Hvad nu hvis det ikke passer?
Har du nogensinde stillet dig selv det spørgsmål?
Hvad nu hvis det ikke passer – det, vi høre henne i kirken?
Hvad nu, hvis Jesus alligevel blev i sin grav, ligesom alle andre mennesker i verdenshistorien?
Hvad nu, hvis vores Bibel er fyldt med gamle skrøner og fantasier, som egentlig ikke beskriver virkelige historiske begivenheder, men kun religiøse fantasier og forestillinger?
Jeg tror ikke, at det er et fremmed spørgsmål for nogen kristen: Hvad nu, hvis…?
Jeg kender det i hvert fald godt selv – selv når jeg sidder og arbejder med teksterne til mine prædikener, så er tvivlen da lige så meget en del af mit arbejde med teksterne, som troen. Og den bliver ikke mindre af at det er så store ting, som Jesu opstandelse, at jeg arbejder med. Hvad nu, hvis det var løgn og latin?
”Jeg kan som moderne videnskabeligt menneske ikke tro på Jesu opstandelse” – siger man i dag, underforstået: ”det var lettere at tro på i de uvidende gamle dage, hvor folk var uoplyste og naive”. Men mennesker har alle dage sat spørgsmålstegn ved opstandelsen. F.eks. da Paulus stod i Athen og talte til de vise, men også meget religiøse grækere om kristendommen, og om hvordan Jesus opstod fra de døde, så blev der slået bak. Der står: ”Da de hørte om de dødes opstandelse, spottede nogle, men andre sagde: Det vil vi høre dig tale om en anden gang” (ApG 17,32). Eller da Paulus senere holder sin forsvarstale overfor den jødiske konge Kong Agrippa og kommer ind på Jesu opstandelse, bliver han afbrudt: ”Du er vanvittig, Paulus” (ApG 26,24).
Modvilligheden mod at tro på opstandelsen fra de døde var så massiv, at den endda også vandt indpas i kirken. Det var i hvert fald tilfældet i menigheden i Korinth. Det kan være, at man har tænkt, at hvis vi nu bare sløjfer nogle af vores trossætninger, så ville vi kunne tiltrække nogle flere mennesker. Og det er jo også lidt pinligt, at vi som oplyste grækere tror på de dødes opstandelse. Jeg aner ikke om det er sådan det er foregået, men sådan foregår det i hvert fald i dag – der foregår en påvirkning fra samfundet og man stryger gerne lidt hist og her for at tiltrække moderne mennesker, så hvorfor skulle det ikke have været sådan den gang?
Det forstår Paulus bare slet ikke: ”hvordan kan nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde?”. Hvordan kan I det… og hvordan kan I gøre det, når vi netop som grundstenen i kirken har Jesus den korsfæstede og opstandne frelser? Hvis der ikke findes nogen opstandelse, så ville Jesus jo heller ikke være opstanden! Og så gør Paulus et greb, som jeg ikke har set i noget som helst andet religiøst skrift: Han lader tvivlen komme til udtryk – og prøver at udfolde den. Lad os nu sige, at Kristus ikke er opstået fra de døde – hvad så? Hvad ville konsekvenserne så være? Vi har lige sunget Grundtvigs lille salmeprædiken ”Påskeblomst”, hvor Grundtvig sidder og taler og lytter til den dengang usle lille påskelilje:
”Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld” (DDS 236,4).
Det Paulus og Grundtvig skriver er, at hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde og altså hvis Jesus ikke var opstået fra de døde, så ville kristendommen være et stort spild af tid. Du spilder din tid her denne smukke fridag – og jeg spilder min tid. Det er en smuk drøm – ønsketænkning for folk, der er trætte af livets sorg og smerter og som vil have noget smukt at klamre sig til.
Jeg ved ikke om I kender navnet Stephen Hawking – han er matematik-professor på Cambridge Universitetet i England og verdens førende teoretiske fysiker. I har måske set ham i fjernsynet – han sidder lammet i sin kørestol og taler ved hjælp af en stemmecomputer. Sidste år blev han interviewet om sin tro og udtrykker, at han ikke tror på himmelen – det er bare et eventyr. Han sammenligner den menneskelige hjerne med en computer og computeren går på et tidspunkt i stykker og så er vi mennesker bare væk. ”Der er ikke nogen himmel og intet live efter døden for ødelagte computere; det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørket”.
Er man blind for den åndelige dimension, så vil man helt rigtig ikke se kristendommen som andet end bange mennesker. Og det bliver vel understreget, når en ny PhD dokumenterer, hvordan de fleste mennesker, der bliver ramt af uhelbredelige sygdomme, at de bliver religiøse. Sygehus Preben Kok, som vi havde på besøg for nogle år siden her i Horne, han siger: ” … sygehuset er det mest religiøse sted i byen. På et sygehus bliver der bedt hele tiden”.
Er det fordi vi er bange for mørket? Nej… helt ærligt, for mig er det ikke derfor. Jeg kan ikke se noget skræmmende i bare at være væk, ikke-eksisterende, i det øjeblik, hvor jeg dør. Hvorfor skulle det være skræmmende? Men jeg kan ikke forlig mig med den tanke, at det bare er slut, når den sidste bid luft er røget ud af mine lunger… jeg kan ikke forlige mig med det, fordi der er et eller andet, der siger mig: Det her liv kan bare ikke være alt. Jeg tror, at Gud har nedlagt en evighedslængsel i os mennesker – som gør at den tanke om os selv som en computer, der bare bliver slukket, at den har svært ved at få rodfæste. Godt nok kan man godt skubbe den her evighedslængsel til side til hverdag, men i det øjeblik at ens hverdag bliver revet væk, og man ligger på et sygehus, så dukker den frem igen. ”Det her kan bare ikke være alt!” – i stedet for at længes efter computeren bliver slukket, så lidelserne må holde op, så længes man efter mere liv. Ønsker mere liv. Det her kan bare ikke være alt – livet er så smukt, at det ikke bare kan lukke og slukke, når døden melder sin indpas.
Og det er jo netop konsekvensen, hvis vi sætter spørgsmålstegn ved Jesu opstandelse, så vil mennesket bare være som en computer, der lukker ned, når alle dens komponenter går i stykker. Er Kristus ikke opstået fra de døde, så er alverdens store prædikener tomme – vores tro er tom og intet værd. Er Kristus ikke opstået fra de døde, så er vi kristne nogle af de ynkværdigste af alle mennesker – fordi vi har troet på noget, og sat vores håb til noget, og bygget vores liv på noget, som var en stor løgn.
Men Paulus kender påskeevangeliet om den opstandne Jesus – han har talt med øjenvidner til Jesu liv. Han har talt med folk, der har set Jesus dø på korset, blive lagt i graven og som efter påskedag har set den opstandne, talt med den opstandne, spist med den opstandne, rørt ved den opstandne. Nu har vi lige læst Johannesevangeliet om hvordan disciplene og Maria oplevede opstandelsen – Paulus skulle ikke nøjes med at læse Johannes, han kunne have hørt, hvordan Johannes selv har fortalt. Paulus har sikkert hørt Peter og Johannes fortælle om deres oplevelser, da de kom rendende ud til graven og hvordan brikkerne lige så langsomt faldt på plads for dem: Ja, Jesus er opstanden. Ja, og for at det ikke skal være løgn, så skulle Paulus ikke bare læne sig op af øjenvidneberetninger på anden hånden, nej, han har selv mødt den opstandne Jesus. Og fordi Paulus har det med sig i baggagen, så kan han ikke blive i tvivlens lejr ret længe, men må afbryde tvivlen ved at sige et stort ”MEN”. ”Men, nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen” (1 Kor 15,20).
Førstegrøden er det allerførste en landmand høster ude på sin mark før han høster alt det andet. Det er det allerførste del af årets høst – men der er meget mere, der venter på at blive høstet. Som den første ud af mange, stod Jesus op fra de døde. . Jeg ved ikke om I nogensinde er kommet til at ødelægge en perlekæde – når først den første perle hopper af kæden… jamen så følger der en masse bagefter. Sådan med Jesus… han var den første, der opstod fra de døde, men derefter følger en masse andre… som perler fra en kæde… en efter en, men Jesus var den første.
Konsekvenserne af at Jesus ikke opstod fra de døde er forfærdelig – konsekvenserne af at Jesus opstod fra de døde er fantastiske. Det er et stort MEN til alt ondt i verden – al sygdom og al nød. MEN… Jeg er et syndigt menneske, MEN nu er Kristus opstået fra de døde, og jeg er tilgivet. Jeg er uhelbredelig syg og ved, at jeg snart skal dø MEN nu er Kristus opstået og jeg tror, at jeg skal leve med ham. Lige meget hvad vi kan finde på af onde og grimme ting, så finder det sin befriende modpol i Paulus´ ord: Men nu er Kristus opstået fra de døde.
Vi er meget mere end en død computer, der bliver slidt ned, og så ryger på lossepladsen… vi er Guds elskede børn, skabt i Guds billede, skabt til at være sammen med Gud her på jorden, og påskens fantastiske budskab er, at det fællesskab ikke behøves at slutte her, men at det kan fortsætte helt ind i evigheden.
For Kristus er opstanden – ja, han er sandelig opstanden.
