”Hvad har jeg gjort siden det her er sket?! Det her har jeg simpelthen ikke fortjent!”

De fleste af os har nok enten sagt det eller tænkt tanken: Hvad har jeg dog gjort for at fortjene det? Det kan være stort eller småt! Det kan være, at netop den dag, hvor du lige kører lidt for stærkt på vej til arbejde, at den dag, bliver du blitzet. Det kan være, at selv om du har læst og læst og læst til din eksamen, så trækker du alligevel lige et spørgsmål, som du ikke har forberedt dig på. Det kan være, at den eneste ene, vendte ryggen til dig, og nægter dig samkvem med jeres barn. Det kan også være helt derovre i den situation, hvor du må bære den eneste ene den sidste vej ud på kirkegården. Hvad har jeg dog gjort siden jeg skal rammes så hårdt?! Det har jeg da slet ikke fortjent. Hvorfor lige mig, Gud?!

I kender nok Johnny Cash. Nu er vi i hvert fald to herinde, der godt kan lidet countrymusik – vores graver Jens, og så mig. Der er sikkert andre, ikke? Lige for tiden lytter jeg en del til countrysangeren Johnny Cash. Jeg har egentlig aldrig rigtig hørt hans musik før, men i hans sidste år indspillede han en serie cd-ere ”Amerikanske optagelser” med en masse forskellige sange, også kristne sange. En af cd-erne indeholdt sangen, ”Why my Lord?”… ”hvorfor mig, Herre?”. Første gang jeg skulle høre den sang, så regnede jeg med at det var en klagesang? Hvorfor mig, Herre. Hvad har jeg dog gjort siden, jeg skal rammes af sådanne lidelser, sådanne problemer. Det spørgsmål, som kan ramme os, når vi bliver syge, når tingene går skævt, når vi bare ikke har det godt… ”Hvorfor mig, Gud?”. Jeg blev virkelig overrasket første gang, jeg lyttede til sangen, for der blev jo slået en helt anden tone an. Det her var ikke en klagesange, men en takkesang. Det var ikke: ”Hvorfor sker det her onde for mig?” – men det var: ”Hvorfor sker det her gode, for mig?”.

Oversat synger han blandt andet i sangen: ”Hvorfor mig, Herre, hvad har jeg gjort – for at få bare en af de velsignelser, jeg har oplevet? Hvad har jeg nogensinde gjort, som gør, at du elsker mig og viser mig mildhed?”.

Det er altså ikke kun, når vi rammes af noget grimt, at vi kan sige: Hvad har jeg gjort? Jeg har fortjent noget andet… også når det modsatte sker.  Jeg håber virkelig, at du har oplevet sådan en intens glæde, at du slet ikke kunne forstå, at sådan noget godt kunne ske netop dig! Den eneste ene sagde ja. Første gang du stod med dit barn i dine arme – eller da dit få sekunder gamle barn blev lagt op på dit bryst lige… Det kan være da du til en eksamen netop trak det spørgsmål, som du allerhelst ville have… sådan en stor glæde, hvor vi må knibe os i armen lige som Jeppe på Bjerget, da han vågnede op i baronens seng: ”Drømmer jeg – eller er jeg vågen?”. Hvad har jeg dog gjort siden jeg skal have det så godt? Hvad har jeg dog gjort siden jeg skal have det så godt? Og vi ved det ikke – vi er bare taknemmelige.
Der er altså to grunde til at sige: Hvorfor mig, Gud? Hvorfor sker det her for mig? Vi kan sige det 1) enten, når livet eller Gud giver os større glæde, end vi synes vi har fortjent, og vi kan 2) sige det, når vi synes, at livet eller Gud ikke behandler os sådan, som vi synes vi har fortjent det. At vi burde opleve bedre og større ting.
Jeg har lige læst en af Jesu historier for jer – og der var det kun klagesange, vi hørte: Hvorfor får vi ikke mere? Vi havde fortjent noget mere og noget bedre!

Jesu historie handler ikke om noget så stort som helbred og lykke/ulykke, men noget så jordnært som lønnen. De først arbejdere, der bliver ansat, arbejder hele dagen. Arbejder under den ubarmhjertige israelske stegende sol, og så får de det samme i løn, som dem, der knap nok har arbejdet en time. Og de først-ansatte brokker sig – for vel blev de ikke snydt, men derfor kan man jo nok føle sig snydt: Vi har fortjent noget mere! Vi har fortjent noget bedre end de andre! Vi har arbejdet hele dagen – og det er sådan du lønner os! Her har vi det, jeg sagde før: Hvorfor bliver vi ikke behandlet bedre end det her? Hvorfor er du sådan Gud, jeg har passet mit, jeg har levet et ordentligt liv, og så sker det her!

Men ved I hvad: Det er noget vås, at det onde sker i vores liv, fordi vi fortjener det. Og på samme måde, er det også noget vås, at det gode sker i vores liv, fordi vi fortjener det. Gud leger ikke bytte-bytte-købmand med os, noget for noget. Det eneste, der ikke er noget vås, det er, at vi har fået alt af Gud, selv den mindste gode og skønne ting. Som vi skal synge om lidt: ”Gods og gaver selve livet, er ej mit, Gud har frit, alt til låns mig givet”. Udgangspunktet er ikke, at vi skal have mere eller bedre – udgangspunktet er, at vi allerede har fået mere end vi fortjener. Udgangspunktet er Guds generøsitet – at han i det hele taget gik ud og ansatte de her arbejdere. At han i det hele taget har givet os det super-skønne-liv, som er vores. Det kan godt være, at det ser ud til, at nogen kommer lettere om ved det, og får mere ud af deres liv, men livet er stadigvæk det samme. Det ene liv, den ene dagløn, som Gud har givet os.
Jeg tror, at hvis vi er helt ærlige, og ser vores eget liv ikke lige midt i nuets problemer og mørke, men løfter os op i fugleperspektiv og ser ud over vores liv, så tror jeg, at det, der lyser imod os er Guds velsignelse. For det kan godt være, at vi kommer i situationer, hvor mørket omkring os bliver så voldsomt, at vi ikke kan se de velsignelser og de glæder, der ellers er lige for øjnene af os, men derfor er de der jo alligevel, derfor er Guds ufortjente gave der alligevel.
Sådan har jeg i hvert fald oplevet det indtil nu, og jeg tror, at jeg vil jeg være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke siger, at Gud har været god mig. Jeg vil være utaknemmelig, hvis jeg siger, at Gud bare har behandlet mig, som jeg har fortjent det… for han har velsignet mig, selv om jeg ikke fortjener det. Ja, vi kan nok dykke ned i episoder i mit liv og sætte fingeren på tidspunkter, hvor jeg ikke ville kunne sige, at Gud behandlede mig særligt godt. Tider i mit liv, hvor ulykke, sygdom, død, problemer har domineret mit liv. Det er tidspunkter, hvor jeg har klaget til Gud ligesom arbejderne i lignelsen: Vi har fortjent mere!! Eller oversat til mit liv: Jeg har fortjent bedre! Hvad har jeg dog gjort?! Hvorfor lige mig?! Men mit liv set i fugleperspektiv, så må jeg sige: Trods alt det mørke, trods det grimme… så har han velsignet mig mere end jeg fortjener.
Og det skal I ikke bare tage fra sådan en årsunge som mig – prøv se på Johnny Cash – countrysangeren. Kender man bare lidt til hans livshistorie, så kan i hvert fald jeg undre mig over, at han her på sine gamle dage kunne synge om, at han ikke forstår, at Gud har været så god imod ham. Jeg havde ikke undret mig, hvis han havde sunget det modsatte: Hvorfor alt det onde? Men i stedet synger han: Hvorfor alt det gode?  Og det er ikke bare en sang, som han synger, fordi den er god og stærk, men jeg tror også, at han sang den, fordi det var sandhed for ham. Jeg så et interview med ham i den forgangne uge, hvor han sad og næsten ikke kunne snakke eller gå, ramt af sygdom. Og journalisten Larry King spørger ham: Men er du ikke bitter, når du ser tilbage? Er du ikke vred på Gud?… Og han svarer… det er svært at høre hvad han siger… men han får det frem: Vred? Bitter? Det liv, Gud har givet mig, har været godt og smukt… jeg er den sidste, der skal være vred på Gud”.
Det var som at høre en introduktion til sangen: ”Why me lord?” ”Hvorfor mig, Herre? Hvorfor al den velsignelse?”

Afslutning
Hvad siger du? Siger du: ”Hvorfor mig, Herre? Hvorfor er der sket mig så meget godt? – det har jeg ikke fortjent!” Eller siger du: ”Hvorfor mig, Herre? – jeg havde fortjent noget mere, noget bedre!”. Jeg tror vores tilgang til livet er spændt ud mellem de to ydrepoler – tilfredshed og utilfredshed – taknemmelighed og utaknemmelighed. Vi bevæger os frem og tilbage mellem disse to – men må Gud hjælpe os mere og mere, oftere og oftere at ende dér i taknemmelighed og tilfredshed.

Det er skønt at være taknemmelig. Man bliver glad af at være taknemmelig – du kan ikke pege på et taknemmeligt menneske, som ikke også er et glad menneske. De to ting følges ad. Et taknemmeligt menneske er et overskuds menneske, der har energi til mere, og som også har overskud til at kunne træde hen over kritik og mørkemænd… fordi kontoen med takke-emner er så meget højere end minuslisten og mangellisten nogensinde kan blive.

 

Og jeg tror, at vi alle kan finde et eller andet at sige tak for. Jeg har hørt sådan en sød historie fra et plejehjem, hvor de ældre på et tidspunkt sad og fortalte hinanden, hvad de havde at takke for. Den ene var taknemlig for familien, den anden for helbredet – og så kom turen så til en gammel, næsten tandløs dame. Hun sagde: ”Jeg takker Gud for mine to gode tænder – den ene i overmunden og den anden i undermunden som passer sammen, så jeg kan tygge min mad”.

Der er grundlæggende to måder at leve livet på – enten i taknemmelighed eller i krav om mere.