Så er det første søndag i advent – og nu og de næste fire søndage skal vi beskæftige os med emnet ”Jesu komme”. Det er jo det, advent betyder: Komme. Ud fra en masse tekster skal vi se på på hvilken måde Jesus kommer… og vi bliver sat over for spørgsmålet: Hvad betyder Jesu komme for os?

Adventstiden er vores forberedelse til julen – det er ikke jul endnu selv om man skulle tro det, med juleafslutninger, julehygge, julepynten. Juleperioden er fra den 25. december (Jesu fødselsdag) og så frem til den 6. januar, hvor vi fejre hellig tre konger. Det er ikke jul endnu – vi glæder os til den, men den er der endnu ikke. Vi forbereder os til julen – der skal købes julegaver, der skal koges klejner og bages kager og anden skal slagtes. Julen skal forberedes i alle mulige detaljer –  også åndeligt. Adventen en vores åndelige forberedelsestid. Det er en tid med anger og håbefulde forberedelser.

Hvis I lægger mærke til messehagelen – altså det tøj, jeg tager uden på min præstekjole foran alteret, så er det lilla. Samme farver bliver brugt i fastetiden, som er vores åndelige forberedelse til påsken 

Og faktisk var adventen en fastetid i den første kirke… ja, tro det eller lad være. For os er adventstiden jo en tid, der er proppet med julefrokoster, gløgg, og julehygge, så vi næsten ikke kan se en æbleskive den 24. december uden at få det dårligt.  Men adventen var også en fastende forberedelsestid.

Men på trods af al den gode mad, så skal det ikke forhindre os i at dvæle mere ved Guds ord, end vi plejer, så vi også har sjælen med os, når vi når frem til julen. Det, spørgsmål, som jeg vil beskæftige mig med i mine prædikener nu og de næste to søndage er spørgsmålet: Fylder Jesu komme os med glæde?.. fylder Jesu komme mig og dig med glæde?

 

Der er rigtig meget glæde i de her vers, jeg lige har læst – glæde over, at Jesus kommer. Det er palmesøndag – Jesu indtog i kongebyen, Jerusalem. Her kommer kongen ridende  ind i  sin by, men det er ikke stridskongen, der ridder på en hvid krigshest, men det er den ydmyge fredskonge, der ridder stilfærdigt på et æsel. Han kommer som opfyldelsen af de ældgamle profetier i Det gamle Testamente: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel”.

– Hvorfor kommer han så stille?

– Hvorfor viser han sig ikke som den han er, som den store og almægtige Guds søn, som med et enkelt ord ville kunne tilintetgøre himmelen og jorden?

– Hvorfor kommer han ikke med støj og brask og bram – ”jeg er KONGEN!”?

Nej, var han kommet på den måde var han aldrig nået sit mål:

Vores sjæl,

vores vilje,

vores liv,

vores glæde,

vores kærlighed.

Han ville kunne have fået nogle underkuede slaver, der bare bøjede sig for overmagten, men han havde ikke fået det, han allerhelst ville have: Os som sine søskende. Os som Guds børn.

Kommer der en og skælder, smælder og slår ud efter os, jamen så bukker vi os og bøjer os, men hvis f.eks. vores mor stilfærdigt og kærligt sagde: ”Hvordan kunne du gøre det?” Så var vi færdige, så kunne hun få os til alt.

Han kommer sagtmodigt,  fordi han ikke kommer for at dømme, men for at frelse alle. Han kommer sagtmodigt ikke som den fordringsfulde og barske konge, der kræver meget af et menneske, mange ypperlige egenskaber og færdigheder. Han er ikke den konge, der nøje udvælger sine folk for kun at have de bedste af de bedste af de bedste.

Nej, han er den sagtmodige konge, der ikke spørger efter andet end at måtte få lov til at give. Som ikke ser til andet end at det menneske vil i tjeneste hos ham – og derfor tager han dem, der melder sig… også de ringeste. Men de får ikke lov til at blive ved med at være de ringeste – de kommer i skole hos ham og bliver de ypperligste. For målet, som han har med os er: Så vær da fuldkommen som jeres himmelske far er fuldkommen. Det er ingen adgangskrav for at blive en kristen… ja, selv et spædbarn, kan være en kristen. Der er ingen adgangskrav for at blive en kristen, men der er de største eksamenskrav – nemlig hellighed.

Det er nok tvivlsomt om folkene i Jerusalem tænkte sådanne tanker, da de hilste Jesus velkommen til deres by, men deres velkomst var i hvert fald en konge værdigt. Det var en glad dag, da de tog imod ham.

Hvordan tog du imod ham?

Var det med glæde – fordi Gud pludselig kom og ville være sammen med dig?

Var det med lettelse over, at alle de krav, der bliver stillet alle andre steder ikke lyder hos ham?

Var det med fryd over at du nu kunne lægge den maske af dig, som du ellers render rundt med, for her er en, der kan lide dig, som du er og som allerede har gennemskuet dig?

Jeg tror, at vi alle som har modtaget frelseren i vores liv kan sige: Vi tog imod ham med glæde – for han var befrielsen! Det kan være, at det ligger lang tid tilbage – det kan være, at hans indtog skete lige så langsomt, fordi vores forældre lige så langsomt var med til at påvirke os i den retning, men pludselig en dag mærkede vi, at nu var det ikke længere vores forældres tro, vi havde – nu havde vi vores egen tro. Nu var han kommet.

Det kan være, at du ikke har taget imod ham, jamen, så har du de bedste til gode – tag imod ham med fuld musik!

”Jamen jeg synes ikke, at jeg kan mærke noget – jeg synes slet ikke at han er kommet til mig på nogen som helst måde!”. Det er trist! Men det er ikke fordi han nægter at give sig til kende – det er ikke fordi han har vraget dig og sagt, du er alligevel ikke værd at frelse.

Nej – du skal prøve at stille dig selv spørgsmålet om du er villig til at lukke ham ind. Vi hørte fra alteret for lidt siden: ”Løft jeres hoveder I porte – løft jer i ældgamle dører, så ærens konge kan drage ind”. Det var gammel port-salme fra salmernes bog – pagtens ark kom hen til Jerusalems byporte og der blev råbt: Åben portene. Vi skal åbne op – vi skal være villige til at blotte os selv for ham – vise det, der er inderst i os selv. Jesus vil ind af hoveddøren, ikke sniges ind af et åbent kældervindue. Vi kan ikke modtage ham, hvis vi så samtidig har i baghovedet, at det bliver mellem mig og ham, sådan at vennerne og arbejdskammeraterne ikke får noget at vide om at jeg er blevet en rigtig kristen.

Du skal prøve at spørge om du kigger efter den rigtige konge.  Hvad er det du søger – søger du det store brus, virkelighedsflugten, der hiver dig ud af din hverdag og for et øjeblik giver et sug i maven? Jamen, så er det ikke Kong Jesus du skal søge, men Kong Alkohol eller Kejser Narko. Jesus er den sagtmodige konge, som ridder stille og rolig ind i dit liv. Han er ikke virkelighedsflugt – han er ikke opium for folket, men han er den, der giver styrke i hverdagen, i alt det svære, i alle problemerne, i al sygdommen.

 

De skal spørge dig selv: Ønsker jeg virkelig at tage imod ham? Ønsker jeg virkelig at være en rigtig kristen og bruge mit liv på det – eller er livet for kort til at jeg gider det? Der er jo mange ting man skal nå her i livet, så man har svært ved at nå at leve – og en af de ting, der kan blive sat ud på et sidespor er det aller vigtigste: Kristendommen… netop fordi det virker så ligetil. Det er ikke storslået at tro på Jesus – Jesus kan altid vente med at komme, ”for jeg har egentlig ikke tid nu. Det må vente til jeg bliver gammel” – eller hvis du bliver gammel.

Ønsker du virkelig at tage imod ham – så det ikke bare bliver med munden, at vi siger: Hossiana – velsignet være han, som kommer i det højeste. – men at vi også mener det med vores inderste? Er det kun med munden vi siger det, så hjælper det ikke en døjt. Jesus siger: Ikke alle som siger ”Herre, herre”, skal komme ind i Guds rige.

Men har du svaret ja på de spørgsmål: Ja, jeg vil lukke ham ind i mit liv! Ja, jeg kigger efter den rigtige konge! Ja, jeg ønsker at tage imod ham selv om det har konsekvenser. Har du sagt ja til dem, så tror jeg han er på trapperne – det kan være, at han lader vente på sig. Han er ikke som et pizzeria, man kan ringe til og så kommer de inden for en halv time med en lunken pizza. Han kommer til sin tid – brændende varm, og fylder dig med hellig ild. Brug så bare tiden indtil da fornuftigt.

Kom de steder, hvor han er –

kom de steder, hvor hans ord bliver forkyndt.

Kom også de steder, hvor du for alt i verden ikke vil sætte dine ben – når bare Jesu ord bliver forkyndt, så skal vi heller ikke finde os selv for gode til at komme dér. Guds ord kan man ikke få for meget af.

Og pludselig en dag er han dér.

Men os, der har taget imod ham: Er vi så glade for at han kom. Fylder tanken os med glæde – ja, jeg tilhører Jesus? Et er at tage imod ham, noget andet er at beholde glæden ved at have ham. Folkene i Jerusalem blev det ikke ved med at være et Hossiana – men for nogle af dem blev det forvandlet til et ”korsfæst ham”.

Det kan godt være, at glæden ikke ligefrem bliver forvandlet til had, men den kan lige så stille smuldre hen til ligegyldighed – at ordet ”hverdagskristen” betyder at det er på det jævne, trist og gråt.

Jeg kan godt have det sådan, at jeg ved, at Gud elsker mig. Jeg ved, at Jesus døde for mig – og jeg tror, at jeg er frelst ikke fordi jeg er noget, men fordi han er alt… men det med at glæde sig over det. Det at kunne takke med hele ens overbevisning – det kan være svært sådan midt i ens hverdag, som er fyldt med problemer og ting, der tager fokuset .

Kan du have det lige som mig, jamen skal vi så ikke bruge denne adventstid som en virkelig forberedelsestid, hvor vi forbereder os på julen? Forbereder os på det glædelig, at Jesus kom til jorden. At Gud elsker os sådan, at han gav os sin enbårne søn. Jeg ved ikke hvad fjernsynets julekalender hedder i år, men har du det lidt som mig – så lad din private julekalender hedder: Jagten på den forsvundne Jesus-glæde.

For jeg tror, at gennemtænker eller mediterer vi… eller hvad vi nu kalder det – overvejer vi hvad Jesu komme egentlig betyder – hvad vi har fået. Bruger vi tid på at læse løfterne i Bibelen, jamen, så tror jeg også vi vil finde glæden.