Forleden dag havde vi talte til konfirmandundervisningen om etik. Det er jo helt klart, at møder vi et menneske, der har brug for vores hjælp, så skal vi hjælpe det menneske. Vi kan ikke bare gå forbi et barn, der er ved at drukne i en dam – vi er nødt til at springe i dammen og redde det barn. Det siger den danske lovgivning – og det siger den kristne etik: Vi skal hjælpe vores næste – vi skal behandle vores næste som vores bror. Det var vi enige om.
Og så spurgte jeg lidt provokerende: Er der forskel på om det barn ligger i en dam foran dig eller hvis det barn bor tusinder af kilometer væk. Det vi giver for en cd, en ny dyr T-shirt, et stykke pizza-slice eller en burger på McDonald’s kan redde menneskeliv, hvis vi bare gav dem f.eks. til Folkekirkens Nødhjælp.
Hvor langt væk går vores forpligtelse til at hjælpe? Hvor langt væk er vores næste, som vi skal behandle som vores bror?
Den globale verden med direkte tv-signal fra verdens brændpunkter gør, at vi bogstaveligt talt får serveret andres lidelser og død som underholdning til vores aftenkaffe, men den gør altså også, at vores næstebegreb er blevet udvidet eksplosivt. Vores næste findes ikke bare her hjemme i Danmark, men bor også i Ethiopien. Verden er bundet sammen, så de valg vi gør, når vi køber ind. Den måde vi bruger vores penge – har direkte konsekvenser for mennesker i den såkaldte tredje verden. Når vi læser fra 1. Mosebog at Gud spørger Kain: Hvor er din bror? Så skal vi altså ikke kun finde ham her i Danmark, men også langt borte et sted, hvor vi aldrig nogensinde vil komme til at sætte vores fod. Som vi sang:
Kain, hvor er din bror?
Mon du tror,
jeg er både døv og blind?
Der er blod
på din fod,
og dit brød har smag deraf.
Se, det er din bror!
Vi vil utroligt gerne gøre noget – også politisk. ”Nogen må gøre noget”, men det må bare ikke koste for meget. Vi vil gerne hjælpe andre op på vores stadium af økonomisk velstand, men det skal bare ikke betyde, at vi rykker nedad fra vores høje stadium. Også personligt: Vi vil rigtig gerne give – men kun af vores overflod, kun det, som vi alligevel ikke kan mærke.
Eller vil vi? I forbindelsen med Røde Kors indsamlingen for en måned siden, gik en lille notits på omgang: ”Tænk lige over denne her, inden I donerer … I Danmark har vi børn, der går i seng uden at spise. Ældre og syge, der ikke får medicin. Psykisk syge uden behandling. Tropper uden ordentlig udstyr. Men vi donerer millioner til andre lande i stedet for at hjælpe vore egne først.”
Det er i hvert fald langt fra hvad jeg vil kalde en kristen notits. Det er mere efter det, Dynamit Harry siger i Olsenbanden går amok: ”Alle mennesker tænker kun på sig selv. Den eneste, der tænker på mig – det er mig”.
Evangeliet ifølge Facebook og Dynamit Harry
Evangeliet ifølge Facebook og Dynamit Harry er så langt væk som det kan tænkes fra Evangeliet ifølge Lukas: I dagens tekst vender Jesus alting på hovedet – han vil ikke have, at vi skal placere os selv over andre, men at vi skal placere os under andre. Vi skal ikke lade os tjene, men selv tjene. I så mange andre sager, så har vi også her Jesus som vores forbillede, for han tænkte netop ikke på sig selv, men på os andre. Han var egentlig den, der burde have siddet til bords… men han var blandt os som den, der tjente. Han kunne så nemt som ingenting have vundet over alle – men han valgte at tabe.
I kender nok filosoffen Nietzsche – ham med ”Gud er død”. I et andet ord beskyldte han kristendommen for at være en ”Umwertung aller Werte” – altså en omvurdering af alle værdier. At kristendommen var de svages religion, fordi den vendte alle værdier på hovedet, så det svage pludselig var det stærke. For Nietzsche var følelsen af magt, viljen til magt og magten i mennesket det var det gode, – og det dårlige var alt det, der udgår fra svaghed. Og der så han især kristendommen. Kristendommens Gud var for ham at se de syges Gud og de svages Gud – kristendommen var for ham derfor menneskehedens største ulykke, for den lavede hver eneste værdi om til noget negativt.
Nietzsche havde nok en rigtig analyse af Jesu lære – om at Jesus var de svages Gud, men han havde ikke ret i i at det er menneskehedens ulykke – tværtimod. Det er menneskehedens største lykke, at Gud har trukket forhænget til side og vist os, at tingene ikke er sådan som vores øje lige ser det. At de store er ikke dem, der kan sætte bomber og vold og menneskelig storhed bag deres ord, men de store er dem, der har Gud som deres far og dem, der finder deres styrke i ham… og ham alene. Dem, der tjener den mindste.
For kristendommen viser os, at alt det væsentlige, som vi satser på her på jorden, rigdom, magt, uddannelse, ære, at det på et tidspunkt vil visne væk som blomsten falder, når solen svider den væk – som Jakob skriver i sit brev, jeg læste fra alteret. Det, der er det væsentlige, er det, vi har sammen med ham. Det rige, som bliver overdraget til os i troen på Jesus Kristus.
Alt det, som vi ser som noget væsentligt her på jorden, det er givet til os for at vi må kunne bruge det også på vores medmennesker – på vores bror, om han så er her i landet eller langt herfra.
Vi kommer aldrig til hvile, vi har aldrig ro i os, hvis vi ikke når frem til den erkendelse. Men når vi er dér, så kan Gud bruge os. Så siger han ”styrk dine brødre”. Tjen din næste.
Men det er en kamp, at nå frem til den erkendelse. Vi skal tabe – tabe til Gud. Det er en kamp mod vores naturlige hovmod og stolthed – og det føles som en kamp mod os selv. Men det er ikke kamp vi skal kæmpe alene – for så havde vi tabt den før vi begyndte på den. Nej, Jesus beder for os, Jesus er med os, Jesus styrker os og det vil han blive ved med alle dage også selv om vi svigter, så svigter han os aldrig. Også selv om vi lader vores bror i stikken, så vil han stadigvæk være vores bror – som vi sang:
”Kain, hvor er din bror?
Min du tror, at jeg ikke elsker dig?
Se kun op,
på min krop
er der stik og naglegab.
Kain, jeg er din bror”.
Indsamlingstale
Sult er det mest ekstreme udtryk for fattigdom – den følger dig hele tiden. Du kan ikke gemme dig for sulten – du kan ikke lave et eller andet, der sætter dig i en situation, hvor du glemmer din sult, jo, selvfølgelig du kan spise mad… men gør du ikke det, så er dér hele tiden… Har du ikke et sted at bo, så vil det være en plage, men vi er ikke i vores hus altid, men går ud og handler, arbejder eller hvad vi nu laver. Vores krop har vi med os hele tiden – og sulter vi, så skriger kroppen, den sætter vores energi ned, så vi ikke orker noget. Sultne mennesker kan ikke arbejde, sultne mennesker kan ikke lære nyt i skolen, sultne mennesker bliver lettere syge. Sult er en ond spiral.
Omkring en milliard mennesker lever dagligt i sult… det er så mange mennesker, at det slet ikke er til at fatte og forstå. En milliard mennesker. Det svarer til, at hvert syvende menneske lever i sult. Vi kan begynde her inde og tælle og hver eneste gang vi når til det magiske tal syv, så har vi en person, der heller ikke får mad i dag. Men det er bare sådan, at hver eneste gang at vi herinde i kirken når til tallet syv… 1,2,3,4,5,6… så starter vi forfra med 1,2,3,4… for den syvende er slet ikke her, men bor med stor sandsynlighed et eller andet sted i Afrika – eller i Nordkorea.
Den syvende er desværre rigtig ofte et barn! Det er faktisk så grelt, at man har regnet ud, at hvert 6. sekund dør der et barn af sult et eller andet sted i verden. Hvert 6. sekund!! Og det selv om at der er nok mad til at brødføde hele verden … og endda gøre det to gange. Vi har dobbelt så meget mad i verden end vi har brug for – men langt det meste af den mad har vi her i den rige del af verden. Men her i den rige del af verden, Danmark, ender 1/3 af alt mad i skraldespanden. Samtidig med at hver 7. menneske i verden lever i daglig sult. Samtidig med at vi rigeste lande skriver under på erklæringer om at gøre de fattiges historie til vores. Samtidig med at vi holder topmøder – som alle ender med en stor middag med den fineste mad og drikke. Vi går i oprør over at der dræbes en giraf i zoologisk have – imens nyhederne om verdens fattigste er blevet daglig kost for medierne og kun er med kort, hvis sangeren Justin Bieber eller Dansk Melodi Grandprix Putin ikke har tiltrukket sig opmærksomhed.
I dag har nødhjælpen vores opmærksomhed – i dag er der indsamling til Folkekirkens Nødhjælp.
