Kirken lever af vækkelse – kirken vil dø… vi vil som kirke dø, hvis der ikke en gang imellem skyllede en frisk brise af hellig kraft igennem det kirkelige landskab. Vi har brug for vækkelser, men der er et stort minus ved vækkelser… og det er, når man sætter et stort skel ned gennem menigheden, ned gennem kirken, ned gennem byen og ned gennem sognet med et ”os” der er på den sikre side, og ”dem”, som vi egentlig helst ikke vil have med at gøre. Kun hvis de bliver som os.

Og i den forbindelse er kravet om rene alterborde ofte kommet på dagsorden. Det vil sige, at alterbordet kun skal være for hellige folk, folk af ens egent observans og stærkt og sande tro, og som har en uplettet livsførelse.

Jeg har hørt om en præst, der altid selv går foran og deler alterbrød ud, og så er det kordegnen, der skænker vin op bagefter – altså modsat af hvordan vi gør normalt. Det gør denne præst med den begrundelse, at hvis der nu skulle være en i menigheden, der lever et åbenlyst syndigt liv, og derfor skal springes over ved uddelingen. Alterbordet skal forblive rent.

Men er det ikke umuligt at holde alterbordene rene? Hvis vi kigger lidt på os selv, vil vi så være værdige til at gå op og knæle ved alteret? Jeg kan kun tale på egne vegne… nej! Men er det ikke netop fordi jeg ikke er værdig til at gå derop, at jeg netop gør det, fordi jeg har så meget brug for det. Hvor skal vi ellers gå hen?

Der var en præst, der sad i præstegården, og talte med sin biskop sammen med sit menighedsråd. Biskoppen skulle lige høre, hvordan det gik i sognet.

”Går der mange til alters?” spurgte biskoppen.

En svarede: ”Hvis ikke, er det i hvert fald ikke præstens skyld, for han siger tit og tydeligt nok, at til nadverbordet har vi alle lige adgang, og er lige velkommen. Der er ingen betingelser”.

Biskoppen svarede: ”Ja, det lyder jo så godt. Men det er jo ikke rigtigt. På Luthers tid levede en fyrste Filip af Hessen – han havde en tid to koner, og i den tid, holdt han sig borte fra nadverbordet; og det synes jeg, han gjorde ret i”.

Biskoppen så sig om i kredsen, sikker på tilslutning og henvendte sig til præsten: ”Hvad ville De da have sagt til Filip?”

Præsten svarede: ”Jeg ville have sagt: Hvad bilder du dig ind, Fillip, du har to koner, og tilmed går du ikke alters”.

Det var biskoppen ikke enig med præsten i, men havde præsten ikke noget ret? Netop, når Filip var ud i det syndige og anklagende, da var syndsforladelsens gæstfrie bord lige stedet for ham. Stedet, hvor Filip kunne høre ordene: Drik alle heraf – dette er den nye pagt med mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse”. Men hvor omkvædet også bør lyde: Gå – og synd fra nu af ikke mere”.

Vil man gøre alt for at være den første til at kæmpe for rene alterborde, så skal man nok også være en af de første, der undlader at gå derop. Hvis I spørger mig, så findes sådanne rene alterborde kun to steder: I himlen og de steder, hvor der er messefald, og altså ingen går til alters.

 

Man kan sige meget om disciplene, men de var i hvert fald ærlige, da Jesus sagde, at en af dem ville forråde ham. Alle disciplene kom hen til ham, og spurgte: Det er vel ikke mig, Rabbi, min lærer?

Hvordan vil vi have reageret, hvis vi havde siddet dér og hørt Jesu ord? Var der et skulende blik rundt på alle de andre – for jeg kunne da ikke finde på at forråde Jesus, men hvad med de andre? Ville vi også havde sagt: ”Det er vel ikke mig, Herre?” eller havde vi spurgt: ”Hvem er det? Fortæl os det!”.

Men sådan reagerede de  ikke – i stedet for at blive vrede over at der skulle være en forræder blandt dem, som delte påskemåltidet med dem, så blev de bedrøvede og alle disciplene spurgte: ”Det er vel ikke mig?”. Vidste de da ikke selv om de var forræderen? Vidste de ikke om de havde forrædersindet i sig eller ej…?

I søndags – palmesøndag – hørte vi om, hvordan Jesus red ind i Jerusalem, men da Jesus talte om forpligtelse og kors, og ikke viste sig at levere varen – et frit Israel – som alle jøder drømte om, så vendte jubelråbene sig til et hadefuldt ”korsfæst ham”.

Havde tanken om at droppe hyldesten og vende tilbage til Nazareth til hverdagen også sneget sig ind hos disciplene? Havde de selv tænkt tanken at forråde Jesus – havde de selv kæmpet – måske endda leget lidt med tanken af den ene eller den anden grund, så de ikke vidste om de selv, ville give efter og fuldbyrde forræderiet mod deres elskede herre?

Da Judas spurgte: ”Det er vel ikke mig?” – svarede Jesus: ”Du sagde det selv!”. Alle disciplene kunne have gjort det – men det var Judas, der gjorde det!

Men det kunne åbenbart have været dem alle – og det viste sig også, at de alle sammen var væk som dug for solen, da den første romerske soldat løftede sværdet.

Det var Judas – lederen, kasseren, der sad ved hæderspladsen ved siden af Jesus ved påskemåltidet, så han kunne dyppe brødet i den samme skål som Jesus. Han havde – lige som Peter sikkert og havde det – udset sig selv som en af de store ledere i flokken. Både Judas og Peter så og hørte forunderlige ting. Begge væltede rundt i den samme hvirvel af håb, frygt og desillusionering. Da sagen spidsede til, fornægtede de begge deres mester. Der holder ligheden også op. Judas accepterede den logiske konsekvens af sin handling – han tog sit eget liv. Han var uvildig til at modtage hvad Jesus var kommet for at give.

Peter blev ydmyget, men var stadig åben for Jesus budskab om nåde og tilgivelse, og endte med at lede en vækkelse i Jerusalem. Han holdt ikke op, før han havde nået sit eget kors i Rom.

Men de havde det begge i sig – forrædersindet, men begge var alligevel inviteret til påskemåltid med Jesus. Efter alt at dømme løb Judas af sted til myndighederne, før Jesus indstiftede nadveren…. Ahhhh… et argument for rene alterborde, når nu Judas ikke var der! For så havde vi jo et bord fyldt med de hellige apostle. Rene alterbord, tak! Næh, for kigger vi rundt om bordet, så ser vi:

Peter, der om et par timer skal benægte Jesus, bande, ”Jeg kender ikke det menneske”.

Thomas, der efter Jesu opstandelse næsten barnligt insistere på at stikke fingeren i siden på Jesus, for at være sikker på at Jesus nu også er opstået.

Vi ser resten af disciplene, der senere falder i søvn i Getsemane Have på det eneste tidspunkt i hele Jesu liv, hvor han havde brug for dem. Brug for at de var vågne og bad sammen med ham… bare lige en time. Men næh nej, når man har drukket lidt vin og fået lidt god mad, så skal der ikke bedes, men soves.

Og de samme sovende disciple, lader senere Jesus i stikken og låser sig ind i et hus og gemmer sig, efter langfredag.

Der rundt om bordet sad potentielle forrædere – ligesom vi kan kigge rundt på syndere, når vi knæler ned ved alteret – og med os selv ved vi, at vi også er syndere.

Det rene alterbord, bliver søndag efter søndag tilsmudset af et menneskemylder af syndere – man skulle næsten tro, at der er en synder-magnet indbygget i alteret. Men det er også det eneste rigtige sted at gå hen for en synder – selv om der faktisk er to forskellige veje at vælge. Vi kunne kalde den ene for Judas-vejen og den anden for Peter-vejen.

• Den hovmodige Judas-vej fører væk fra Jesus, væk fra angeren, væk fra livet.
• Peter-vejen fører gennem tårer over synden, gennem ydmygelse over alterbordets tilgivende ord, og så frem til livet.

Man er ikke en bedre kristen fordi man går til alters. Man er ikke mere religiøs – man har ikke bedre styr på sit liv, nej, man har set selv som en fortabt synder. Men man har så set, at Judas-vejen ikke er nogen farbar vej, men at Petervejen over alteret er den eneste vej ud af ens problemer.

Det er ikke for sjov, at man – hvis man ellers har fysikken til det, at man da knæler ned ved alteret. Det er ikke den egenrådige, hovmodige, der tiggende på knæ rækker hånden ud for at modtage en almisse fra Mesteren Jesus. Nej, det er den, der ikke selv har noget at give. Det er os, der kun kan række vore tomme hænder frem, og så håbe, at de bliver fyldt op.

Evangeliet til i dag slutter: ”Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til oliebjerget”. Efter nadveren – takkede de for nadveren, de sang lovsang og forlod alteret. Peter gik ud til sin fornægtelse, Thomas gik ud for snart at vise sin manglende tro… næste gang de møder Jesus igen efter langfredag lyder hilsenen uden bebrejdelser: ”Fred være med jer”. Og sammen holder de igen nadver.

Efter nadverbordet går vi også ud til vores fald og nederlag – og viser, at vi også har disciplenes forræder-sind. Men når vi så slukøret kommer tilbage til alteret, så er der ingen fordømmelse, men et fred være med jer. Og selv om vi kommer med vores beskidte tanker, vores beskidte liv, vores beskidte handlinger, så bliver alteret alligevel ved med at være rent. Så alterbordet er faktisk rent – men de skyldes ikke, at vi holder nogen udenfor, men at Jesus sletter alt det beskidte ud, som vi kommer med. Alterbordet er rent, men det skyldes ikke os, der kommer, men ham, der tager imod.

”Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne. Er de røde som purpur, kan de blive som uld”, som der sår i Esajas Bog.

Det er hemmeligheden bag alteret og nadveren – og ved I hvad… jeg har en glædelig nyhed: Om lidt har vi altergang.