Det er to fantastiske historier, vi læser her.
Jesus, hans disciple og en stor flok mennesker er på vej til byen Kapernaum. Pludselig er der en af kvinderne, der skriger højlydt og holder sig for munden i skræk, imens hun peger på en skikkelse, der nærmer sig på vejen. De andre reagerer nogenlunde på samme måde, da de ser manden, der nærmer sig. De springer til side, de dækker mund og næse til – ”pas på”. Den mest modige, det kunne være den unge Johannes, springer frem og trækker sin kniv: ”Kom ikke nærmere”. ”Det er ok, Johannes”, siger Jesus og skubber hans hånd med kniven ned.
Manden, der nærmer sig er spedalsk og han var vederstyggelig. Han var en uhelbredelig syg mand – man var hundeangst for spedalskheden… ja, i det hele taget var man hundeangst for alle slags sygdomme, for man kunne nærmest ikke hjælpe syge. I dag tager vi bare en Panodil og går op og lægger os, lige som Maude i Matador, men den gang kunne selv småting være dødbringende. Gennemsnitslevetiden var 30 og 40 år max.
Jesus går i retningen af manden selv om hans disciple forfærdet råber: ”Pas på”… ”hvad laver du, Rabbi”. Og vantro ser de på, hvordan Jesus nærmer sig den syge mand. Måske tænker nogle: “Nu bliver Jesus også syg”. Manden er desperat, han overtræder alle regler og forbud ved at nærme sig raske mennesker. Han kaster sig ned for Jesus: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren”.
Jesus knæler ned ved siden af ham og manden mærker noget, han ikke har mærket i lang tid, han mærker et andet menneske, der rør ved ham.
”Jeg vil, bliv ren!”. Og folk står på afstand og ser, hvordan manden på overnaturligvis bliver ren, bliver rask. Manden selv troede på et mirakel, men da han står midt i det og kigger rundt på sin krop og ser hvordan den ikke længere er ødelagt af sygdommen, da bliver han forbavset, der skifter over i en uendelig glæde.
Oplivet og opmuntret går Jesus og flokken videre ind i byen Kapernaum – da der kommer en romersk officer hen i retningen af dem. Der går et gys igennem flokken: ”hvad har denne onde romer tænkt sig”. De begynder alle sammen at træde ind til siden, så officeren kan komme uhindret forbi dem, men han går ikke forbi dem, men direkte hen til Jesus. Officeren falder på knæ foran Jesus – hans disciple står og er ved at tabe kæben af forbavselse. Og det bliver endnu værre, da officeren siger: ”Herre”. ”Kalder du ham, en jøde, for Herre?”, Men officeren fortsætter: ”Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt”.
En mand i unifin-form, høj rank ryg og en autoritet, der kan få folk til at adlyde på stedet. Men da han møder Jesus, er det ikke en officer, vi ser. Det er en mand, der beder. Ikke for sig selv, men for en tjener.
Forestil dig scenen: Disciplene står der og skiftes til at stirre på officeren, Jesus og hinanden. De fatter ingenting. En romer – en af dem, der repræsenterer al undertrykkelse og hån mod deres folk – ligger på knæ foran Jesus. Og endnu værre: Jesus siger, han vil hjælpe. De hvisker måske til hinanden:
“Hvad er der galt med ham? Har han glemt, hvem der er hans egne? Først en spedalsk, nu en romer!”
For anden gang den dag siger Jesus: Jeg vil. For anden gang gør Jesus noget, man ikke gør, for en jøde vil ikke nedværdige sig og besøge en ikke-jøde: ” Jeg vil komme og helbrede ham”. Men rollerne er byttet rundt – det er ikke officeren, der er den høje, det er officeren, der ikke er værdig: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt”.
Og teksten til i dag ender med ordene: ”Gå, det skal ske dig, som du troede”.
Jesus vil. For anden gang den dag, vil Jesus noget grænsesprængende. ”Jeg vil”.
Jesus vil. Ikke kun for de perfekte. Ikke kun for dem, der kender alle reglerne. Ikke kun for dem, der har alt på plads. Jesus vil for den spedalske. Han vil for officeren

I de to fortællinger ser vi virkelig, hvad “Jesus vil” virkelig betyder. Han vil ikke bare røre din sygdom, din smerte eller din frygt. Han vil rive murene ned – de mure, vi bygger mellem hinanden, om lidt skal vi synge om at sprænge vores murer ned.

For der er stadigvæk murer. Måske ikke som i datidens samfund, hvor en spedalsk blev tvunget uden for byens mure, eller hvor romere og jøder knap talte sammen. Men vi har vores egne usynlige mure.

Der er dem, vi ser ned på.  Dem, vi undgår. Dem, vi tænker, “De passer ikke ind her.” Og måske er vi selv på den anden side af muren. Måske har du følt, at folk trækker sig væk fra dig – ikke fysisk, men følelsesmæssigt. Som om du ikke helt hører til.

Her er den gode nyhed: Jesus vil. Han vil altid møde dig dér, hvor du er. Og han vil altid minde os om, at hans nåde ikke har nogen grænser. Ikke geografiske, ikke kulturelle, ikke sociale. Jesus vil.

Og hvad betyder det for os i dag? Det betyder først og fremmest, at vi skal turde tage imod, når Jesus rækker hånden ud. Når han siger: “Jeg vil,” betyder det, at han ikke tøver. Han spørger ikke, om vi er perfekte, om vi har styr på vores liv, eller om vi føler os værdige. Nej, hans hånd er allerede strakt ud – vi skal bare tage imod. Det kan være svært, for det kræver, at vi indrømmer vores behov, vores sårbarhed. Det kræver, at vi erkender, at vi ikke kan klare alting selv.

Men det stopper ikke der. Jesus rækker ikke kun hånden ud til dig, han kalder dig også til at gøre det samme for andre og det er udfordrende. For det handler ikke kun om at række hånden ud til dem, vi har det nemt med, men handler også om at række hånden ud til dem, vi helst vil undgå. At række hånden ud betyder at vælge kærligheden over bekvemmeligheden. Det betyder at turde se mennesker i øjnene, som vi ellers ville kigge væk fra.
Og måske handler det også om noget endnu dybere – om de fordomme, vi bærer rundt på. Om de usynlige mure, vi rejser mellem os og “de andre.” Dem, der ikke tænker som os, ser ud som os, tror som os. At række hånden ud betyder, at vi tør lade de mure falde. Det betyder, at vi tør elske dem, vi ikke forstår, og dem, der ikke forstår os.

Jesus rakte hånden ud til den spedalske. Han tilbød sin hjælp til en romersk officer. Hvis Jesus kan række hånden ud til dem, hvad holder så os tilbage?

Jesus vil – og han vil gennem os.

Lad os gå herfra i dag med dette i hjertet: Jesus vil. For dig. For mig. For de andre. Han vil mere, end vi tør tro. Og han vil vise os, at hans kærlighed altid er større end vores fordomme.