydning nu som lys og salt.
Jesus’ ord minder os om, at livet fortsætter, og vi har muligheden for at være lys og salt i en verden, der ofte kan føles grå. Vi kan ære vores kære ved at leve vores liv fuldt ud, tage deres værdier med os, og lade deres minder inspirere vores handlinger.

Vi kan være salt, der giver smag og bevare det gode i vores liv og i andres liv. At være lys for andre betyder at dele den glæde, de afdøde bragte ind i vores liv. Det betyder at mindes dem ved at handle i deres ånd, ved at vise venlighed, ved at være til stede for andre, og ved at sprede håb, selv når vi selv har brug for det.  På den måde lever de videre i os, og vi bliver lys og salt for hinanden.
I dag er ikke kun en dag til at sørge; det er også en dag til at fejre livet og de bånd, vi stadig har. Måske sidder de lige omkring dig, tryk ham i hånden, tryk hende i hånden, lad dem vide, at du er der. Og sidder de ikke her, så send en kærlig tanke til dem.

Og så hav i baghovedet og i vores hjerte: Vore døde er ikke væk, borte ude i intetheden, men er i Guds varetægt. Vi hørte fra Johannes’ Åbenbaring fra trappen om en ny himmel og en ny jord, hvor Gud lover at tørre hver tåre væk. Det er en stærk påmindelse om, at selvom vi føler os knuste nu, er der en tid, hvor al smerte vil forsvinde, og vi igen vil være sammen med dem, vi savner.

Når vi mindes vores kære i dag, er det vigtigt at huske, at de ikke bare er fortid. De lever i Guds nutid og i Guds evighed. Det kan være svært at se det, når sorgen er så tung, men vi må tro på, at der er en håbefuld fremtid, hvor vi vil se dem igen.
Vi kan finde trøst i at vide, at vores kære nu er i Guds nærvær, et sted hvor de er fri fra alle lidelser. Det kristne håb minder os om, at dette liv ikke er enden. Når vi sørger, gør vi det med troen om, at vi en dag vil se vores kære igen. Den kærlighed, der knytter os sammen, vil ikke blive brudt af døden. Hver tåre, vi græder, hver følelse af savn, vi oplever, bringer os tættere på den dag, hvor vi skal mødes igen i evighedens lys.

Lad os ære dem, vi har mistet, ved at leve vores liv fuldt ud, fyldt med den glæde, de bragte ind i vores liv. Vi har et håb, der er stærkere end vores sorg, og det håb er i Jesus Kristus, som har besejret døden og givet os evigt liv. Så når vi mindes dem i dag, lad os gøre det med taknemmelighed for de liv, de levede, og det håb, vi har om at se dem igen.