I år 112, sad der en romersk præfekt, det er en xxx, og skrev et brev til sin kejser Trajan i Rom. Han var i tvivl om hvordan han skulle reagere overfor folk, der var anklaget for at tilhøre den overtro, nemlig troen på Kristus som Gud. Det spredte sig. Han skriver: ”..mange af ethvert alderstrin, af enhver stand og begge køn både er anklaget og vil blive det. Og ikke blot til byerne, men også til landsbyerne og bondelandet har smitten af denne overtro bredt sig” (citaterne er hentet fra Sigfred Pedersen (red): Den nytestamentlige Tids Historie s. 460-61). Han skriver til sin kejser for at høre om han griber de anklagede an på den rigtige måde. Han beskriver sin fremgangsmåde: ”Jeg har spurgt dem personligt om de var kristne. Tilstod de det, spurgte jeg dem for anden og tredje gang under trussel om straf: fasthold de det, lod jeg dem føre bort til afstraffelse. For jeg var ikke i tvivl om, uanset hvad de tilstod, at i hvert fald deres trods og ubøjelige stædighed burde straffes”.
Derefter beskriver han, hvad der vil ske, hvis man nægter, at man er en kristen. For så havde han hentet en statue af kejseren og gudebilleder ind sammen med røgelse og vin – de anklagede skulle så ofre vinen og røgelsen. De skulle derefter forbande Kristus, for som han skriver ”De, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette”.
Det krævede bare tre ting for at folk kunne beholde livet: 1) Det krævede at de sagde nej til spørgsmålet ”er du en kristen”, og derefter 2) krævede det at man tog lidt røgelse og smed det i ilden sammen med lidt vin. 3)Det krævede bare, at man forbandede Kristus. Så kunne man gå hjem – man havde vist, at man ikke troede på Kristus, men at man var lige som alle andre.
Det er svært at forestille sig, hvordan vi ville have reageret, hvis vi stod i den situation. Ville vi sige: ”Ja, jeg er en kristen” – og derefter gå en grum skæbne i møde? Eller ville vi sige ”nej” og så ofre den lille håndfuld røgelse, der stod imellem os og livet, og udsige en forbandelse over Jesus? Der skulle så lidt til for at redde vores liv – ville vi gøre det?
Nå ja… kan vi jo tænke. Sådan var den gang – i dag kan vi da heldigvis sige ja uden de helt store konsekvenser. Men for over 100 millioner kristne verden over er det ikke bare et historisk sprængfarligt spørgsmål, men det er et spørgsmål, hvis svar for rigtig manges vedkommende er et spørgsmål om liv eller død. ”Er du en kristen?” Det er i lande, som Nordkorea, hvor kristne opfattes som en trussel, og et stort antal er blevet sendt i arbejdslejre eller de bliver henrettet hemmeligt. Saudi-Arabien, Iran… ja, endda Afghanistan. Nu har Maldiverne været meget i verdens søgelys på grund af at klimaforandringerne indenfor en kort årrække vil betyde, at øriget bliver oversvømmet. Men Maldiverne har længe været i søgelyset hos kristne organisationer, fordi de i den grad undertrykker kristne. Fordi de mener, at den nationale sammenhængskraft svækkes, hvis ikke alle er muslimer, så skal alle borgere være muslimer. Det er derfor forbudt at skifte islam ud med kristendommen. Det er forbudt at grundlægge og drive kirker, for er man en kristen, så skal man holde sin tro for sig selv – og du må kun have én bibel til personligt brug.
Dem, der svarede ja, var de ikke selv skyld i det.
”Er du en kristen?” for os i dag, kan det spørgsmål virke rigtig harmløst
Jeg ved ikke hvad du vil svare på det spørgsmål: ”Er du en kristen?”
I dag er det Skt. Stefans dag – den første kristne martyr. Vi kunne kalde dagen i dag for: Martyrernes dag. Især efter 11. september har martyrbegrebet fået sig en noget mørk side: En martyr er en, der er villig til at dø for sin tro – han er så villig til at dø, at han binder en bombe om livet på sig selv, og går ind i en tæt pakket bus eller bar og sprænger sig selv direkte ind i himmelen og alle andre vantro direkte ned i helvedet.
Ordene ”martyr” og ”død” hører sammen – men egentlig burde det være ordene ”martyr” og ”liv”, der hører sammen. Ordet martyr har nemlig ikke noget med død at gøre – det betyder egentlig bare vidne. I kristendommen er en martyr en, der vidner om Jesus. En, der tror på Jesus og ikke vil give slip på sit vidnesbyrd også selv om det skal gå hen og koste ham livet. Men hvad gør det, for den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det” siger Jesus. Martyren har set, at livet kun findes sammen med Jesus og derfor er alt andet ligegyldigt: Familie, venner, penge, ære… ja, endda livet. Og dagens tekst siger, at vi skal være villige til at give afkald på familie, venner, penge, ære og livet… hvis vi får besked på at vælge mellem det og så troen på Jesus.
Sådan for et hurtigt blik kunne det godt se ud til, at der slet ikke er nogen forbindelse mellem 2. juledag og de andre juledage. Hvor er den røde tråd? Der er faktisk en rød tråd i julens tekster, den er måske ikke så tydelig i teksterne til juleaften, men også dér kan man finde den – man skal bare kigge på den rigtige måde. Julens røde tråd er nemlig ikke rød, fordi den skal bruges til en nissehue og hygge, men fordi den er blodig alvor. Den er nemlig farvet rød af de mange menneskers blod, der i modsætning til verden tog imod Jesus og holdt fast på Jesus. Kristendommen er nemlig historien om at verden ikke tager imod Gud – og den tone kan vi også spore i julen.
