Fastelavns søndag: Jesus Kristus er dyrebar

En af de få sange jeg kan spille på min guitar derhjemme er: ”Amazing Grace”. I kender den sikkert:

Amazing Grace, how sweet the sound,

that saved a wretch like me”.

I once was lost, but now I´m found

was blind, but now I see”.

 

Det betyder hurtigt oversat:

”Forunderlig nåde – hvor lyder det sødt –

der frelste et vrag som mig.

Jeg var fortabt, men er fundet

Jeg var blind, men nu ser jeg”.

 

Det er John Newton, der har skrevet den salme. Hele hans livshistorie er virkelig samlet i denne salme. Det er ikke bare fromme ord, om at han var et vrag, at han var fortabt og at han var blind… nej, han var virkelig så langt ude, at vi nok ikke vil have svært ved at dømme ham til alt muligt andet end himmelen. Hans forvandling gik fra at være kaptajn på et slaveskib, der under de største umenneskeligheder bortførte mennesker fra Afrika og dem, der overlevede turen til USA blev solgt som slaver til et umenneskeligt liv… han gik fra at være kaptajn på sådan et slaveskib og til at være præst, der forkyndte at alle mennesker var lige, og havde brug for den ”forunderlige nåde”. Resten af sit liv rejste han omkring i England og fortalte om denne ”Amazing Grace” – den forunderlige nåde, der frelste ham. Selv om han i de sidste år skulle have en assistent med sig op på prædikestolen for at kunne gennemføre sin prædiken, så fortsatte han. Han var næsten blind og kunne kun hviske sine ord til sin assistent, der så fortalte det videre, han havde sagt. En af de søndage gentog han sætningen ”Jesus Kristus er dyrebar”. Hans hjælper hviskede tilbage til ham, at det havde han allerede sagt en gang. Newton vendte sig mod sin hjælper og sagde højt og tydeligt: ”Ja, jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen:  ”Jesus Kristus er dyrebar”.

”Jesus Kristus er dyrebar” – det er den gamle præsts bekendelse: ”Jesus Kristus er dyrebar”, og hvor har han ret, han er dyrebar. Vi går nu i dag ind i fasten – forberedelsestiden til påsken, hvor vi hører hvorfor Jesus er dyrebar. Hvordan han ”én gang [led] for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre … [os]… til Gud” – som vi lige har hørt fra alteret (1. Pet 3,18-22). Og i dag hører vi så hvorfor det at Jesus døde var så stort, for her er det ikke bare en gammel præst, der fortæller noget om Jesus, nej, her hører vi Gud selv sige ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Og salmen fra Det gamle Testamente fortæller videre: ”Du er min søn, jeg har født dig i dag. På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod”. Det var den, Jesus, der døde for os.

Da jeg sad og læste de her tekster i lyset af den gamle præst, John Newtons bekendelse, at ”Jesus Kristus er dyrebar”, så slog det mig: Ja…. og hvor er det dog nemt at glemme det. Hvor er det nemt at tage det for givet, at Jesus blev menneske, at Jesus døde, at Jesus blev levende igen… og at Jesus gjorde alt det for mig. Det kan hurtigt blive en selvfølge, en tom trosbekendelse, som vi rejser os op her i kirken og siger lige så automatisk som vi kan sige vores eget navn, adresse og CPR-nummer. Men nej, det er ikke en selvfølge! Jeg havde en noget træls dag i onsdags, da jeg satte mig for at forberede prædikenen her – egentlig den dårligste forudsætning for at forberede prædiken. Jeg synes bare ikke jeg kunne se hvad den her tekst sagde. Jo, den sagde noget om dåben og om at også Jesus blev døbt… men så fandt jeg den gamle Newtons bekendelse ”Jesus Kristus er dyrebare” – og pludselig var det som om at teksten fik den dimension over sig igen – at ”Ja, Jesus er dyrebare”. Han behøvede ikke at gøre det han gjorde – men han gjorde det alligevel. Han behøvede ikke at blive døbt den dag i Jordanfloden, men han gjorde det alligevel. Nå ja… hvad stort er der i at Jesus blev døbt? Jo, der er det store, at lige netop dér begyndte det vi teologer kalder ”hans offentlige virke”. Jeg vil næsten sige, at her har vi frelsens første skridt. Fra det øjeblik af begynder det. Han tog skridtet ned i vandet – sammen med de syndere, der blev døbt den dag. Prøv tænk en gang: Den syndfrie tager skridtet ned blandt syndere. Ham, som ordene fra GT er rettet imod: ”På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom og den vide jord som arvelod”. Her er det virkelig tydeligt, at den store bøjer sig til os små. Og Johannes Døberen vil også gøre hvad han kan for at afværge det, for det kan da ikke passe. ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?”. Modvilligt gav Johannes efter og døbte ham – første skridt er taget.

Skridtet ned i floden er frelsens første skridt, også på en anden måde, for skridtet ned i Jordan er også første skridt Jesus tager hen imod Golgatha og pine og død. Fra det øjeblik peger alt i retningen af korset.

Det vi hører om her, er frelsens første skridt. Den syndfrie, der stillede sig lige med syndere. Den udødelige, der fra nu af bevæger sig frem mod sin død.

Jesus kunne være stoppet op dér på bredden af Jordan og han kunne have sagt: ”Nej, jeg vil alligevel ikke”. Der var mange mennesker, der stoppede op for at høre hvad Johannes Døberens sagde og for at se hvad der skete… det var ikke alle, der blev døbt. Jesus kunne let have forsvundet i mængden uden at have tabt ansigt eller være blevet set, men det gjorde han ikke. Han kunne have vendt om i floden, da Johannes nægtede ham en dåb Ja, han kunne have døbt Johannes Døberen selv – men Jesus blev, han insisterede… og derfor er han i dag verdens frelser.

Og jo mere jeg sad med den her tekst – jo mere.. ja, kom jeg til at elske Jesus for det han gjorde. I løbet af ganske få linjer får vi her et indblik i det store, som Jesus gjorde. I løbet af ganske få linjer ser vi en majestæt, en Gud, der virkelig er… ja, er dyrebar. Og han vil være min. Min frelser, min Gud, min Herre. Min bror. Min ven. Og ikke bare min, men også din. Din frelser, din Gud, din Herre. Din bror og din ven.

”Jesus Kristus er dyrebare” – vi går ind i fasten nu, vores forberedelse til påsken. Prøv at læse de bibel-tekster vi hører her i kirken den kommende tid, eller dem du læser derhjemme med John Newtons bekendelse: ”Jesus Kristus er dyrebar”. For han er dyrebar – og den bedste forberedelse vi kan gøre, er ved at det ikke bare bliver en sætning blandt mange, men at det bliver min sætning, der afspejler mit forhold til ham. ”Jesus Kristus er dyrebar”. Ja,

Jesus – det eneste

helligste, reneste

navn, som af menneskelæber er sagt.

Fylde af herlighed,

fylde af kærlighed,

fylde af nåde, af sandhed og magt.