Det lader til at noget af det første folk gør, når de ser et lille nyfødt barn, det er at se efter hvem barnet ligner. ”Uh – hun har vist sin fars næse”. ”Eller han har vist sin mors øjne”. Hver eneste gang jeg er vidne til sådan en omgang ophavsbestemmelse, så har jeg lyst til at supplere ”… ja, og han har også arvet sin mors synd”.

Jeg tror nok, at det er noget, der vil trække opmærksomhed til sig – ”han har også arvet sin mors eller fars synd”. Men sådan er det jo –

– man kan diskutere frem og tilbage om hvorvidt barnet har arvet sin far eller mors næse eller øjne,

– men Bibelen fortæller os, at hvis der er noget, der bliver rakt videre fra generation til generation, så er det synden.

Vi kalder det for arvesynden – vi fik det af vores forældre, som igen fik det fra deres osv. osv. helt tilbage til Adam og Eva i Edens have, der første gang bragte synden ind i verden.

Jamen barnet har da ikke gjort noget ondt! Barnet har da ikke tænkt noget ondt! Nej, det har han eller hun ikke, men det er ikke det, vi taler om her. Synd er ikke som meget enkelte eller flere gerninger, men det er det, der skiller os fra Gud. Synd er derfor ikke at vi dræber, mopper, stjæler, ødelægger livet for hinanden, nej det er et resultat af vores synd. Et resultat af at vi er skilt fra Gud ved synden. Groft sagt, synder er ikke noget vi gør, men noget vi er – vi er syndere. Og derfor er det lille nyfødte barn lige så fuldt en synder som den ældgamle mand, der ligger for døden, for som menneske er vi syndere. At være menneske er at være syndigt – det er Bibelen fortæller os om det ar være menneske. Efter syndefaldet er synd en del af det at være menneske.

Og fordi synden er så dybt en del af os, så er det ikke bare nok, at vi siger undskyld eller at vi ofre en tyr eller andet. Det er heller ikke nok, at vi laver bodsøvelser, faster. Nej – synden er så meget en del af os at vi skal laves helt om. Vi skal fødes igen. Jesus siger et sted:

”Den, der ikke bliver født igen kan ikke se Guds rige”.

Vi kan ikke se Guds rige ved at faste, lave bodsøvelser, gå ind i os selv, spise sundt…. eller hvad man ellers kan sætte på banen. Nej, vi kan se Guds rige ved at blive født på ny og det sker intet andet sted end i dåben. I vores dåbsritual hører vi nogle ord fra apostlen Peter, som også er de sidste ord, der siges over en kiste inden jordpåkastelsen:

”Lovet være Gud, vore herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb”.

I dåben går vi fra at have Guds som vores skaber til at have Gud som vores far. Vi går fra at være en skabning til at være et barn. Vi går fra at være en synder til at være en tilgivet synder, der i troen på Jesus gør ”krav” på vores børnerettigheder.

Alt det sker i dåben – vi kan ikke prise dåben højt nok og værdsætte den højt nok, men jeg tror ALDRIG at vi hernede når dertil, hvor vi kan forstå den. Dåben er et sakramente – som vi kalder det. Sakramente betyder ”et mysterium”. Det kan vi ikke forstå med vores hoved, men gribe om med vores hjerte.

Og jo højere vi priser dåben – desto større må vore undren så være, når vi så i dag læser, at Jesus skulle døbes.

I dåben bliver vi vasket ren fra synden – Jesus var uden synd – han skulle ikke tilgives eller angre noget. Men alligevel blev han døbt.

I dåben bøjer vi os under Guds majestæt og viser, at vi i et og alt trænger til ham – Jesus var majestæten, der ikke behøves at bøje sig for nogen. Men alligevel blev han døbt.

I dåben blev vi født igen – men selv ikke arvesynden havde Jesus med sig i bagagen. Han var perfekt, der var intet, der skilte ham fra Gud. Men alligevel blev han døbt.

Hvorfor blev Jesus så døbt? Jeg kan godt forstå, at Johannes Døberen i dag begynder at stille sig på bagbenene for at stritte imod. ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?”.

For det første kan vi jo sige, at hvis Jesus skulle døbes, hvem er vi så, der ikke vil døbes eller som nægter deres børn dåben? Heldigvis bliver de fleste danskere døbt i dag – at vi så ikke kan mærke det i det daglige, at de en gang er blevet døbt, ja – det er så en anden sag. Brorson klager i en salme ”Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?”. Og det spørgsmål er vel stadigvæk aktuelt.

Men at Jesus blev døbt viser os dåbens værdi, men den viser også at her begynder noget nyt.

– Fra Jesu dåb begynder et nyt livsafsnit for Jesus.

– Jesus lagde det stille og rolige liv bag sig, hjemme hos Josef og Maria i det fredelige Nazareth.

– Dér havde han levet som et almindeligt menneske i 30 år. – Dér havde han levet  som Guds lydige søn i kald og stand. Det er det liv, han lægger bag sig.

Og det nye liv, Johannes fik liv til at døbe ham til, var et liv fuldt af kamp og smerte, fare og strid, anstrengelser og opslidende lange dage. Et omflakkende liv med glæde over, at der dog var nogen, som lyttede til hans ord og fulgte det; ja, men også skuffelser over, at selv hans nærmeste disciple så mange gang svigtede og både tænkte, sagde og gjorde det forkerte. Fra Jesu dåb i Jordan får hans liv en retning og et mål: Golgata, hvor han skal dø på korset for vor skyld.

Han må dø for at fylde vores dåb med den kraft, der gør at vi bliver født igen og tilgivet. Så derfor går der en lige linie fra Jesu dåb, over korset og så op til vores egen dåb. Så vores dåb er hans dåb, som vi får del i. Vi bliver genfødt – og får det nye liv fra ham, og det eneste vi sådan set skal gøre det er at leve det liv.

Vi skal frimodigt gøre brug af det, som vores dåb giver: At vi er Guds børn. Vi skal komme til ham lige så naturligt som et barn kommer til sin far med sine glæder, sorger. Vi skal komme jublende glad og vi skal komme til ham, når vi er sure på ham og mest af alt har lyst til at skælde ham ud og vende ham ryggen.

Vi skal leve dagligt med ham – Gud har et eneste ønske: Han vil være sammen med dig. Og dybest set, så har vi kun et eneste behov: Vi har brug for at være sammen med ham. Vi skal ikke nøjes med et halvt liv – livet med Gud er et helt liv, for dér lever vi i pagt med to grundpiller i livet: Sandheden og kærligheden. At leve sammen med Gud dagligt er at være tændt af den troens brand, som Brorson spørgende kigger efter. Det er at se op og se at himmelens port står åben – som vi skal synge om lidt. ”Her ser du over dåben – Guds husets dør står åben”.