Hånden på hjertet – en af de ting, der gør, at Jehovas Vidner oftest møder en afvisning og en dør, der bliver lukket i mere eller mindre blidt, det er ikke teologisk overvejelser. Det er ikke fordi vi har nærstuderet deres skrifter og deres holdninger og er kommet frem til, at dem vil vi ikke snakke med – jo, der er måske noget med blodtransfusioner og udelukkelser af selv familiemedlemmer af menighed og familie – men ellers kender vi faktisk ikke ret meget til dem. Vi lukker jo døren, før de rigtig begynder. Og her kommer så det med hånden på hjertet: Grunden til at vi gør det, er det ikke bare det, at de vidner? Er det ikke bare det, at de kommer og forstyrrer os midt i vores stille og rolige eftermiddag – kommer og stiller store spørgsmål som:
”Hvorfor tror du, at der er så meget ondt i verden?”
”Ved du at Jesus en gang kommer tilbage?” –
når vi nu har nok at gøre med bare at finde ud af om vi skal drikke kaffe i stuen eller om det er varmt nok til at vi kan sidde ude og drikke kaffen. Og så kommer de og vidner – som rejsende i frelse og fortabelse.
Ja, nu bryder jeg mig ikke om at lukke døren i hovedet på nogen som helst – og da slet ikke, når der er nogen, der vil snakke med mig om Bibelen – men egentlig så burde vi som kristne… og det er vi vel alle os, der sidder her i dag i Hobro Kirke… vi kristne burde have bare en lille smule dårligt samvittighed, når vi ser dem gå rundt fra dør til dør, eller gå herude i gågaden. Ja, man kan selvfølgelig godt sætte spørgsmålstegn ved hvor meget de gør det frivilligt og hvor meget de gør det for at opfylde en bestemt kvote, som hovedsædet i Holbæk holder styr på. Men man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved at de vidner, at de fortæller andre om deres tro.
Vi skal vidne
Og ved du hvad: Det er også det, som vi som kristne er kaldet til: At vidne. Jesus fortæller om Helligånden, som vil vidne om ham. Helligåndens fornemste opgave er at vidne om Jesus. ”Men også I skal vidne” – siger Jesus så. ”Men også I skal vidne”. Læg lige mærke til at Jesu ord er det, man i grammatik kalder for bydeform: Der står ikke: ”I kan vidne” eller ”I må vidne” – der står ”I skal vidne”. Det er ikke nogen mulighed, der er faktisk nærmere et krav, men ikke et krav som en løftet pegefinger, men et krav, fordi selv budskabet og glæden over budskabet tvinger vidnesbyrdet frem i os.
Nu har vi lige haft en dåb, og en af teksterne er netop det samme: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden – gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem… og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”. Da du blev døbt, så fik du del i en fantastisk gave: Du fik Gud som din far, du fik Jesus som din broder og du fik Helligånden som din talsmand og vejleder her på jorden. Kort sagt: Du fik den største gave, som er givet os mennesker: Du blev et frelst menneske – du blev en kristen. Og til den ærefulde titel er også en opgave: For at være en kristen er at være et vidne om Jesus. At være en kristen er at give det videre som vi har modtaget. Gud giver os nemlig aldrig noget for at vi skal beholde det for os selv. Har Guds ånd fortalt os noget om Jesus Kristus, så må vi også på en eller anden måde give det videre, det vi har modtaget. Det vi har oplevet. Ja, jeg tror faktisk ikke, at vi i det lange løb kan beholde det, hvis det er sådan, at vi ikke giver det videre. Ja, jeg tror faktisk, at vi ikke bare mister det, men at vi åndeligt talt sygner hen og dør, hvis vi ikke giver det videre. Men ved at vi giver det videre, så bliver det til endnu mere liv, og endnu mere glæde også for os selv.
Men hvordan skal vi så vidne? Ja, det kræver ikke nogen stor uddannelse eller øvelse i timevis foran spejlet at være et vidne for Jesus – de første, der blev sendt ud får i dagens tekst at vide: ”Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen”. Det de skulle gøre var at fortælle om det, de havde oplevet, det, de havde set med deres øjne, det, de havde hørt med deres ører, det, de havde følt i deres hjerter. De skulle ikke fortælle ud fra bog, men ud fra deres eget liv.
Fortæl hvad du har oplevet
Og på samme måde med os som vidner, vi skal fortælle hvad vi selv har oplevet. Vi skal ikke nødvendigvis fortælle hvad vi har læst os til. Nej, men hvad vi har oplevet – hvad vi har set af Gud selv. Og når vi oplever noget af Gud, når vi lever livet som kristen, så vil det komme helt af sig selv – ja, vi vil slet ikke kunne holde vores glæde tilbage. Fylder Jesus noget i vores hjerter og vores bevidsthed, så vil det også fylde noget i vores mund. Tænk, at vi må få lov til at få den glæde og ære at være Jesu tjenere og budbringere, at vi må få lov til at sprede Jesu navn ud på jorden, og hjælpe mennesker til at få del i det gode, som vi selv har oplevet, som vi selv har fået.
Og det sker ikke som en sur pligt, men med noget, der sker i takt med at Jesu liv giver mere og mere liv til os. Ja, det sker vel på samme måde som det vi oplever udenfor, når solen lige så langsomt får mere og mere ”magt”. Og hele naturen fortæller os, at nu kommer varmen, nu kommer foråret. Den giver os et vidnesbyrd om solens magt. Det begynder lige så stille med vintergækker og erantis, et hav af hvide anemoner dække skovbunden, og foroven i trætoppene og i hækkene en masse små grønne knopper, der bare venter på at eksplodere i et grønt og frodigt farveorgie med fuglesang foroven og pustlen for neden. Det er naturens forkyndelse af at der er en stor livgivende kraft foroven, der har kaldt naturen frem til livet. Det er en lovsang, som bare ikke kan overdøves eller overhøres.
Sådan skal vi også vidne, men hos os mennesker kan den ties ihjel – bare prøv at stil dig selv det nærgående spørgsmål: Hvornår har du sidst fortalt en anden om Jesus? Hvornår har du sidst fortalt en anden om det dyrebareste, som du har?
Forfølgelse
Og det kan være svært – det kan være svært at efterligne naturens glæde over det nye liv, der fejer alt det visne løv til side. Men hvorfor kan det være sådan? Hvad er det, vi er bange for? Ja, det er rigtigt, at Jesus siger, at det at være hans vidne ikke bare er en glæde og en ære, men at det også er en farefuld opgave. ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. Men ærligt talt – det er faktisk ikke kommet så vidt i Danmark endnu.
I Nordkorea er det ganske enkelt forbudt at være en troende kristen – og ganske utænkeligt overhovedet at fortælle andre om Jesus. At bekende sig som troende er det samme som at underskrive sin egen dødsdom… og så hive hele sin familie med sig i faldet eftersom retspraksissen i Nordkorea er at man straffer ”klassefjender” kollektivt i tre generationer. Så det at du siger, at du er en kristen, det vil få sendt dine forældre, dine søskende, dine børn i arbejdslejre… også selv om de ikke er kristne. Tør man så vidne om Jesus – tør man så vidne om sin tro?
Da jeg i januar var en tur i Mellemøsten talte jeg med en enlig arbejdsløs mor til 6 børn – hun blev helt igennem finansieret af sin familie, hus, tøj, mad og skolepenge – alt blev betalt af familien. Men nu var hun begyndt at interessere sig for kristendommen… men hun vidste, i det øjeblik, at hun blev en kristen og stod frem og fortalte det til sin muslimske familie, så ville de økonomisk trække tæppet væk under hende. Tør man så vidne om Jesus – tør man så vidne om sin tro?
Hvad er det værste der kan ske her i Danmark? Hvad er det, der er så slemt, at vi alligevel holder os tilbage så ofte – i stedet for at være frimodig og bare fortælle?
Så lad os komme i gang – lad os tage Jesus på ordet og være hans vidne. Ikke bare med ord, men så sandelig også med vores liv. Frans af Assisi er blevet citeret for at have sendt sine efterfølgere ud med ordene: ”Forkynd evangeliet – fortæl om Jesus – om nødvendigt også med ord”.
Hverdagens prædikestol
For den største, bedste og mest virkningsfulde prædikestol står ikke her i Hobro Kirke – og den er ikke forbeholdt præster og andre mærkelige eksistenser, nej, det er hverdagens prædikestol. Det, Gud ønsker at få af os, er hele vores liv, hjerte, sjæl, sind og krop – og får han det, så vil folk jo også kunne læse et vidnesbyrd i den måde vi lever vores liv på. Det at vende den anden kind til. Det at hjælpe den, som er i nød, også selv om det kommer til at koste mig – måske endda økonomisk. Det at kæmpe for den svage – også selv om vi måske synes, at den svage egentlig er et dumt svin og fortjener lidt modgang. Det at sige sandheden selv om det kommer til at koste mig anseelse og at jeg ikke bliver forfremmet. Det at leve som en kristen.
Troen er ikke en holdning, troen er en handling, troen er liv – troen er at vidne. Troen er at tage Jesus på ordet: ” Mig er givet al magt i himlen og på jorden – gå derfor ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem… og idet i lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer – og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.
Det skal vi have for øje hver eneste dag, vi skal vide, at vi som kristne hver eneste dag stiger op på hverdags-prædikestolen. Og hver eneste dag må vi bede Gud om at hjælpe os til at gøre det nogenlunde! ”Men også I skal vidne”.
