Troens kamp (eller: Jesus kan)

Jeg er nok ikke den eneste herinde i kirken, der  kan blive fascineret over at se et af militærets jægerfly f-16-flyet flyve hen over himmelen. Man ser først flyet og bagefter kan høre lyden fra motorerne fascinerende.

Men det er ikke bare en fascinerende maskine – det er også en dyr maskine. Det er ikke hvem som helst, der kan få lov til at sætte sig i sådan et fly – det er kun de bedste af de bedste. Og selv når de bedste af de bedste er udvalgt, sker der løbende test på dem for at sikre sig, at de nu stadigvæk er de bedste. Den danske stat har ikke råd til at have andre end de bedste til at sidder i sådan et fly. Det er jo egentlig også rimeligt nok…

Men så er det lidt sjovt at bemærke, at Jesus ikke kender til sådan en fattigdom, at han kan sige: ”Jeg har ikke råd til at have andre end de bedste”. Vi kan bare se hvem han udvalgte som sine disciple – den ene forrådte ham, den anden fornægtede ham og den tredje tvivlede så kraftigt, at han nærmest barnagtigt krævede at få lov til at stikke fingrene ind i Jesu sår før han kunne tro. Ja, og de alle sammen forlod Jesus, da problemerne tordnede sig op. Ja, Jesus kender bestemt ikke til fattigdom, så han kan sige ”Jeg har ikke råd til at have andre end de bedste”. Bare se på os, der er hans kirke i dag, for er vi egentlig meget bedre end disciplene var det? Nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mit eget vedkommende, for – næ, jeg er ikke bedre end Jesu disciple. Jeg kender også situationen, som disciplene stod i, da de ikke kunne uddrive den dæmon, som vi hører om i dag. Magtesløshed – at man føler sig lille – føler, at man ikke er værd at være kaldes en kristen.

Kaj Munk fortæller om at den gamle granitdøbefont i Vedersø Kirke har været brugt til andet end til at døbe børn i… ja, den har endda været brugt som svinetrug engang. Men så blev den fundet og renset og vendte så tilbage til sit embede med stor ære. Det så Kaj Munk som en stærk prædiken og han siger ”jeg har saamænd ogsaa ladet mig bruge til Svinetrug et par gange, men af Guds Naade er jeg blevet genantaget til min ophøjede Gerning i hans Hus”.

Men hvorfor samler Jesus folk om sig, der er som disciplene… ja, endda folk som mig? Hvorfor samler han folk sammen, der flere gange har ladet sig bruge som svinetrug – hvorfor gør han det? Ja… eller spurgt anderledes: Hvorfor tør han det? Hvordan tør han overlade sin kirke til os… og hans ord til os – alt det, som er meget mere værd en alverdens jægerfly tilsammen? Hvordan tør han det? Det tør han, fordi han er mægtig. Han er så mægtig at den endelige sejr ikke afhænger af os, men afhænger af ham selv. Sidste søndag hørte vi endda hvordan Jesus opfordrer os til kamp mod os selv. En kamp mod egoisme, hovmodighed og stolthed… så vi helt og aldeles er afhængige af ham. Og finder vores stolthed og vores styrke i ham alene.

I dag er det ikke kampen mod os selv, der er i centrum, men det er troens kamp. I dag hører vi om hvordan Jesus kommer ned fra det bjerg, hvor han netop har vist sig som Guds søn overfor tre udvalgte disciple.

Jesus kom virkelig ned, da han gik ned af bjerget –

ned til en verden, hvor djævelen besatte folk,

hvor farisæerne vil gøre alt for at få ham ned med nakken

og hvor selv disciplene ikke havde fattet hvem han var –

og ikke troede, at han var Guds søn.

 

Der er vantro og skepsis lige meget, hvor han så kigger hen, så det næsten lyder som om Jesus er ved at kvæles i den manglende tro og ønsker sig tilbage op på bjerget igen… ja, måske endnu mere: Op til sin far igen. ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?”.

Jesus kommer ned til nogle disciple, der garanteret var fortvivlede, for ikke bare kunne de ikke uddrive en dæmon, som Jesus ellers havde sagt, at det kunne de gøre i hans navn.  Men de kunne ikke gøre det, imens nogle farisæer overværede det hele… og nu var der en vældig diskussion – sikkert om Jesus i det hele taget havde magt til at uddrive dæmoner.

Er det her et spejlbillede af Den danske Folkekirke? Hvor mange gange har vi ikke bedt for syge, som alligevel aldrig er blevet raske? Hvor mange gange har vi ikke bedt for at noget bestemt måtte ske, men så skete det modsatte alligevel? Hvor mange gange har vi ikke forsøgt at være jordens lys og salt, men så har vi alligevel manglet kraft til at få folk til at forstå og til at erfarer, at Gud er den største? Det kan føles både som en skam og en bedrøvelig smerte.

Hvorfor kunne vi ikke?
Hvor kan jeg dog virkelig leve mig ind i disciplenes situation – de har Jesu ord for at de kan uddrive dæmoner, men de kom til kort, da det virkelig gjaldt. ”Hvorfor kunne vi ikke drive dæmonen ud?”. Jeg kender også den troskamp ”Hvorfor kunne jeg ikke…?” – det mest nærliggende svar er, at vi kunne ikke, fordi vores tro bare en tom overtro. Der er ikke nogen Gud i Himmelen, der har skabt alt og styrer alt og som oven i købet er kærlighed. Der er ikke nogen ”Fadervor du som er i himlene”! Det er det nærliggende svar.

Men det er ikke altid, at det nærliggende svar er det rigtige, for der er i hvert fald noget i mig, der protesterer. Sådan er det ikke. Der er en Gud!!! Har man oplevet freden sænke sig over et dødsmærket menneske, fordi man har bedt for manden og fået kraft til at bede bønnen ”ske din vilje”… så ved man, at det ikke bare er noget psykisk denne fred. At det ikke skyldes opium for folket – nej, så billigt er det ikke. Så ved jeg, at der er en almægtig Gud – så tror jeg, at han kan hvad han vil, og at han uanset hvordan livet så ender for denne mand, så vil Gud kun kærlighed. Der er en Gud midt i verdens kaos – der er en mening i meningsløsheden også selv om jeg ikke kan se den.

Gud kan
Og det er lyspunktet, som vores tro kæmper sig hen imod: Gud kan! Da disciplene havde opgivet, så kunne Jesus stadigvæk. Jesus kan også selv om vi måske ikke ser det fuldendte resultat, så kan Jesus. Selv om vi ikke kan se vores bøn blive opfyldt her, så kan Jesus. Der er ikke nogen logik i det – sådan er det bare: Jesus kan. Men det kan give nogle slukørede kristne, der kun ser, at vi kunne ikke… det efterlader nogle disciple, som føler sig uværdige…. og især hvis vi kan se over i frikirkerne og ser: Der kan de godt! Jesus er mægtig – Gud har stadigvæk kontrol over situationen. Så hvis det ikke er Gud den er gal med, jamen så må det jo være os den er galt med. Så må det være vores tro den er gal med. 

Den syge drengs far når også derhen til – han kommer til Jesus med sin bøn og siger ”Hvis du kan.. så gør min dreng rask”. Jesus vender sig mod faderen, griber hans ord ”Hvis jeg kan!” og slynger det tilbage som et spyd mod faderen ”Hvis du kan tro! Alt er muligt for den, der tror”. Og det rammer plet – faderen bryder straks sammen og råber ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Så må det være min tro den er gal med.

Troskamp i bønnen “hjælp min vantro”
Der er virkelig troskamp i den bøn: ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Der er ydmyghed – hjælp min lille tro, som er så lille, at det kun kan bære navnet vantro. Manden lægger sin vantro over i Jesu hænder ”Du må hjælpe mig til den tro, som du kræver”. Og det store skete, at Jesus hørte den bedende vantro og helbredte drengen.

Føler vi, at vores tro svigter, eller at den er så lille, at vi nærmest er lidt flove over at kalde den for en tro, så skal vi bede ligesom faderen. Vi skal bede ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Vi skal lægge vores lille tro eller vores manglende tro over i hans hænder ”hjælp min vantro”. For bedende vantro er spirende tro – og selv med den lille tro, kan Jesus skabe undere. Selv den lille tro kan Jesus vende til sejer. For det er jo ikke vores tro det i virkeligheden kommer an på – det er Jesus. Det er ikke os, der kommer an på – det er Gud, der er mægtig… ja, så mægtig, at han bygger sin sejer på sig selv. Ikke på os.

Men han er også kærlig, så han ønsker at give os del i sin sejr. Så derfor samler han folk omkring sig, som er afmægtige, folk som har brugt sig selv som svinetrug og sikkert vil gøre det igen, folk, som vil svigte ham, folk som konstant kæmper mod tvivlen… folk som dig og mig.

Jesus ser ikke efter folk, der er store i slawet og tror de kan klare sig selv, for det kan de alligevel ikke. Jesus ser ikke efter bestemte evner. Det eneste Jesus ser efter er troen. Troen hos os på at Jesus kan. Jesus kan – også selv om det ikke ser sådan ud nu, fordi det vi kalder virkeligheden råber det modsatte. Jesus kan – også selv om vi kun ser en lille tro hos os selv. For lægger vi den over i hans hænder, så sker der store ting selv med en lille tro.

Så derfor skal vi ikke opgive og lægge det hele på hylden, hvis vi ser en lille vag usikker uvidende tro hos os selv – vi skal holde fast i den tro vi har – kæmpe for den. Og den eneste måde vi kan kæmpe for vores tro det er ved at lægge den over i Jesu hænder. En lille dreng lagde tre fisk og fem stykker brød over i Jesu hænder og efter at de havde været i hans hænder var der blevet nok til 5000 mennesker. Hvis det kan ske med noget så simpelt som brød, hvad sker der så ikke, hvis vi putter vores tro i hans hænder. Ja, det får vi at se i Himmelen!!