GUDS OFFER

Temaet for vores langfredags Gudstjeneste er som sagt Guds offer. Og der er det dobbelte i det: Der er både det offer Gud kræver og det offer Gud bringer.

Men hvorfor er der så meget død og blod? Hvad skal det gøre godt for? Vi har hørt om forskellige slags ofre, og så har vi ikke engang rørt de mange ofre, der blev bragt i templet i Jerusalem. Det var altså ikke småting, der måtte lade livet af dyr dér i templet. Prøv forestil jer, at I kommer ind i templet i Jerusalem en tilfældig dag. Prøv tænk på alle de dyr, der bliver båret hen for at blive slagtet… ikke for at blive spist af mennesker, men for at blive ofret til Gud… vel at mærke den levende Gud og ikke en eller anden primitiv afgud. Det var mange dyr…

Bibelen fortæller, at da Kong Salomon skulle indvie sit tempel blev der ofret hundrede tyve tusinde dyr (1 Kg 8,63). Templet er foruden at være Guds sted også et dødens sted – der er blod og luften er fyldt med røg fra brændt kød. Pøj!

Men hvorfor? Var det virkelig nødvendigt? Kunne alle de mange ofre da virkelig fjerne synd? Skal der ikke mere til – havde jeg nær sagt. Kan en buks blod virkelig tage min synd bort? Nej, siger Bibelen…. … hvad, men er det da ikke Bibelen selv, der siger, at der skal bringes ofre. Jo, det er det, men nej de ofre kan ikke fjerne min synd. Jeg har lige læst det fra Hebræerbrevet: “ I ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder, for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort”.

Det var slet ikke meningen, at ofrene skulle fjerne synden – det skulle nærmest mere være en slags påmindelse om synden. De skulle tjene som en pædagogisk påmindelse om at synd og død hænger sammen. Ethvert offer erklærede det, og ethvert offer fortalte de samme historie: Man kan ikke synde uden at det fører død med sig. Det var brændt ind i blodet på folk og røget ind i ethvert lyttende hjerte: Synd er alvorligt – hvert eneste dødende dyr betød at et liv blev bragt til afslutning. Synd er alvorligt – det er et forspildt liv.

Vi må virkelig indse, at synd er alvorligt – så alvorligt, at det ikke bare kan glemmes eller tilgives uden videre. Synd er så alvorlig, at kun død kan bringe tilgivelse. Det er en bibelsk grundregel som finder sin bekræftelse og opfyldelse i Jesu død langfredag, hvor Gud selv døde for os. Så derfor: Hvis du vil se hvor seriøs din synd er, så skal du se på korset. Så skal du se på Jesus, der døde på korset. Din synd slog Jesus ihjel.

Hvad alle de andre ofre i tempelet ikke kunne skaffe – det skaffede Jesus på korset. Men så meget skulle der altså til. En retfærdig og syndfris død – ja, Guds død. Gud pint, hånet og dræbt for dig og mig. Men så var der heller ikke brug for flere ofre – Jesu offer var det sidste, for det fjernede alt synd.

Korset er det instrument på hvilket du og jeg er blevet reddet fra straffen for vore synder. Korset er det instrument på hvilket vi er blevet forsonet med Gud, totalt tilgivet og evigt sikre.  Jesus er det sidste offer, det offer der er evigt gyldigt – og som gælder for alle.

Temaet for gudstjenesten er som sagt det dobbelte ord: Guds offer. Det offer Gud kræver og det offer Gud giver. Og Jesus er begge dele – både det Gud kræver og Gud det giver. Jesus er Guds fuldkomne offer bragt for dig – så du kan rejse dig og bekende: Ja, jeg tror på korsets gåde.