I august 1648 belejrede tyrkerne Wien og byen var lige ved at falde i hænderne på muslimerne. Det vil ikke bare være en stor sejr at indtage byen, men man kunne faktisk kalde Wien for porten ind til Europa. Det var ikke første gang, at tyrkerne stod og var ved at slå porten ind til Europa – men denne gang så det rigtig skidt ud. Kristne i hele Europa bad til Gud om et mirakel – for det var virkelig det, der skulle til. Og en morgen vågnede folk i Wien til lyden af andre kanonkugler – det var den polske hær, der var nær med 20 tusinde soldater, der kom for at jage tyrkerne væk. Selv om oddsene var imod dem, så var det her et overraskelsesangreb, der jog tyrkerne på flugt og det kristne Europa var sparet for et knusende nederlag. Pave Innocent d. 9. udsendte et dekret om en kæmpe fest til ære for Maria som tak for denne redning.
Og her er det så, at kæden vel hopper af for os protestanter. Som protestanter stiller vi vel os selv det spørgsmål: Hvad i alverden havde Maria med den sejre at gøre? Det er svært for os at forestille os et kristent liv, der er så domineret af Maria – men i årtusinde har Jesu jomfruemor haft en indflydelse, der nærmest overgik Jesu indflydelse.
Der kom traditioner, som spandt et guddommeligt slør omkring hende og fremstillede hende som himmeldronningen. Hvordan hun lige som sin søn opstod fra de døde efter tre dage og blev hentet af Jesus, og hvordan hun nu sidder ved Jesu højre hånd. I 1854 blev det så en del af den katolske tro, at Maria lige som Jesus også var født af en jomfru og altså uden synd. Hun blev pludselig vores forbindelse til Jesus – så hvis vi smider Maria væk, så har vi ikke længere Jesus – hun er vores direkte forbindelse til Gud gennem Jesus.
Ja, jeg kunne blive ved med at finde en masse ting, der lige så langsom vil få hårene til at rejse sig på enhver protestant og som gør det vanvittigt svært for os at behandle Maria fair og fordomsfrit. Jeg vil gerne lære jer et nyt ord i dag – overkompensation. Det er sådant et ord man bruger indenfor psykologien, hvor vi andre taler om at ”gå over i den anden grøft”, så taler psykologer om at overkompensere. Hvor nogen går ud i en ekstrem, så går vi over til den anden ekstrem for at lægge så stor afstand som muligt til de andre. Hvis katolikkerne beundre Maria, så ignorere vi hende. Og resultatet er at vi protestanter er blevet anti-Maria. Der er vel ingen tvivl om, at der ikke er en så fremtrædende person i Bibelen, der er blevet tilsidesat og ignoreret så meget som Maria. Der er sikkert mange af os, der har hørt prædikener om disciplen, der lå med hovedet i Jesu skød… men der er nok meget få, hvis overhovedet nogen, der har hørt en hel prædiken om den kvinde, der havde haft Jesu hoved i sit skød, da Jesus var spæd. Vi har hørt personerne beskrevet hele vejen rundt: Peter, der fornægtede Jesus, Thomas, der tvivlede, Pilatus, der dømte Jesus, Judas, der forrådte Jesus, men mange protestantiske prædikestole er utroligt stille, når det drejer sig om Maria, der født Jesus.
Vi er så bange for at støtte katolikkernes syn på sagen, at vi hellere ignorere hende end respektere hende og giver hende hendes rigtige plads i Guds frelsesplan. Men det er tåbeligt at tilsidesætte noget af Guds åbenbaring bare fordi nogle mennesker misbruger det. Det er lige så tåbeligt at afvise Maria og hendes eksempel og hendes offer og hendes tjeneste fordi katolikkerne tager fejl på en del punkter, som det mange katolikker gør. Det nye Testamente er tydelig og placere hende som et eksempel på ydmyghed, underkastelse under Guds vilje og tro. Ingen steder i Bibelen peger Maria på sig selv for at fremhæve sig selv… nej, hun peger videre og op på Gud. Som det, jeg læste før: ”… herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig”. Alle slægter skal prise mig salig, ikke fordi jeg har gjort store ting, men fordi Gud har gjort store ting… igen, som det vidne hun er, peger hun ikke på sig selv, men på Gud. ”Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt”.
Hun er lige som alle andre personer i Bibelen vidne, der peger ikke på dem selv, men på Gud og det Gud har gjort og stadigvæk gør. Maria er et af mange vidner som vi har – i Hebræerbrevet står der: ”Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os… [lad os] holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus” (Hebr 12,1-2). Vi har en masse vidner – lad os have dem i ryggen som støtte, men lad os have fokus på Jesus, for det er ham, der alene kan få os til holde ud i det, der ligger foran os af problemer, modgang og sygdomme. Men vi er ikke alene i det liv – der er sat en stor sky af vidner omkring os, der også ser fremad, og som vi kan støtte os til i forskellige dele af vores liv. Og en af disse er Maria – en af mange, men stadigvæk en af dem, der gjorde det rigtige på det rigtige tidspunkt i frelseshistorien. Da hele Guds frelsesplan bare lå klar til at blive foldet ud – da profetiers opfyldelse bare lå og ventede på at blive opfyldt eller blive til grin og glemt, så ventede det hele bare på en teenagerspiges accept eller afvisning. Vil hun, Maria, gå ind i den opgave, hun bliver spurgt om – og som vil bringe lidelse, afsavn og som betyder, at det liv hun havde forestillet sig, ville blive ændret radikalt… eller ville hun vælge at takke nej, det er for stor en mundfuld for mig. Hun valgte at sige ja – hun valgte Guds plan frem for sin egen plan, hun valgte at sige ”det ske mig efter din vilje”. Hun valgte at lade den Mægtige gøre store ting mod hende – og selv om hun så ville have alle mulige grunde til at fremhæve og ophøje sig selv for den trosmæssige kraftpræstation hun havde udført, så var det ikke sig selv hun ophøjede, men ”Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!”
Men hvad kan vi så lære af Maria har… Ja, jeg vil gerne fremhæve to ting:
1) Kigger man teksten til i dag igennem, så viser det os, at den er sammensat af en masse steder fra Det gamle Testamente, som Maria sætter sammen til en ny lovsang, Marias lovsang, som den hedder. Men det viser os, at Maria kendte sin bibel – og hun brugte sin bibel. Hun havde ingen bibel liggende hjemme på sit natbord, så det eneste sted hun kunne have hørt Guds ord, det var ved at møde op i Synagogen for at høre Guds ord blive læst og udlagt. Så Maria er et eksempel på at den største viden om Gud og det han gør, den får man ved at opsøge det i Bibelen og ved at være sammen med andre troende… i vores tilfælde kan vi sige, at det sker ved at vi læser i Bibelen og går i kirke eller til bibelstudium.
2) Den anden ting vi kan lære af Marias lovsang er hvordan Gud bruger den ydmyge. Marias eksempel og den tekst, vi har i dag viser os, at den vigtigste egenskab en kristen kan have, er ydmyghed. Gud afviser menneskets forestillinger om hvad der er stort og småt – hvad der betyder noget og hvad der er ubetydeligt. Det er ikke den åndelige stolte, den sociale rige eller den materieller velhavende, der har det sidste ord i Guds rige. Arrogance og magt og rigdom er fuldstændig ved siden af her. Marias lovsang minder os om, at Gud ophøjer dem, der frygter ham, de små, dem, der har indset, at de har brug for Gud i deres liv… dem, der sulter efter ham.
Et menneske kan ikke engang blive en kristen, hvis det ikke ydmygt erkende dets behov for Gud. Før det menneske ydmygt bekender sine synder og beder Gud om tilgivelse. Og efter, at vi er blevet kristne, så er ydmyghed også på sin plads, for Gud kan ikke bruge os, før vi ydmygt stiller vores liv til hans rådighed. For at blive brugt i Guds rige, så er vi nødt til at ydmyge os selv, så vi ikke længere er selv-centrerede, men Gud-centrerede. Det vidste Maria – hun vidste, at det var hendes ydmyghed, der fik Gud til at bruge hende i hans værk. Hun så sig selv som Guds tjenerinde og Gud som Herren, der havde ret til at gribe ind i hendes liv. Og Gud gjorde store ting mod hende.
Ved at vi lægger os selv til side og over i hans hænder og siger Horne Kirkes bøn ”ske din vilje”, og overlader konsekvenserne til ham, så vil vi se, at Gud nok skal bane en vej, dér hvor der nu ikke er nogen vej. Så vil vi se, at ingen ting er umuligt for Gud. Intet er umuligt. For Gud…
3) Det er den tredje ting jeg vil tage frem: For prøv tænk: Hvis Gud kan bruge en teenagpige, en bondepige uden nogen uddannelse eller stand – hvis Gud kunne bruge Maria, så kan han bruge alle, så kan han også bruge dig. Frans af Assisi siger et sted: Hvis Gud kan bruge mig, så kan han bruge alle”. Og han har ret.
Men hvad vil der mon ske, hvis du tillader Gud at bruge dit liv? Vil det ikke være spændende at finde ud af det?
