Hvad er det Gud vil have af os? 
Har du nogensinde stillet dig selv det spørgsmål? Hvad vil Gud af os?

Han vil helt klart et eller andet – for lige siden vi mennesker blev skabt, så har han igen og igen hevet ud efter os… selv om vi egentlig ikke gad ham. Vi har lige hørt om hvordan Adam og Eva syndede og vi ved, hvordan de senere blev smidt ud af Edens have. Men Gud vendte dem ikke ryggen – han gav dem tøj, så de kunne klare sig derude. Han passede på dem, og havde stadigvæk kontakt med dem. Og sådan er det hele vejen op igennem Bibelen – mennesket, der skuffer Gud. Mennesket, der bedrøver Gud. Mennesket, der vender ham ryggen. Men vi læser så også om en Gud, der hele tiden holder kontakten ved lige. Som ikke vil acceptere et nej som et svar, men som igen og igen og igen forsøger at få vendt det nej til et ja. I Esajas-bog i Det gamle Testamente læser vi

 

”… jeg var at finde, for dem, der ikke søgte mig. Jeg sagde: ”Se! Her er jeg” til et folk, der ikke påkaldte mit navn. Dagen lang rakte jer hænderne ud imod et genstridigt folk, som følger en vej, der ikke er god… et folk, der ustandseligt krænker mig op i mit åbne ansigt” (Esajas 65,1-3).

 

Gud bliver ved: Her er jeg! Hvorfor? Hvorfor gør han det? Hvad er det Gud vil have af os?

Er det noget vi skal præstere? Nej, og hvis vi skal være helt ærlige, så ved vi jo godt, at der ikke er noget, vi kan gøre, som han ikke selv ville kunne have gjort 100 gange bedre. Det er ikke det, han vil. Ja, der er endda et sted, hvor Jesus fortæller om de falske profeter, der vil komme og sige ”Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mægtige gerninger i dit navn?” (Matthæus 7,22-23). Altså alt det, som vi som kristne vel stræber hen imod, nemlig på en eller anden måde at tjene Gud. Gøre et eller andet – og svaret, der kommer tilbage til disse falske profeter er: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig”.

Og her tror jeg, at vi er inde ved det Gud vil med os – han vil ikke have vores gerninger, om de så ellers er så mægtige. Nej, han vil have os – han vil kende os. Her kommer de her folk med alle deres mægtige gerninger, men Gud kender dem ikke. ”Bort fra mig”.

Gud vil ikke have vores gode bedrifter, vores fromme gerninger eller vores fromme ord. Nej, Gud vil have os! Gud vil have fællesskab med os. Og det bedste sted vi finder det fællesskab er ved at søge hen i stilhed – afsondrethed fra alt det, der kan tage vores fokus midt i vores forvilde hverdag fyldt med en masse gøremål. Med en åben bibel – og i hvert fald med et åbent sind, der er rettet ind mod ham.

Jesus søgte ofte væk fra mennesker for at finde ro og fred til at bede, og til at være sammen med sin himmelske far. Enten op på et bjerg, eller som her i dagens tekst ud i ørkenen. I ørkenens stilhed og afsondrethed. Og når Jesus havde brug for det… når den Jesus, som vi ser op til som vores frelser, men også som vores åndelige forbillede. Når han, havde brug for det…. hvorfor under vi os så ikke selv det engang mellem? Det hedder ”retræte” – det hedder ”meditation” – det hedder bare at slukke for den dumme radio eller mobiltelefon, og så sætte sig ned og sige ”Gud, nu sidder jeg her… jeg sidder her i stilhed  – jeg sidder og venter på dig”. Når vi bruger tid med Gud, så er det ofte os, der sidder og snakker til Gud – vi beder til ham. Vi fylder vores hoved med ord til Gud, vores hjerter med tanker, som vi deler med ham… og så siger vi amen, måske et Fadervor og så afbryder vi kontakten og går ud i vores liv. Det er lidt det samme som David siger i en salme i Salmernes Bog ”Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag”. Men afbryder David kontakten dér? Nej, han stopper ikke dér. ”Herre, om morgenen hører du min stemme, om morgenen fremlægger jeg min sag og spejder efter svar” (Sl 3,4). Det er dér ved det sidste, at vi virkelig går glip af noget, når vi ikke spejder efter svar. Jeg forestiller mig at en person, der spejder efter svar, er en, der står koncentreret og kigger ud i det fjerne– spejder ud i horisonten og er så koncentreret om det, at han ikke taler, men kigger i stilhed.

Vi burde unde os selv at spejde efter svar – ja, bare at sidde med antennerne ud og vente… vente på Gud. Søge væk fra mennesker og al den larm, som vi omgiver os med hele tiden – ja, finde vores egen lille ørken midt i vores dagligstue.

Det kan være en uhyggelig oplevelse dér i ørkenen, for det er ikke kun Gud, der venter os, men det gør Djævelen også. Vi hører om hvordan Jesus blev ført ud i ørkenen for at blive fristet af Djævelen. Vi skal ikke opsøge Djævelen – det behøver vi slet ikke, han skal nok komme helt af sig selv, lige så snart vi bevæger os i ”vores ørken” for at finde frem til Gud, så er han dér. Først og fremmest i form af tvivl – ”der er da ingen Gud” – ”Du er da ikke hans barn” – ”du er da ikke god nok”… ”hvor er det latterligt, at du sidder dér og laver ingenting”. ”Du tror da ikke, at Gud vil tale med dig?” ”Find din salmebog frem og læs nogle gode salmer, og lad Gud tale til dig på den måde…. og så lad det være nok for i dag. Så har du givet Guds hvad Guds er. Amen!”.  Eller i form af en masse tanker, der hvirvler rundt om fødselsdagsgaver, om rengøring, om kirkeligt arbejde og ”han er da også et dumt svin”, og nu skal jeg også huske, at herefter så skal jeg…

Der er en ting, der er sikkert – og det er, at lige så snart du sætter dig for at være stille foran Gud, så kommer Djævelen og forstyrrer dig. For der er en ting, som han bare ikke vil ha´ og det er, at du kommer til at kende Gud. At Gud kommer til at tale til dig.

I har sikkert prøvet at spille på en flippermaskine – I ved sådan et spil, hvor man hiver en fjeder ud og skyder en bold ud på spillepladen som skydes fra side til side (ping-pong-ping-pong). Og så gælder det om at holde bolden i bevægelse hele tiden og sørge for at den ikke ryger i hullet nederst.

At gå ud i stilhed i ens ørken er som at starte sådan et flipperspil. Djævelen kommer med det samme og skyder en masse bolde ind, en masse tanker ind i os – og de flyver rundt, og vi har lyst til lige som på spillemaskinen at holde boldene i luften og i bevægelse… men det vi skal gøre er bare at lade det falde til jorden – ryge ned og ud, så der til sidst kun er stilhed tilbage igen. Det vi skal gøre er – med Guds hjælp – at sætte en stopper for Djævelens angreb og Djævelens fristelser, og Djævelens ord, ved at sige nej til ham.

Læg mærke til, at Jesus ikke går ind i en dialog med Djævelen – han afviser ham hård og kontant hver eneste af de tre gange, hvor han fristes. ”Nej, der står skrevet”. Og til sidst forlader Djævelen ham og så står der ”og se, der kom engle og sørgede for ham”.

Vi skal ikke gå i dialog med Djævelen, men bare afvise ham kort og kontant med et ”Nej”. Eva begyndte at snakke med Djævelen i stedet for bare at sige nej. For Djævelen er alt for lusket og snedig til at vi kan klare en kamp med ham på ord – han er lysår foran os. Ikke dialog, men et ganske kort og Gud-båret ”nej”. Vi skal lade bolden falde – lad tankerne falde og så kommer Gud… i stilheden. ”der kom engle og sørgede for ham” – Gud kommer og sørger for os, og giver os, hvad vi har brug for.

Så hvad er det Gud vil have af os? Han vil have, at vi kommer til ham, og er sammen med ham. Han ønsker at vi skal sige nej til Djævelen – nej til alle hans ord, hans larm, hans fristelser. Og ja til Gud, hans ord, hans stilhed, hans nærvær, hans velsignelse. Og det vil han give os – men han vil også stå klar med tilgivelse, hvis vi siger ja til Djævelen og hans forslag. Der er en, der har sagt det på den måde, at vi bliver hurtigere trætte af at synde, end Gud bliver træt af at tilgive. Gud vil stå klar med sin tilgivelse og åbne arme – ”lad os begynde forfra”.

Men skal vi så ikke holde os væk fra ”ørkenen” – fra stilheden, hvis det nu er direkte farligt for os? Nej, det tror jeg ikke. Nåja… Djævlen lader os jo alligevel ikke i fred om vi så larmer nok så meget. Han skal nok finde os – han har ikke brug for stilheden, men det har vi. Vi har brug for at komme væk fra vores trummerum og ind i stilheden foran Gud. For det er kun dér i ørkenens stilhed, at vi rigtigt møder Gud, at vi kan høre hans stemme.. Dér, hvor vi ikke selv fylder os med vores egne ord, men hvor han får lov til at fylde os. Ikke nødvendigvis med hans ord, men med hans ånd og hans nærvær, der vil styrke os, også i vores overbevisning om, at vi er hans kære børn.

Det er i dag 1. søndag i fasten – 1. søndag i vores forberedelse til påsken. Var det ikke en idé, at give os selv sådan nogle ørkenoplevelser – nogle minutter, som bare skal bruges på Gud. Ikke på at vi sidder og beder en masse, men på at vi bare sidder stille. Begynder med at sige: ”Gud de næste 5 minutter er dine. Lad mig sidde tæt ved dig – og hvis du vil mig noget, så vil jeg lytte”. Mon ikke det vil give os en anderledes påske i år?