Sidste søndag hørte vi om hvordan Jesus mættede over 5000 mennesker – og det gjorde han med fem brød og to fisk… kort sagt: Det gjorde han ved at lave et bespisningsunder. Og jeg må da nok erkende, at jeg havde det lidt på den måde, da jeg arbejdede med min prædiken: Kan jeg virkelig gå op på en prædikestol og stå og sige, at Jesus gjorde sådan noget? Hvad vil folk da ikke tænke – for kan vi som moderne og oplyste mennesker tro sådan noget? Vil de ikke tro, at jeg er sådan en ret naiv fyr, der tror på at sådan noget virkelig har fundet sted? Ja, selvfølgelig er jeg så naiv, at jeg tror på sådan noget – og jeg er endda så dum, at jeg stiller mig op på en talerstol og fortæller det til jer. Ja, jeg tror på det. Men anfægtelsen var der alligevel: Kan du virkelig stille dig op og sige det… også fordi, der jo er andre muligheder end at sige hele sandheden om teksten.
For nogle år siden hørte jeg en af de præster, der nu er kandidat til at blive biskop i København i en prædiken om bespisningsunderet sige: Det, der skete var, at da alle folk så, hvordan den lille dreng gav af sin mad og ikke holdt maden for sig selv… jamen, så begyndte de andre også at tage deres mad frem og dele dem med hinanden. Og så pludselig var der nok mad til alle – fordi alle lærte at dele med hinanden. Det kan man da kalde et håndgribeligt bespisningsunder. Og det er noget, man kan holde en god og from prædiken om, at vi jo skal dele, og gør vi det, så er der nok til alle andre også.
Ja, man vil kunne holde en god og from prædiken – men også en prædiken, der er en løgneprædiken, og en prædiken, der reducerer det, der skete ved bespisningsunderet. Nemlig at Jesus sprængte de fysiske rammer, og skabte mad, hvor der ellers intet var.
Og lidt på samme måde med den her tekst: Kan det da virkelig passe, at Jesus blev undfanget og født af en jomfru? Kan jeg virkelig godt stille mig op på en prædikestol og sige det? For kan det da virkelig passe? Og sådan kan vi jo stille spørgsmål ved alle de ting i Bibelen her, der bare sprænger rammerne lidt den fysiske verden. Kan det virkelig passe, at Jesus gjorde vand til vin? Kan det virkelig passe, at Jesus gik på vandet? Kan det virkelig passe, at Jesus opvakte Lazarus, så han blev levende? Kan det virkelig passe, at Jesus selv stod op fra de døde? Kan det virkelig passe…? Er der overhovedet noget i denne bog, der ikke kan blive betvivlet… alt er blevet betvivlet og bliver betvivlet selv ned til selve grundstenen i bogen her: Kan det virkelig passe, at der er en Gud?
Og hvad er resultatet: Kristendommen bliver reduceret på rigtig mange måder. Kristendommen bliver reduceret til etik, at du skal dele ud af det du har, så er der nok til alle andre. Du skal elske din næste som dig selv. Kristendommen bliver reduceret til noget psykisk, hvor vi kan hente trøst. Ja, vi kan hente selvværd – for Bibelens myter fortæller, at du er skabt i Guds billede, så derfor er du god og elsket som du er. Kristendommen bliver reduceret til identitet – at jeg er kristen i modsætning til muslimerne. Kristendommen bliver reduceret til det bare ingenting – i bedste fald er det humanisme. Og det kan jo være meget godt – men som min norske lærer i troslærer Aksel Valen-Sendstad ofte sagde det med en meget vrængende stemme, ”Det kan man jo hverken leve eller dø på”, når han stødte på noget kristendom, der var blevet udvandet til det ukendelige.
Fjerner man jomfrufødslen fra kristendommen, så er den virkelig hverken til at leve eller dø på. Det vi læser om i dag, er virkelig kernen i kristendommen. Jeg kan godt betvivle, at Jesus gik på vandet eller at Moses og jøderne gik tørskoet igennem det døde hav – og det har faktisk ikke den helt store betydning. Igen, der er ting i mit gudstbillede og i mit billede af Jesus, der bliver reduceret, men selve bygningskonstruktionen, kristendommen, vil nok bliver stående alligevel. Noget helt andet sker der, når vi hiver underet ”jomfrufødsel” væk, så begynder det hele at vakle for til sidste at styrte sammen. Jeg ved ikke om I kender studieværten Larry King – en stor kanon, der har interviewet alle, der er noget. Er man et navn, så han man været forbi Larry Kings mikrofon. Man han blev stillet det spørgsmål: Hvis han kunne få en hvilken som helst person i hele verdenshistorien til at sidde i den varme stol til et interview, hvem skulle det så være? Og til det svarede Larry King: Jeg vil vælge at interview Jesus Kristus. Jeg ville så spørge ham, om han virkelig er blevet født af en jomfru. Svaret på det spørgsmål vil virkelig definere hele historien for mig”.
Og det er jo egentlig rigtig – for var Jesus ikke født af en jomfru, så vil jeg faktisk sige, at der er meget i hele historien, der skal omdefineres. Jeg vil endda gå så vidt, som at vi skal til at overveje, om vi ikke skulle finde et andet udgangspunkt for vores tidsregning end det tidspunkt, hvor vi regner med at Jesus blev født. For så mister hans fødsel hele sin betydning. Der var en eller anden vittig person, sikkert en teolog, der skrev på en væg på det teologiske fakultet: ”Aflys julen, Josef har tilstået”.
Hele min frelse og hele din frelse hænger nemlig på, om Jesus var født af en jomfru eller ej. Sagt anderledes: Enten var han født af en jomfru eller også har jeg ikke nogen frelser. Og ja… jeg tror jeg har en frelser.
Men hvorfor er det så vigtigt, at Maria var jomfru, da hun fødte Jesus? I kender sikkert godt ham, der er blevet kaldt verdens største løgner, baron von Münchhausen. Det var ham, der undgik at drukne i en sump, fordi han hev sig selv og sin hest op ved nakkehårene. Det var naturligvis bare en sjov historie – intet menneske kan hive sig selv op ved hårene. Og det er egentlig også svaret på hvorfor jomfrufødslen er så vigtig: Intet menneske kan hive sig selv op ved hårene.
Da synden kom ind i verden i tidernes morgen, kom den også ind i os menneskers aller inderste. Alle mennesker er derfor født som synder – det er det, vi kalder for arvesynden. Alle mennesker er født med ryggen mod Gud, født med en vilje bøjet væk fra ham og krummet ind i sig selv. Var Jesus blevet født som et almindeligt menneske, så ville han ikke være den syndfrie, der blev ved med at være syndfri. Nej, så ville han kun have været den syndige, der aldrig gjorde nogen synd. Og det i sig selv ville jo være fantastisk. Men Jesu død på korset ville så have været en synders død, og derfor ville han aldrig være stået op fra de døde igen. Syndens løn er død – skriver Paulus. Jesus ville så bare have modtaget straffen for den synd, der altid havde plaget os mennesker ned. Arvesynden. Der ville derfor aldrig have været nogen påskedag efter langfredag – det eneste vi ville have stået tilbage med var en undermager, en god prædikant og så et etisk forbillede. Men i stedet for, så står vi med en frelser.
Så langt ind i den menneskelige race, er synden trængt ind, at Gud ikke bare kunne nøjes med et par smålapperier på projekt menneske. Nej, han var nødt til at begynde helt forfra – han var nødt til at komme med en ny Adam, Jesus, for at bryde syndens kædedans fra generation til generation. Det var ikke bare nok, at Gud sendte Jesus, nej, det, der skulle til var at Gud selv kom. Passer jomfrufødslen, så er Jesus ikke bare et menneske, nej, han er Gud og menneske. Og som Gud kunne han bygge bro fra vores verden til Guds verden. Passer jomfrufødslen, så var det lille barn i krybben et syndfrit menneske, der gennem kamp og lydighed mod Gud blev ved med at være syndfri… så da han udåndede på korset, var han stadigvæk syndfri. Og derfor sluttede det ikke langfredag – men det fortsatte påskedag: Jesus blev ikke i graven. Døden havde intet på ham. Fordi han ikke skulle dø for sin egen synd, så døde han for din og min synd. Fordi han ikke skulle dø for sin egen synd, så blev han den frelser, der kan rive os op med hårene, når vi er ved at falde ned i sumpen igen. Hvad vi ikke selv kan – det gjorde han, det gør han.
Så nej, jeg har ikke noget imod at prædike at jomfrufødslen var en realitet – for der står så meget på spil, havde det ikke været en realitet. Uden jomfrufødslen ingen kristendom – ingen frelser – ingen frelse til dig og mig. Men med jomfrufødslen, så har vi et glædeligt budskab, kristendommen. Vi har en frelser og ved troen på den frelser, er der frelse for dig og mig. Det er det, vi skal høre om lidt over en uge, når det hedder langfredag og påskedag.
Så selvfølgelig kan vi sætte spørgsmålstegn ved jomfrufødslen, men vi kan ikke gøre det, uden at sætte spørgsmålstegn ved vores egen frelse, for er den så noget værd? Var det nok, det Jesus gjorde – eller er du nødt til at bidrage med lidt?
Men heldigvis: Jomfrufødselen er en realitet – og derfor behøver du ikke sætte spørgsmålstegn ved din egen frelse, for så er den alt værd. Så var det nok, det Jesus gjorde – og du hverken skal eller kan bidrage med noget som helst. Det eneste du skal gøre er at tro – og tage imod. Og selv det hjælper han os med.
