Mariæ Bebudelsesdag (2011)

Kong Akaz havde et problem… ja, han havde mange, men han største problem var, at han stolede ikke på Gud. Profeten Esajas bliver sendt ud med et budskab til kongen – og hvor finder profeten kongen? Jo, han finder ham ude ved vandledningen – og Kong Akaz sidder ikke og beder til Gud i denne vanskelige situation som hans land var i … nej, kongen er garanteret i gang med at kontrollere om vandforsyningen er i orden ved en kommende belejring.  Kong Akaz var en realpolitiker – han troede på de hårde fakta, og stolede på sit militær-isenkram. Var det i orden, så ville de slemme tider nok snart vende.

Esajas kommer med et budskab, der ikke er til at tage fejl af: Stoler du ikke på Gud, men kun på din vandledning, og alt det andet militære isenkram, så er det forbi med jer – så lader Gud jer falde. Akaz står tvivlende overfor Esajas, så Gud lader ham komme med tilbuddet: ”Sig hvilket tegn du vil have, så kommer det”. Havde Akaz nu sagt ja til tilbuddet, og Gud så virkelig gjorde det (hvilket Gud efter al sandsynlighed ville gøre), så var kongen nødt til at lægge en anden politisk kurs. Så Akaz kommer med et spinddoktor-svar: ”Jeg vil ikke udfordre min Gud”.  Men Akaz stoler ikke på Gud.

Vi springer nu frem til Det nye Testamente – og der finder vi Jesu mor, Maria. Skønne og dejlige Maria. Hun gjorde det, som Kong Akaz ikke var i stand til: Hun stolede på Gud. ”Se jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”. Maria stolede på Gud. Hun anede ikke hvad hun gik ind til – hvis Maria overhovedet kunne skrive, så underskrev hun her en blankocheck til Gud: ”Lad det ske mig efter dit ord”. Her er mit liv – brug det. Maria stolede på Gud.

Stoler du på Gud?
Hvad med dig: Stoler du på Gud? Tør du sige som Maria: ”Lad det ske mig efter dit ord”? Jeg må indrømme, at jeg nok har det mere som Kong Akaz, der lige skal ud og kigge til vandledningen på vej hen i tempelet for at bede til Gud. Jeg stoler da på Gud, men jeg kan jo også godt lide at have en reserveplan i baghånden. Jeg vil da også gerne have et sikkerhedsnet, så jeg da i det mindste ikke falder helt ned, hvis noget skulle gå galt. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke stoler på Gud, men det er bare det, at ”hjælp dig selv, så hjælper dig Gud”…. og jeg kunne nok komme med en masse fine og fromme ord, men lige så langsomt lyder jeg som Kong Akaz ude ved vandledningerne: ”Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren… Jeg vil ikke udfordre min Gud”. Og det hele dækker over, at jo, jeg stoler på Gud, men det er svært, vanskeligt og til tider umuligt at bede bønnen i fadervor: Ske din vilje
Det er nemt at stole på Gud, når alting går godt – lykken tilsmiler mig, jeg kender planen fra nu af og et godt stykke frem… men noget andet er, når uvished ligger som en tåge foran mig og jeg står midt i problemerne, sygdommen og døden. Gud sagde til David: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig” (Sl 50,15). Kan vi stole på at han også vil gøre det? Det er så vigtigt for os kristne at holde fast i, at Gud ikke bare er i stand til at gøre hvad han har sagt, men at han også er troværdig, så han opfylder hvert eneste løfte, der står i Bibelen.
Så det, jeg gerne vil bruge resten af min prædiken til, det er at hive tre grundsandheder frem om Gud – og det er utrolig vigtigt, så jeg håber, at I virkelig hører efter og tager det her med jer hjem. Alt det andet, jeg har sagt indtil nu er egentlig bare for at komme frem til det her. Vi er nemlig inde ved selve kernen i vores tilgang til Gud, vi er inde ved det, der former vores tillid til ham:

  1. Gud er perfekt i sin kærlighed
    Han gør ALTID hvad der er bedst for os. Ikke bare en gang imellem, ikke det meste af tiden, men Gud gør altid, altid, altid hvad der er bedst for os – hver eneste gang. Det er vanvittigt svært at holde fast i, når det onde rammer os – for det tolker vi automatisk som et fravær af hans kærlighed, at vi har trådt ved siden af på en eller anden måde. Djævelen hvisker til dig: ”Hvis Gud virkelig elskede dig, så ville han ikke lade sådan noget ske”…. Sludder og vrøvl! Hver eneste ting, som han udøver eller tillader i vores liv i vores liv, er et udtryk for hans kærlighed også selv om han tillader situationer, som vi midt i vores menneskelighed overhovedet ikke kan se spor af kærlighed i. Husk, at han er alvidende – han ser afslutningen allerede fra begyndelsen af. Og så er vi fremme ved den næste:
  2. Gud er uendelig i sin visdom
    Uanset hvordan vores liv så former sig, så kender Gud, hvad der skal til for at løse hver eneste situation i vores liv. Jeg har selv tænkt tanken: ”Ja, Gud vi har en stor Gud, men nogle gange så er han vist så stor, at han lige overser det eller det i mit liv”. Nej, Gud overser ikke en eneste ting – Gud ved alt og derfor vil han aldrig nogensinde lave en fejl.
    Men selv om hver eneste situation er 100% klar for ham, så er han ikke forpligtet på at afslører hvorfor han handler som han gør. Bibelen er fyldt med begivenheder, hvor Gud bare handler uden at forklare hvorfor. Gud siger aldrig: ”Jeg vil gøre det eller det og jeg gør det af de og de grunde”. Og grunden til at jeg siger det, det er, at det har jeg ikke set noget sted i Bibelen – og han har aldrig forklaret sine gerninger overfor mig. Jeg tror faktisk ikke, at der er et eneste sted i Bibelen, hvor Gud forklarer sig, nej Gud handler. Selve skabelsen af jorden – hvorfor skabte Gud jorden, der står ikke anden begrundelse i Bibelen, end at det var fordi det var hans vilje.
    Hvorfor skulle Josef i Det gamle Testamente sidde en årrække i fængslet dømt uskyldigt?
    Hvorfor skulle jøderne leve i 400 års slaveri i Ægypten, før de blev befriet af Gud og ført hjem?
    Vi får ikke forklaret Guds handlinger den gang og vi får dem ikke forklaret i dag – og det skaber frustrationer, angst og tvivl, når vi ikke forstår Gud, for det vil vi gerne… men prøv overvej: Hvis vi i vores begrænsede menneskelige visdom fuldstændig kunne forstå Guds motiver og handlinger, så var der al mulig grund til at tvivle på ham, for så vil hans tanker og hans visdom ikke være bedre end vore tanker og vor visdom. Men fordi hans visdom langt overgår vores, så kan vi stole på ham.

Paulus – som har oplevet kæmpe store åbenbaringer, og vel er det menneske bortset fra Jesus selv, der allerdybeste har skuet ind i Guds visdom og frelsesplaner og tanker med os mennesker, han skriver alligevel: ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje” (Rom 11,33). Sådan kunne Paulus skrive – hvordan så med os.

  1. Gud har al magt og har kontrol over alt
    Han har styr på alt – han har autoritet over alt og alle. Jeg tror virkelig, at hvis der bare er en eneste ting i hele Guds univers, som sker udenfor Guds magt og kontrol, så kan du og jeg ikke længere stole på Gud. Selv den mindste isolerede begivenhed, hvis den sker uden Gud, så kan vi ikke længere stole på Gud. Hvis ikke han har kontrollen, hvem har så, hvad har så? Og hvad kan der så ske? Grunden til at vi kan stole på ham, er at han er enevældig. Han er ikke bare perfekt i sin kærlighed, han er ikke bare uendelig viis, nej han har også enevældig kontrol over hver eneste ting.
    Lad mig lige tage to eksempler frem fra Bibelen. I kender sikkert godt stedet fra Matthæusevangeliet: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden at jeres fader er med den” (Matth 10,29). Jamen det har Gud da slet ikke tid til – Gud er ikke begrænset af hverken tid eller sted. Alt hører ind under den almægtige.

Da Jesus stod tavs foran Pilatus, der skulle dømme ham, råbte Pilatus: ”Svarer du mig ikke? Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?” Jesus svarede: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis det ikke var givet dig ovenfra” (Johs 19,10-11). Gud er med i det store og i det små – den samme Gud, der tillader spurven at falde til jorden tillader også at hans søn bliver korsfæstet. Intet er for småt – intet er for stort – Gud har kontrollen.

”Hvad så med naturkatastrofer, jordskælv, atomkatastrofer, flystyrt, terrorangreb, min sygdom og min elskedes død? Hvor er Gud henne dér?” Han er midt i det og har kontrol over det. ”Det forstår jeg ikke!!!” Det gør jeg heller ikke, så hvad gør du, når du ikke forstår ham? Du stoler på ham. Vi lever i en verden fyldt af synd, død og ødelæggelser – jeg tror egentlig ikke, at vi forstår dybden og konsekvenserne af synden – og altså heller ikke hvorfor Gud tillader syndens magt og ødelæggelser… men vi er ikke kaldet til at forstå, men til at tro og til at stole på ham, at han stadigvæk er uendelig kærlig, uendelig viis og uendelig magtfuld.
Nogle mennesker finder støtte og trøst i ord som held, skæbnen eller tilfældighederne. Det er ord, som en kristen ikke engang burde have i sit ordforråd. For hvad siger det om Gud, hvis heldet, skæbnen eller tilfældighederne havde noget at skulle have sagt?
Jeg vil ikke mere ind på det – det har jeg sagt nok om før, men jeg vil bare slå fast: Vi skal ikke tvivle på Gud, vi skal ikke kaste vores tillid til ham væk, fordi vi ikke forstår ham. I stedet skal vi overgive os til ham, tro, at han er god og at han er værd at stole 100% på. Mit liv og dit liv tilhører den alkærlige, alvise og almægtige Gud, og intet vil røre dig medmindre han tillader det. Paulus skriver: ”… alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28).

Nå, jeg skal til at slutte. Vi begyndte med Kong Akaz og Jomfru Maria – lev som Maria. Stol på Gud som Maria stolede på Gud med sit ” Se jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord”. Lev som Maria og lev under Guds trefoldige paraply: Guds uendelige kærlighed, Guds uendelig visdom og Guds uendelige magt. Jeg har ikke lyst til at leve andre steder end dér.

Har du aldrig modtaget Jesus som din personlige frelser, jeg vil gerne sige til dig: Det her er livet, når det er bedst.
Men hvad hjælper det så? Hvad hjælper det, når jeg sidder midt i midt i mit livs krise, midt i sygdom, midt i smerte, midt i sorgen, midt i forvirring, midt i det ukendte foran en ukendt fremtid? Hvad hjælper det så mig? Hvad det hjælper at stole på Gud dér – det kan godt være, at du sidder midt i alt det, men ved du hvad… selv dér kan du stole på Gud. Selv dér kan du have en fred, der overgår al forstand, for vel sidder du midt i alt det onde, men du sidder også i faderhånden på en uendelig kærlig, uendelig vis og uendelig magtfuld Gud.

Bøn
Herre vi priser dig, beundre dig og lover dit hellige navn. Herre, vi beder dig om, at du ved Helligånden må printe det her budskab ind i os. Ikke bare, så vi høre det, men også så vi må få det ind i vore hjerter, ind i vores tanker og ind i vores liv, ind i vores følelser, at vi må stole på dig og mærke din kærlighed og omsorg for os. At vi må mærke din visdom og mærke din kontrol i vore liv.

 

Author: Kim Præst