En mand midt i 50-erne var blevet mere og mere irriteret på sin kone, fordi hun var så stædig. Hun ville simpelthen ikke acceptere, at hun var begyndt at høre dårligt. Det nægtede hun simpelthen.

En dag, hvor han alligevel var ved lægen ville han lige høre hvordan han kunne overbevise konen om det problem. Lægen kom med en idé til et eksperiment: Manden skulle stille sig i hoveddøren og spørge konen hvad de skulle have til aftensmad. Svarede konen ikke, skulle han bevæge sig tættere i retningen af hende, og f.eks. stille sig i køkkendøren og spørge om det samme. Svarede hun ikke dér, så skulle han gå hen og hviske hende det i øret: ”Skat, hvad skal vi have til middag?”. Og så måtte hun da erkende, at hun havde et problem med hørelsen.  Manden skyndte sig hjem for at gøre forsøget. Han stod i hoveddøren – konen reagerede ikke. Han stillede sig i døren ud til køkkenet – konen reagerede ikke. Han gik hen og hviskede hende i øret: ”Skat, hvad skal vi have til middag?”. Konen vendte sig om og kiggede ham lige ind i øjnene: ”For tredje gang! Jeg siger vi skal have frikadeller.”

Som Jesus siger: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!” . Når jeg læser denne lignelse her og forklaringen til lignelsen, så tænker jeg: ”Hvor er jeg glad for at mit hjerte er den gode jord, som Jesus fremhæver som det sted, hvor Guds ord virkelig kan blomstre. Og jeg har ondt af alle de stakkels mennesker, hvis hjerter er som stenet, overfladisk eller hård jord”.
Måske er jeg ikke den eneste herinde, der har grebet sig selv i at tænke sådan. Men er det ikke meget nærliggende, at vi ser os selv i det bedst mulige lys, når vi læser denne lignelse. Vi går i kirke, vi kender til Jesus, vi har taget ordet til os og tror på Jesus. Det må jo være pointen med lignelsen – og så går vi videre til næste lignelse.  Det kan være en fejltagelse at tænke sådan her.
Læg lige mærke til, at disciplene ikke fatter lignelsen i første omgang, men skal have den forklaret af Jesus. Jesus, der faktisk er overrasket over, at de ikke af sig selv forstår: ”Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå den andre lignelser?”. Hvis de 12 disciple, på det her tidspunkt, ikke er god jord, hvad gør så, at jeg tror om mig selv, at jeg er god jord? Måske er jeg i virkeligheden lige som den mand, der tror at det er konen, der har problemet med den dårlige hørelse, men at det så viser sig, at det er ham selv, der hører dårligt. At det er mig, der har problemet – og ikke selv er klar over det.

De fire jordtyper
For hvis jeg nærstudere de fire jordtyper, så kan jeg desværre nok nikke genkendende til de fleste.

1) F.eks vejen – Jesus siger: ”… når de har hørt [ordet] kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem”. Er det bare mig, der har det sådan, at der er nogle ting fra Bibelen, jeg lapper mere i mig end andre? At jeg har mine favoritafsnit, som jeg vender tilbage til, men når det handler om at elske sine fjender, tilgive sine fjender, lide for vores tros skyld, være gæstfri og være rundhåndet, så tænker jeg, at det må jeg også til at gøre noget ved – engang. Men inden jeg kommer til ”engang”, så har jeg glemt alt om det – og er tilbage ved mit ynglingsafsnit af Bibelen igen. Er det Satan, der lige har snuppet et par ord fra mig?

2) Eller ordet på klippegrunden, hvor det straks vokser op, men ”når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra”. Vi oplever ikke forfølgelse – men måske trængsler. Måske er vi lidt flove over vores tro, når vi er på vores arbejdsplads – nogle gange, når jeg en sjælden gang læser Kristeligt Dagblad, så kan jeg få det indtryk, at selv præster kan være flove over kristendommen på deres arbejdsplads. ”For du tror da ikke på…”.

3) Jorden med tidsler, ”det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk… kommer til og kvæler ordet”.        Ja helt ærligt – det kunne også godt være mig. Jeg er rigtig god til at prædike for andre, at nu skal vi ikke bekymre os, vi skal lægge alt over til Gud. Men hold da op, jeg bekymrer mig – også selv om jeg godt ved, at bekymringer ikke fjerner morgendagens sorger, men tømmer dagen i dag for energi. Også selv om jeg kan alle citaterne: ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder og jeg vil give jer hvile”. Alle de gode ord bliver kvalt som af tidsler af bekymringer for i morgen – eller om et halvt år. Hmmmm…. den jord kunne også være mig.

Måske har jeg faktisk lidt vejjord, klippegrund og tidseljord i mig.

4) Men hvad med den sidste af de fire? Den gode jord, der giver frugt. For at finde ud af om jeg bærer frugt, så må jeg hellere finde ud af hvad det er for frugt, der er tale om? Paulus har et bud på hvad der er frugt: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” (Gal 5,22-23). Er det mig?
Jeg ved ikke med jer, men lidt efter lidt føler jeg mig ikke så sikker på at det er mig med den gode jord, som da jeg begyndte. ”Den, der har ører at høre med, skal høre!” – siger Jesus. Måske er det i virkeligheden mig, der er åndeligt tonedøv, mig, der er manden, der ikke kan høre, når konen råber, at der er frikadeller til aftensmad. Så fra at stå foran i kirken sammen med farisæeren, ”Tak Gud, at jeg har den gode jord”, så er jeg trin for trin rykket ned bag ved tolderen og slår mig på brystet: ”Gud, vær mig arme synder nådig”. Og så er jeg en rigtig kristen, ikke? For en rigtig kristen er vel en, der er åndeligt ydmyg, grænsende til det selvudslettende? Sådan at det næsten lyder for dårligt til at være sandt – næsten lidt for meget indstuderet, så det ikke dækker hvad vi i virkeligheden tror om os – en slags falsk åndelig ydmyghed.

Lidt ligesom gamle Stine, der på sit dødsleje fik tilkaldt præsten.
– Jeg har været en meget stor synder i mit liv.
Præsten tog Stine i hånden:
– Ja, det er rigtigt Stine, det er også hvad jeg har hørt.
Og gamle Stine løfter hovedet fra puden:
– HVEM har sagt det til dig?

Men uanset om vores ydmyghed er ægte eller falsk, så er det et spørgsmål om det er sådan Gud ser på os. Kaj Munk var i sin studietid igennem en troskrise og henvendte sig til KFUM-præsten Ricard:

”Jeg synes ikke, Pastor Ricard, at Kristendommen udretter det allermindste med mig” og svaret lød: ”De ved jo ikke, hvor meget værre De vilde have været, hvis den ikke havde været” (s. 272 i Kaj Munks mindeudgave, Prædikener).

 

Vi ved ikke hvor meget frugt vores kristentro kaster af sig, hvor meget indflydelse vores tro har på vores liv især i forhold til, hvis vi slet ikke havde modtaget noget som helst fra oven. Vi ved, at Guds ord aldrig bare ligger og gør ingenting – det er aktivt. ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd” – som der står i Hebræerbrevet. Eller som vi hørte fra alteret: ”sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Es 55,11). Hvis det var sådan, at Gud fuldstændigt havde opgivet os, ville han så ikke have stoppet strømmen af ord til os?! Han er som såmanden, der går rundt rundhåndet og sår, og bliver ved med at så, også selv om han ved, at det godt kan være, at 75% af det ikke giver det eftertragtede udbytte, men der er 25%, der overgår al forventning.

Det kan godt være, at vi ikke ser vores egne frugter, og det kan være at vores frugter hører ind under de 75%, der hører under ”spildte Guds ord på Ballelars”, men vi ved ikke hvor meget Gud har i tankerne for os i fremtiden. Lad os blive ved med at læse i Bibelen og anvende den på vores liv, lad os blive ved med at udsætte os for Guds såsæd. Lad os ikke blive slået ud af kurs hverken af hovmod over ”storstrålende resultater” eller mismod over manglende eller få og små frugter. Hvis vi vender tilbage til billede med såsæden: Jeg tror ikke, at vi har den samme slags jordbund hele livet og alle slags steder i vores hjerte. Lad os lade Helligånden komme og kultivere os – så den hård jord må blive pløjet op til såsæd, så stengrunden må dækkes til af mere jord og så ukrudtet må blive fjernet. Så vores hjerter må være dækket mere og mere af den gode jord – så Helligånden må skabe flere og større frugter i vores liv. Udgangspunktet er her: Guds ord. Start med Ordet og uendelige muligheder åbner sig. Jesus sagde: ”Den, der har ører at høre med, han hører”. Lad os være et folk med ører til at høre Guds ord – til velsignelse for os selv og dem omkring os.