Tiden efter den forfærdelige 11. september 2001, hvor den globale terror for første gang rigtigt viste sit djævelske ansigt, den var fuld af en masse sympatitilkendegivelser og moralsk oprustning. Nu skulle der ske noget – der skulle samles en alliance, så præsident Bush slog en streg i sandet i november samme år. ”Det vil være vigtigt for nationer at vide, at de vil blive holdt ansvarlige for inaktivitet. Du er enten med os eller imod os i kampen mod terror”.
Det er en sætning, som præsidenten stensikkert bevidst har taget fra Jesu tale i dag: ” Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.” Præsidentens ord er blevet gentaget i det uendelige, og man har sat spørgsmålstegn ved den. For betyder det, at man så skal stille sig bag USA og sige ja og amen til alt, hvad der udgår fra dem, eller kan man tillade sig at stille spørgsmål, ja endda kritisere?
Om ikke andet, så skal der en selvsikkerhed til for at sige de ord – man skal mene, at man har sandheden bag sig, det gode bag sig, og dem på den anden side, må så sandelig ikke have sandheden og godheden bag sig. Nu skal jeg selvfølgelig ikke stå og snakke politik – for det er dræbende kedeligt – men i mit univers, er der kun en, der har sandheden og godheden bag sig, ja, som faktisk selv er godheden og er sandheden: Jesus Kristus. Og derfor er han den eneste, der med rette kan sige, at hvis du ikke er med mig, så er du imod mig. Han er den eneste, der kan tillade sig at tale i absolutter – den eneste, der kan tillade sig at dele verden op så firkantet som han gør det: I to dele – enten som mørkes børn eller som lysets børn, enten som hans modstander, eller som hans disciple. Enten for eller imod – der findes ikke noget neutralt sted.
Som barn kan jeg huske, at jeg på et tidspunkt legede med tanken om, at jeg da ikke behøvede at tage stilling til Guds og Djævelens kamp. Lidt ligesom man kunne stå henne i skolegården og se to store drenge fra 10. klasse slås, så kunne man melde sig ud, være neutral – det er dem, der slås. Og sådan er der stadigvæk mange, der mener i forhold til det religiøse: Det må kunne lykkes at være neutral – eller i det mindste er det i hvert fald forkert, at der er tale om et enten-eller. Der må være andre muligheder i verden end enten Jesus eller også djævelen! Det kan man naturligvis også sige – det er jo et frit land vi lever i – men man skal ikke kalde det for kristendom eller kristent, for i vores kristne tro er der kun de to muligheder.
Kristendommen beskriver mennesket på den måde: I et hvert hjerte – altså i vores inderste – der er der en trone. Vi er designet af Gud, skabt af Gud til at være afhængige skabninger, som er underlagt en anden. Det var Guds vilje, at han skulle sidde på den trone – og når han regerede vores liv, så skulle det blive et liv med glæde, skønhed, frihed og styrke. Men gennem djævelens fristelser afsatte mennesket Gud, vi lavede et kup og smed ham ned fra tronen – kort sagt: Vi syndede. Vi troede, at vi selv kunne sætte os på tronen i vores liv – det var jo djævelens løgn: ”Du skal blive som Gud”. Men i stedet for at blive som Gud, så blev vi slaver, for vi kan slet ikke bestige den trone. Det er så umuligt, at vi kan herske i vores eget liv, som at en hest sætter sig i sadlen på sin egen ryg – det er fysisk umuligt. Hvis Gud ikke sidder på tronen i vores liv, så er der en anden, der sidder dér, Guds fjende: Djævelen. Vi kan ikke selv.
Det kan selvfølgelig være lidt hård kost at sluge, at medmindre, at du har givet dit liv til Jesus, så ejes det ikke af dig selv, men af djævelen, men det er ikke desto mindre det jeg læser i Bibelen. ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder”. Det ser vi i de tre tekster, jeg har læst i dag, men det går også igennem hele Bibelen går dette enten/eller. Der findes ingen tredje mulighed, der findes ingen neutralitet og der findes intet helle for folk, der ikke har taget stilling. ”Den, der ikke er med mig, er imod mig”. Vi er midt i en krig mellem Gud og djævelen, og slagmarken er menneskets hjerter, dit og mit hjerte.
Djævelen ønsker at skade Gud, men da han ikke kan gøre Gud noget som helst, så kaster han sig over kronen på Guds skaberværk: Mennesket. Han narrede mennesket ved at blide os ind, at vi kunne være vores egen herre, at vi kunne være autonome, selvbestemmende, men i sted sidder vi fast i hans fælde. Og djævelen blev hvad Bibelen kalder for ”denne verdens gud” (2 Kor 4,4). Og der sad vi så, og vi kunne have siddet der i hans kløer resten af evigheden, skilt fra Gud. Og det værste af det: Vi lå som vi selv havde redt. Vel var vi blevet narret, men vi havde selv valgt Gud fra.
Gud kunne bare have ladet os sejle vores egen sø… men, som Luther skriver i sin salme:
”Da ynked Gud i evighed,
Min jammer og elende
Han tænkte på barmhjertighed
og ville hjælp mig sende.
Jesus kom for at generobre tronen i vores hjerter. Den første kamp, eller… nu er jeg lige kommet fra et kursus som feltpræst: Der hedder det: Den første føling. Den første føling med fjenden havde Jesus i fristelsen i ørkenen. Den, som vi hørte om 1. søndag i fasten, og den sidste har vi om et par uger, når vi har langfredag. I det hele taget, så spiller djævelen en central rolle i alle de tekster, vi har her i fastetiden, men hver eneste gang går han slagen ud af kampen.
Og hvad var Jesu mål: Jo, det er at generobre det tabte, det fortabte. ”Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” Jesus er kommet for at smide djævelen ud, og genindføre Guds rige i verden, i dig. Jesus fortæller i dag en lignelse om den stærke, der smides ud af et hus, af en stærkere. Det er Jesus: Jesus kom til verden – og besejrede den stærke. Han bedrog bedrageren – han narrede djævelen til sit eget nederlag, ved at tilbyde sig selv som et let bytte. Jesus tillod, at han blev arresteret, fanget, pisket og dræbt i hænderne på mørkets kræfter. Han tillod djævelen, at djævelen fik sin store dag, da han dræbte Guds søn. Han lod djævelen tro at nu, var sejren i hus, da han fik lov til at dræbe ham. Nu havde djævelen vundet. Men i stedet for at være bundet for evigt i døden, så kunne døden ikke holde ham, døden havde ikke noget på dette pletfrie menneske – og med Guds kraft stod han op påskemorgen, så tidligt, at han tog djævelen på sengen. Han anvendte djævelens største våben, døden, mod djævelen selv – og vandt. Dødens porte blev væltet omkuld – indefra!! Det er jo næsten en poetisk retfærdighed: Det var ved kundskabens træ, at djævelen overvandt mennesket – og det var ved korsets træ, at djævelen igen mistede mennesket.
Korset er pludselig ikke noget dødsinstrument, men et tegn på sejr. Det er derfor, at da du blev en kristen, da du blev et Guds barn, da du blev døbt, da blev der tegnet et kors på dit ansigt og på dit bryst – sejrens symbol. Det er det tegn, der giver dig del i Jesu sejr over djævelen og stiller dig selv ind under hans myndighed og magt. Og det er det tegn, der giver dig Helligånden til at bevogte og holde dig ind under hans myndighed, så vi ikke ender med at falde tilbage under djævelens besættelse igen. Men det tegn, som er malet på din pande og på dit bryst er som en afmærkning af et mål for djævelen. Han vil have, at din tillid til Gud rettes imod ham og det han kan tilbyde. Og han ønsker, at gøre det sidste værre for dig, end det første, som han viste dig. Vi skal tage os i agt, for som disciplen Peter skriver i sit første brev: ”Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge” (1 Pet 5,8).
Hvis du er overvågen, så vil du opdage ham komme snigende. Prøv opgiv en dårlig vane, eller prøv at være god mod en, som du egentlig ikke bryder dig om. Du vil derefter næsten mærke en ren djævelsk syndflod af argumenter for at holde op med en sådan latterlig opgave – og nyttesløs opgave. Eller tænkt på det simple forslag om ikke at gå i kirke. Hvor mange gode og fornuftige – ja, måske endda også familie-grunde er der ikke til at blive væk fra gudstjenesten?! Eller hvor svært er det ikke at holde koncentrationen rettet imod Gud, når du beder… hvis du da overhovedet får foldet dine hænder, for der er da så mange gode grunde til at lade være! Du vil aldrig møde samme slags problemer, når du sidder med avisen, når du sidder og vil se fjernsyn eller en film i biografen. Og djævelens kraft er endda endnu mere stærk i det grimme, som vi fristes til at sige eller gøre. Nej, djævelen hviler ikke. Og hvis du vil tilhøre Jesus, så er der kampe du må kæmpe med djævelen og din egen magelighed, ikke bare en gang, men hver eneste dag.
Men vores store fortrøstning er det: Jesus har allerede kæmpet for os. Han har trådt vejen for os hjem til himmelen, og han har vist os sejren. Hvis vi bliver ved Kristus, som vi er døbt til at tilhøre, så er hans sejre også vores. I ham er vi sikre. Sejren blev vundet på Golgatha – hvor djævelen brugte alle sine kræfter og al sin snedighed, men han tabte alligevel. Sejren er vores – Jesus vandt og jeg har vundet. Men vi har stadigvæk brug for ikke at hvile i hvad vi selv kan, nej, vi har brug for hele tiden at søge tilflugt til Gud, din herre og din frelser.
Så når djævelen forsøger at få dig til at fortvivle ved at pege på din synd og pege på alle dine svigt, og siger: Ham der, han er min. Hun er min, så kan du roligt kalde ham det han er: En løgner, en bedrager. Når du holder dig fast til Jesu sejr, så kan du sige: Nej, satan, jeg er ikke din. Jesus døde for mig, og jeg er tilgivet. Jeg er døbt, jeg er hans. Han har sejret over dig – og det samme skal jeg. For han er levende i mig med sit eget kød og blod.
Kan du sige noget sådant, så kan du grine op i ansigtet på djævelen – og han vil hade dig endnu mere for sådan en foragt, men han kan ikke gøre andet end at trække sig tilbage. For Herren Jesus sidder på tronen i dit liv – og da er Guds rige kommet til dig.
