Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er ordet ”tryghed” det, der melder sig først. Jeg havde en tryg barndom. Jeg vidste, at hvad der end skete, så havde mine forældre styr på det. Det kan godt være de ikke havde det, men det vidste jeg ikke. I mine øjne kunne de klare alt! De satte grænser for mig – og selv om jeg godt kunne brokke mig over det, så fandt jeg ud at, at det var for at passe på mig, at de lavede de grænser. Det opdagede jeg nok først, når jeg kom galt af sted og brød disse grænser. Og selv dér kom de så og hjalp mig.
Tryghed – og tillid. Drengen skal kunne kaste sig ud oppe fra en stige – og selv om far fysisk umuligt kan nå at gribe drengen, så skal han gøre det. Børn er afhængige af forældrene – og de skammer sig ikke over deres afhængighed. Hvor mange af os har ikke hørt vores børn råbe ude fra toilettet, når vi er på besøg et sted: ”Jeg er fæææærdig”. Eller set en rende rundt storgrinende med måsen bar – ”jeg kan ikke selv tage mine bukser på”. Ikke alene er børn fuldstændig afhængige af deres forældre, men de skammer sig ikke over det!
Efterhånden bliver børnene voksne og skal selv ud og skabe sig et liv – nu er der ingen far, der griber, når jeg springer ned fra stigen. Nu er der ingen, der kommer og hjælper mig, når jeg råber ”fæææærdiiiig” ude på toilettet. Det skulle da lige være for at se hvad det er for et fjols, der sidder derude.
Det forfærdelige sker: Livets realiteter dræber barnets undren, barnets tillid, barnets glæde, barnets afhængighed. Hvor længe siden er det, at du har stoppet op og blevet forbavset over et eller andet? Livets realiteter stjæler drømmen fra os. Vi bytter uskyldigheden ud med erfaringen. Lige så langsomt dør barnet i os.
Vi klarer tingene selv, tilværelsen selv. Vi er uafhængige – og i takt med alt det ryger også troen på Gud, for Gud passer ikke ind i et regneark på computeren. Ud med troen på Gud. I hvert fald troen på Gud som en personlig Gud, levende Gud. Han kan trækkes frem engang imellem som en ”usynlig ven”, når man har brug for det. Som ens gamle barndomsbamse, der normalt ligger et eller andet sted i skabet, og som bliver taget frem en gang imellem når man er nostalgisk. Og man kan jo godt have kristne værdier, som man forsøger at rette sit liv ind efter – det betyder ikke, at man tror, at der er en levende Gud.
Troen, tilliden og afhængigheden dør bort – lige så langsomt tager livet barnet ud af os. Vi bliver seriøse. Vi bliver uafhængige, selvstændige – vi klarer os selv. Og med barnets forsvinden dukker en stivhed op. Brorson skriver i salmen ”Den yndigste rose er funden”, om os voksne, der kan klare livet selv:
” Forhærdede tidselgemytter,
så stive som torne og støtter.
hvi holder I eder så ranke
i stoltheds fordærvede tanke!”
Det er den voksne uden barnet i dem – stiv som beton. Og netop det er vores undergang.
Ude ved Søndre Kirkegård havde vi en lang mur – den rokkede man bare ikke. Støbt og bygget i et stykke hele vejen ned i undergrunden og hele vejen langs kirkegården. Men undergrunden var ikke ens hele vejen – og der stod muren så hård, stiv og urokkelig. Og midt i dens urokkelighed blev den splintret. Nu er jeg ikke ingeniør, men var der bygget mellemrum ind, så muren kunne bevæge sig, så den kunne tilpasse sig og bevæge sig i forhold til omgivelserne og temperaturene, så ville den have stået der i dag… og vi havde i kirken sparet et kæmpe beløb på en ny mur og menighedsrådet havde været mange grå hår fattigere.
Og på samme måde med den voksne uden barnet i sig. Jeg har set mange beton-mennesker, især mænd, der er sprunget i stykker, når forholdene ændrede sig omkring dem. De ville blive ved med at spille superhelte, der kunne klare det hele selv. Og de gik til sidst fuldstændig ned med stress og alle mulige følgesygdomme. De er ensomme, når de sidder som enkemænd, fordi de ikke ville lukke folk ind og se deres sårbarhed, deres sorg. ”Det hører sig jo ikke til som en voksen mand at græde”. Og så går de til, fordi de jo nok kan klare det selv. De har ikke barnet i dem, der kunne gøre ligesom betonvæggen, at den kunne bevæge sig. Mellemrummet som gjorde at når forholdene ændrede sig omkring dem, så kunne de også ændre sig. Men i stedet for splintredes de, når forholdene ændrede sig.
Mange kommer til mig: ”Præst, du må give mig nogle redskaber, så jeg kan komme videre”. ”Jeg har mistet, jeg sørger, jeg er syg. Giv mig nogle redskaber, så jeg kan klare mig igen, så jeg igen kan stå fast midt i min livskrise”.
Det, der er sket, er at de mennesker er kommet til grænsen for hvad de formåede – grænsen for den menneskelige formåen og støder hovedet imod. Så står man dér, magtesløst.
Og det er ikke rart at stå i magtesløsheden – jeg har selv oplevet at stå og gøre en kær klar til at komme i kisten. Mit hoved ville slet ikke acceptere at hun var død. ”Der må da være noget, der kan gøres. Der må da være et eller andet sted, hvor jeg kan klage og så få hende tilbage igen. Der må da være noget, lægen kan gøre”.
Det er det, som mange kommer til præsten og spørger efter: Giv mig et redskab, så jeg kan flytte grænsen for min magt – bare lige lidt. Men sådan et redskab findes ikke. Vejen ud er at blive som et barn igen. Vejen ud, er at erkende, at i livet er vi lige så magtesløse som et lille barn, der er afhængig af sin far. At i livet er selv det stærkeste og mest selvstændige menneske afhængige af Guds magt, visdom og kærlighed. At når vi støder hovedet imod grænsen for vores magt, så skal vi folde vore hænder i bøn til Gud og overlade alt til ham. Som Grundtvig skriver det i en sang:
”Når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved Fadervor at bede”.
Eller som en anden salmedigter, Jacob Paulii, skriver
”Når jeg har tænkt mig træt til døden,
sig så, hvad du har tænkt, o Gud”.
Det voksne menneske bliver sprængt og ødelagt – det menneske, der i sig har barnet, bøjer af, bøjer sig. Lader sig løse fra magten – det er vel egentlig hvad ordet ”magtesløs” dybest set betyder, at man bliver løst fra magten. Man lader sig løse fra magten og giver magten til den almægtige Gud. ”Jeg er ude på så dybt vand, Gud, at du må tage over”. Og det gør han!
Det er barnets tillid til sin far – gribe mig. Hjælp mig. Lys for mig, skridt for skridt, dér, hvor det er så mørkt, at jeg knap nok ved hvad der er for eller bag. Det er kun det menneske, der har erkendt, at det har brug for Gud, der kan hjælpes af Gud. Være sammen med Gud. Leve med Gud.
Paulus siger et sted, at Guds nåde er nok for os – for Guds kraft udfolder sig i magtesløsheden (2 Kor 12,9). Gud kan kun fylde tomme hænder – som vi skal synge om lidt. ”Vi rækker vore hænder frem, som tomme skåle”. Gud kan ikke hjælpe det menneske, der kan selv. Gud hjælper eller støtter aldrig 50% eller 80% – Gud hjælper og støtter og frelser 100%… Guds rige og magt kan kun tages imod af det menneske, der er som barnet. Som Jesus siger i dagens tekst: ”den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn kommer slet ikke ind i det”.  Guds rige og magt kan kun tages imod af det menneske, der er som barnet: Tillidsfuldt, trygt, som i sin afhængighed ikke skammer sig over sin afhængighed og hjælpeløshed. At være afhængige af Gud er det eneste, der kvalificerer os til at komme ind i Guds rige. Det er det eneste, der kvalificerer os til at være hans barn. Afhængighed er den kristnes største dyd.
Og det er ikke bare i krisetider – sådan at Gud kun er med som en usynlig ven, når livet gør ondt. Han er med hver eneste dag. Et barn lever ikke bare med sin far, når det trykker sig ind til ham i angst for den store hund, men hver eneste dag. Lever med sin far – tæt op og ned af sin far. Der er næsten ikke noget, der er umuligt for det barn, der går med sin far. Der er modigt og fra tid til anden lige kigger over sine skuldre for at se om far nu også kigger – ”se mig far”. Det trygge barn oplever verden, suger verden til sig, indtager verden.
Sådan kan det menneske også gøre, som har erkendt, at vi aldrig kan svinge os højere op end til at være Guds børn – at blive gjort til Guds børn. Og med Gud kan vi se verden med barnets undren, barnets forbavselse, barnets tillid til verden og til Gud. Vi kan leve livet fuldt ud, for der er ingen ting, der kan ske os, som han ikke er herre over. Vi kan række vore hænder frem som tomme skåle og forvente, at Gud lægger gode ting ned til os, når vi beder om det. ”Stol på Gud – og overlad konsekvenserne til ham”. Gud ønsker, at vi skal have barnets afhængighed af ham og tillid til ham. Stol på mig! Og med Gud har vi altid det bedste foran os! Med Gud lever vi altid under hans velsignelse – selv når det er mørkt.
”Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem”.