I vores bekendelser siger vi højtideligt, at Jesus er sand Gud og sandt menneske. Hvor sidste søndags tekst viste os Jesus som sand Gud, så ser vi i dag, at Jesus også er et sandt menneske. Sidste søndag hørte vi om hvordan Jesus blev døbt – hvordan himlen åbnede sig og Guds ånd kom ned over ham og Gud sagde fra himmelen: Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag”.
Jesus havde hørt en stemme ”du er min elskede søn” – og i dagens evangelium hører vi en anden stemme: ”Hvis du er Guds søn”. Den Helligånd, der var kommet over Jesus som en due, førte ham ud i ørkenen – ikke bare for at faste og så kom Djævelen tilfældigt forbi og fristede ham. Nej, Helligånden førte Jesus ud i ørkenen for at Jesus skulle fristes. For at vise, at han var under de sammen menneskelige forhold som os andre – for at vise at han også blev fristet.
For er det noget vi mennesker kender alt til, så er det fristelser – de møder os hver eneste dag – lige så sikkert som amen i kirken lige så sikkert er det, at en ny dag vil bringe nye og gamle kendte fristelser.
Luther har ret, når han siger: ”Enten jeg spiser eller drikker, sover eller våger, er ensom eller i selskab, er syg eller rask, skal jeg ikke opleve en eneste dag, hvor ikke fristelsens porte åbner sig, om jeg så er kongens minister eller daglejer”.
Fristelser er det nok af, og vi kender os sikkert også godt nok til at kunne sige, at det bestemt ikke er alle fristelserne vi kan afvise med et rungende ”Nej, det vil jeg ikke” Det kan enten få os til at opgive – den kendte amerikanske forfatter Oscar Wilde er blevet kendt for at sige: ”Jeg kan modstå alt undtagen fristelser”. Er det den holdning vi skal have overfor fristelser – skal vi bare give efter?
Den anden holdning vi kan kaste os over, er at sætte hælene i og forsøge at kæmpe imod det, der mærkes som overmagten.
For er det ikke det vi lærer af dagens evangelium? Er det ikke en opfordring: ”Så tag dig dog sammen, stå Djævelen imod og besejre ham! Jesus har jo vist, at det kan lade sig gøre. Så gør som Jesus. Hvis bare du kæmper ærligt nok og for alvor sætter din vilje ind på det, så sejrer du over de fristelser, den onde kaster ind i dit liv. Det er et spørgsmål om en ærlig, alvorlig og helhjertet indsats”. Er det ikke det vi skal lære i dag: ”Gør som Jesus”?
Jeg tror det er en gold vej. For jeg tror, at vores egne anstrengelser enten vil føre os ud i fortvivlelse over os selv, fordi vi alligevel ikke magter det onde i vores tilværelse, eller også ender det med overfladisk hovmod: Vi bilder os ind, at vi er herrer over fristelserne og vi ser ikke, at det, at man f.eks. lader flasken stå, at man ikke snyder eller at man afholder sig fra seksuelle udskejelser, slet ikke er ensbetydende med, at så er man herre over det ond, og har succes i kampen mod Djævelens fristelser. Der er bare sket det, at Djævelen er gået ind ad en anden dør i ens liv end den, der hedder alkohol, snyd eller sex. Lige som en ræv har mange udgange, sådan har Djævelen mange indgange til os.
Nej, det ville virkelig være fortvivlende, hvis denne tekst kun handlede om at man skulle gøre som Jesus. Men det gør den heldigvis heller ikke. Den handler om Jesus, for teksten er et evangelium. Den viser os, hvad han gør og kan. – at Jesus er sejrherre over Djævelen og alle hans fristelser og hele hans magt, og at han netop derfor er vores redning fra Djævelen.
Den ukendte forfatter til Hebræerbrevet udtrykker det sådan: ”For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes”.
Men er vi ikke i en alt for anderledes situation end Jesus – hvordan kan han hjælpe os? Vi står jo ikke og snakker direkte med en synlig djævel… sådan forestiller man jo altid Jesu fristelser om det er rigtigt, det ved jeg ikke. De fristelser, der møder Jesus er jo nogle, der er målrettet lige nøjagtig til Jesus som guddommelig – de virker til at være langt væk fra dem vi møder dag efter dag. Hvordan kan han så hjælpe os?
– Hvad kender Jesus til de fristelser, der rammer os i år 2005?
– Hvad kender Jesus til de fristelser, der møder en alkoholiker, der har lagt flasken på hylden?
– Hvad kender Jesus til fristelsen til at snuppe skilsmissens nødudgang ud af et skrantende ægteskab?
– Hvad kender Jesus til de fristelser en forretningsmand eller politiker står i?
– Eller hvad med teenagerens fristelser til at gøre det og det for at selv at blive populær hos klassekammeraterne?
Men alligevel er der en fællesnævner under de fristelser, der ramte Jesus den dag ude i ørkenen og de fristelser, der rammer os hver eneste dag.
Jesus blev fristet til at forvandle sten til brød – det er godt nok en fristelser, der ikke lige har ramt mig, men hvad så med fristelsen til ikke at stole på Guds omsorg for os? Fristelsen til ikke at stole på Guds vilje til at give os evner til at modstå prøvelser?
Det er næppe sandsynligt, at nogen af os er fristet til at prøve Gud ved at springe ud fra en klippe, men vi er af og til fristet til at sætte spørgsmålstegn ved Guds hjælpsomhed, når tingene i vores liv går skævt. Vi glemmer Guds sikre løfte: Min nåde er dig nok, for din magt udøves i magtesløshed”.
Jesus blev fristet til at kaste sig ned for Djævelen – vi kan blive fristet til at kaste os ned for os selv. For menneskeheden har jo nået utrolige mål indenfor teknik, kultur, videnskab – vi har ikke brug for Gud som skaber af jorden. Vi har ikke brug for Gud som frelseren i vores liv, for hvad skal vi frelses fra? Vi har ikke brug for Gud som vejleder i vores liv! I mange ting bliver vi også fristet til at gå på kompromis med verden. Det er sandelig svært at tilbede Herren og tjene ham alene.
Der er altså en underliggende tone i Jesu fristelser, som er den samme som den, der møder os i vores fristelse. For enhver fristelse har nemlig den samme hensigt, nemlig at få os væk fra Guds vilje med vores liv – at få os væk fra Gud. Det snedige ved enhver fristelse er, at det, der frister mig sikkert ikke frister dig. Og det, der frister dig frister sikkert slet ikke mig – enhver fristelse er skræddersyet lige netop til dig og mig i vores spadsertur væk fra Gud. Så hvad der var en fristelse for Jesus er bestemt ikke nogen fristelse for os – og hvad der er en fristelse for mig er ikke en fristelse for dig.
En synd er egentlig ikke noget vi gør, men en holdning overfor Gud. Satan er fuldstændig ligeglad med om vi spiser af æblet til kundskab om godt eller ondt, om vi stjæler det ene eller det andet, om vi sætter andres liv på spil ved at køre for hurtigt… eller hvad vi nu kan nævne. Det er Djævelen fuldstændig ligeglad med, for han er kun interesseret i at få vores blik væk fra Gud og hans vilje med vores liv. Han er kun interesseret i at vi behandler Gud på en helt anden måde end Gud skal behandles – for han skal tjenes, lovsynges og adlydes i kærlighed.
Enhver synd har den kerne i sig, at den ikke er efter Guds vilje og tager vi synden til os, så har vi sat vores vilje over Guds vilje.
Men så er det desto større, at vi har Jesus, de har været igennem de samme slags fristelser, men som fejede fristelserne af bordet. Han valgte Guds vej – ikke i hovmodighed ”Se hvad jeg kunne – så svært var det da ikke”. Men i kærlighed, for at han nu kunne hjælpe, når vi fristes.
Men hvordan kommer den hjælp til syne? Paulus skriver, at fristelserne ikke kommer alene, men at Jesus sammen med fristelsen vil sende os en udvej, så vi ikke behøver at synde. Før kunne vi ikke andet end at synde, men nu vil vi kunne sige nej! Ikke et ”Nej – jeg vil ikke”. Men et ”I Jesu navn: Nej!”.
At Jesus sender en udvej, så vi ikke nødvendigvis skal synde, er ikke sagt som et hånsord for alle os, som alligevel vælger synden selv om der er et alternativ. For det er ikke sagt af en hoverende person, men af Jesus, som elsker os og som vil række hånden ud efter os efter vi er faldet… og han har magt til at hive os op igen og han har kærlighed nok til at sige ”Jamen, Kim, lad os glemme dit fald og se at komme videre mod Himmelen”.
Har I tænkt på, at den eneste, der har kunne fortælle denne historie om Jesu fristelse i ørkenen til evangelisten er Jesus selv. Han har fortalt sine disciple om hvordan han blev fristet i ørkenen, men hvordan han vandt. Det gjorde han for at vise, at han stod, hvor vi faldt. Satan fik aldrig fristet ham til at falde. Han gik sejrende ud af striden – og den sejr lader han komme os til gode. På den måde står vi overfor Gud som om Satan aldrig havde bragt os til fald – Jesu sejr er vires sejr. Og Satan kan kun se skumlende til imens vi rejses af vores fald og fortsætter turen hjemad mod himmelen, hvor alle kampe er slut og alle fristelser er forbi, og hvor frugterne af Jesu sejr uddeles
