Livet er i sandhed et vidunder. Vi oplever dets skønhed gennem naturens pragt: musikkens toner, legens glæde, venskabets varme, kærlighedens dybde, dyrenes selskab, bøgernes visdom og kunstens inspiration. Og er der noget bedre end at sidde ved et bål en sommeraften med en kæp og en lommekniv? Eller en forårsdag i granplantagen ved Hirtshals, hvor duften af sol og gran fylder luften?

Da vi boede deroppe, tog vi ofte kaffen med ud efter endt arbejdsdag. Men pludselig kunne havgusen komme. Havgusen, der på et øjeblik forvandlede den smukkeste forårsdag til en kold og bitter grå masse, hvor solen forsvinder, og verden indhylles i en fugtig tåge. Alt det, man kan glæde sig over, er der stadig, men man kan ikke glæde sig i havgus.

Livet kan være på samme måde. Kvinden i dagens tekst har også oplevet livets glæder. Hun har måske husket den store lykke, da hendes lille pige blev lagt i hendes skød for første gang. Men noget var galt. Datterens blik blev med årene mørkt, hun trak sig ind i sig selv – hun var besat. Alle livets glæder blev pludselig overskygget af den tungeste havgus. Alt det gode var der stadig, men indhyllet i sorg og bekymring.

I sin fortvivlelse vender kvinden sig mod Jesus og råber om hjælp. Men Jesus forholder sig tavs. Denne tavshed kan føles som en afvisning, som mangel på omsorg. Når jeg læser teksten, synes jeg faktisk, at Jesus ikke opfører sig, som vi gerne vil have ham til at gøre – han passer simpelthen ikke ind i vort glansbillede af ham.

I vores eget liv kan vi også opleve perioder med ”havgus”, perioder, hvor Gud så synes tavs. Vi råber, fordi vores børn eller børnebørn kæmper med noget, de ikke selv kan sætte ord på. Vi ser, at vores kære, om det er en bedstefar, en far eller en ægtefælle, pludselig med tunge skridt bevæger sig mod døden. Vi er bange for at miste dem – vi er bange for selv at blive mistet. Havgus kan have mange former. Vi råber til Gud – men himlen er stum. Vi kan føle os som kvinden i dagens tekst, der råber til Jesus, men Jesus svarer ikke.
Vi tror at han er her, Gud, Jesus, men hvorfor svarer han ikke? Er det mig, den er gal med – eller er det Gud, der er vred og har vendt mig ryggen? Denne oplevelse af Guds tavshed kan være en prøvelse for vores tro og tålmodighed. Men som kvindens vedholdenhed viser, kan troens styrke og udholdenhed føre til Guds nåde og hjælp.
Dagens historie vise hvad troen er og hvad den er bedst til, nemlig at blive ved og blive ved og blive ved – også selv om alt andet er ved at falde ned om ørene på os, så bare blive ved. Også selv om Gud bliver ved med at være tavs – så bare blive ved med at bede til ham. For ved du hvad – der er ikke anden dør at banke på end den her… derfor bliv ved med at banke.

Vi skulle have et par overnatninger i et menighedshus i Sarajevo. Vores fly var forsinket, så da vi endelig nåede frem, var der ingen til at tage imod os. Vi bankede på samtlige døre og vinduer i huset, men ingen reagerede. Det begyndte at blive mørkt, og de vilde hunde gøede og sloges i nærheden. Det var utrygt. Vi havde ikke råd til et hotelværelse – vi havde kun denne ene mulighed for husly. Men da mørket faldt på, så vi et lys på tredje sal. Vi blev ved med at banke og råbe. Og til sidst blev døren åbnet.

Nogle gange kan bøn føles sådan. Som at stå udenfor en dør, banke og råbe, uden at nogen svarer. Men bliv ved! Bliv ved med at banke, for det her er det eneste hus, som vi kan komme ind i. Blive ved med at banke, for der er en, der lytter og reagerer på vores banken – stol på det.  For der er en, der lytter. Der er en, der reagerer på vores banken. Bliv ved med at bede og banke. Lad dig ikke slå ud. Brorson siger det i sin salme: ”Bede, banke, råbe, græde, er de kristnes største kunst” (DDS 583,3).

Jesu stilhed i øjeblikke af menneskelig lidelse er ikke et udtryk for ligegyldighed, men en invitation til os om at blive ved med at banke, bede og råbe i troen. Det er at give os mulighed for tro.
Hvis vi beder om tålmodighed, så giver Gud os ikke bare en større tålmodighed, men han giver os situationer, hvor vi kan være tålmodige, så tålmodigheden vokser.
Hvis vi beder om mod, så giver han os ikke bare mod, men han giver os situationer, hvor vi kan være modige.
Hvis vi beder om større og stærkere tro, beder om at komme ham nærmere, giver han os bare større tro, bum, ned fra himmelen, eller skaber han rum, så vi kan komme ham nærmere. Så vi kan holde fast i vores tro, selv om døren synes lukket – og vi ved at han er dér. Vi kan se lyset i vinduet, så vi beder, banker, råber og vores vedholdende bøn er en del af en rejse mod en dybere forståelse af hans nåde og vi kan lære at finde styrke i det vedholdende håb.
Jeg har forelsket mig i Lisbeth Smedegaard Andersens salme ”Bagerst i haven”, vi skal synge den efter prædikenen. Men jeg synes vi lige skal kigge den igennem. Den har nummer 891.
Bagest i haven der sidder jeg tit
kikker på blomster og blade
Bagerst i haven – det kan et hyggeligt sted, men også et sted, hvor vi lige som Adam og Eva gemmer os, fordi vi har gjort noget forkert. Dér på havebænken bliver der tænkt om livet.
tænker på livet og det der blev mit
det jeg engang skal forlade

Søger dig, Herre, men himlen er stum
havet ved intet at sige
måne og stjerner er tavse
derom hvor er dit sted og dit rige?

Salmen er dejlige og rammer en af masse af de tanker, jeg har i mit hoved, når jeg synes, at Gud er fjern og jeg ser efter tegn på at han er dér. Men himlen er stum – selv det smukke, der kunne fortælle om Guds storhed, siger ikke noget. Lisbeth spørger, om der findes noget omkring Jesus, der stadigvæk minder ham om hans tid på jorden:
Findes der sangfugle dér hvor du er
svaler der kvidrer ved morgen?
Græder du stadig for dem du har kær
mindes du angsten og sorgen?
Har Jesus stadig medlidenhed med sine mennesker og kan huske deres angst og sorg fra den gang han selv som menneske mistede en kær ven, Lazarus, eller da han red mod Jerusalem Palmesøndag og græd? Husker han menneskers ondskab mod hinanden – eller som der står i vers 4:
”Husker du nætter med rullende tog,
tungt gennem mørket derude?”
Man kan her tænke på godstogene imod Auschwitz eller troppetransporter til krigens brændpunkter.
Det ville være så nemt, hvis man kunne høre Guds stemme i vores angst klart og tydeligt om fred, men Gud giver sig ikke til kende på den måde. Lisbeth Smedegaard standser et øjeblik spørgende ved en lillebitte begivenhed om natten, hvor en natsværmer med vingen har ramt ruden i hendes værelse. Hun aner, at den svage lyd af natsværmerens vinge måske var et tegn fra Gud. I Det gamle Testamente kender vi billedet af Gud som en stor ørn, der bærer sine unger på vingerne (2 Mos 19,4), men i salmen er Gud som den lille natsværmer, som vi ikke ser, men blot fornemmer lyden af.
Vers 5:
Yderst på bænken – her sidder jeg lidt
Det kan godt forstås
skjult bag ved grene og kviste
beder i stilhed for det der blev mit
dem som jeg frygter at miste.
”Yderst på bænken”. Det kan godt forstås bogstaveligt, men det er nok det udtryk, vi bruger ofte om at man er ældste generation, der sidder yderst og den, der falder bort næste gang. I gamle dage sagde man det smukkere, at man sidder nærmest ved Guds ansigt.
Døden er ikke så langt borte, som den har været. Med den erkendelse er der kun bønnen som mulighed. At bede Gud tage sig af alle dem, man ”frygter at miste” – både, når de andre dør, men også, når vi selv dør og mister dem, der efterlever os.

Billedet af Gud i Bibelen er at han er den ophøjede, hellige Gud, som alligevel bøjer sig ned og tager sig af sit folk. Lisbeth Smedegaard slutter sin salme på bænken bagerst i haven – der hvor Gud vil lyse sin fred netop dér, hvor hun sidder, ”midt i det kendte og nære”.
Salmen handler om Guds nærvær. Gud, der sidder i evigheden på sin majestætiske trone, sidder også ved siden af dig på den mest ydmyge havebænk, når du gemmer dig bagerst i haven og tænker over livet.
Fuglene kvidrer i hassel og pil
her er det sted du vil være
lyse din fred her hvor livet blir til
midt i det kendte og nære.