Det er skærtorsdag i dag – slår vi op i vores ordbog derhjemme for at finde ud af hvad ordet skærtorsdag egentlig betyder, så finder vi ud af, at ordet skær kommer fra det oldnordiske og betyder “rense”. Fra tidligt i kristendommens historie blev dagen i dag fejret ikke bare med nadvermåltid, men også med fodvask – fodrensning. Jeg vil derfor på skærtorsdag – rense-torsdagen – fortælle ikke bare om et vandfad, men om to vandfade.
Første vaskefad
Det første vaskefad er det vi har i dagens tekst. Det, som Jesus bruger til at vaske disciplenes fødder med på den aften, hvor Jesus også indstifter nadveren.
Men hvad betyder fodvaskningen egentlig – er det noget vi skal gentage? Jeg har også taget et vandfad med mig op på prædikestolen i dag – men jeg tør næsten vædde på, at de fleste af jer herinde tænker: Bare han ikke begynder at vaske fødderne på nogle af os… det vil næsten være endnu mere ydmygende for os end for ham selv.
Men hvad betyder det egentlig, at Jesus vaskede disciplenes fødder? Var det ydmygende for Jesus eller var det ydmygende for disciplene? Jeg vil give et klart svar på det spørgsmål: Både det ene og det andet.
Den gang var det ikke en ydmygende ting, at man fik vasket sine fødder, når man kom ind ude fra de støvede veje, og skulle til bords. Men det var en slave, der gjorde det arbejde – eller måske husmoderen, men ikke husets herre. Og det var det, der virkelig gjorde en forskel for disciplene: At det ikke var en slave, men at det var Jesus, deres mester og herre, der ydmygede sig. Det var derfor Peter brokkede sig – det kunne han ikke lade Jesus gøre. Men nej, Jesus skulle gøre det! “Ellers har du ikke lod og del med mig”.
Jesus skulle vaske også Peters fødder – han skulle også vaske forræderen Judas fødder – eller den kommende tvivler Thomas. Han skulle vise, at han var kommet for at tjene alle – for at vise alle sin kærlighed.
Egentlig lyder det da som om det passer godt til vores danske modtager-kultur, hvor vi skal have noget ud af det, for at blive et sted eller i en forening eller hvad det nu er. “Hvad får jeg ud af det – hvad er der i det for mig?”. Også i religiøs-sammenhæng skal der endelig ikke tales “skal” og “bør”, men der er det rent modtagen. Vi sætter os ned og læner os tilbage på kirkebænken – kom så med det. Kom og vask mine fødder…. og så alligevel, så bliver bremsen slået i. For Jesus mener det jo faktisk. Jesus mener, at han vil vaske vores møghamrende beskidte fødder – men så skal vi jo også vise ham dem.
I overført betydning betyder det, at Jesus vil rense os, men så skal vi vise ham alt det beskidte i vores liv, alle vores synder og beskidte tanker… alt det skal lægges frem for ham og bekendes med et “tilgiv mig”. Det er den eneste mulighed for os for at komme ind i hans rige for at modtage det han har at give: Afslør det, der er dit, så han må rense os. Og det er her, at man hiver i bremsen.
For skal vi sådan krænge det inderste og mest trælse ud, jamen så er det pludselig den, der bliver tjent, der er den lille. For det er ydmygende at blotte sig selv, og stå uden den store rustning, som vi ellers beskytter vores inderste jeg i overfor andre. Det er ydmygende også at skulle vise, at vi ikke selv er på toppen, som vi jo ellers gerne vil være. At lade sig tjene på den måde, viser at vi er nødt til at støtte os op af en anden, der selv om han knæler for os, er større end os.
Lige som ældre mennesker i starten, når de f.eks. modtager hjemmehjælp føler det ydmygende ikke længere at kunne klare at vaske sig. Eller f.eks. er nødt til at have en rulator til at komme frem med. Det er ydmygende, for på det mest basale plan, er man pludselig så total afhængig af et andet mennesker.
Men det er kun den, der er ydmyg – den, der tør lægge kortene på bordet, der kan blive ren.
Det andet fad
Men man kan jo også selv prøve at klare sig uden Jesu vaskefad… og det er det andet fad, jeg gerne vil fortælle om. For næste dag – langfredag – kom der et andet vaskefad frem og det skulle også bruges til at vaske skyld af med. Det findes i statsholder Pontius Pilatus’hus. Han havde ellers forsøgt at få reddet Jesus, men han kæmpede mod større kræfter end sig selv. Til sidst tvang hans menneskefrygt ham til at afsige dommen over Jesus og lade ham korsfæste. Og så kom vaskefaddet frem og han vaskede sine hænder i skarens påsyn – som der står – og sagde “Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag”. Pilatus ville selv vaske sin skyld af – vaske ansvaret af sig. Jesus vaskede symbolsk disciplenes skyld af, imens Pilatus forsøgte selv at gøre sig ren og tørre skylden af på jøderne.
Det andet vandfad er ansvarsforflygtigelsens vandfad – det fad ser vi også i Dagens Danmark. Der er ingen, der vil have skylden, imens vi er en nation af ofre. Det andet fad er menneskefrygtens vandfad “hvad vil naboen sige, hvis de ser mig på kirkebænken?”.
Det andet fad er for egoistiske mennesker, der vil klare…. sig selv og sine egne interesser. Pilatus var bange for at han skulle miste sin stilling eller måske også sit hoved, hvis han pludselig ikke længere stod som kejserens ven. Så han vaskede sine hænder og sendte Jesus afsted til døden. På samme måde kan vi finde en masse interesseorganisationer i dag, hvor folk kæmper for sig selv og deres interesser. At der så f.eks. går penge fra en anden gruppe… ja, det er jo så ikke deres sag. Frem med Pilatus vaskefad.
Hans vaskefad er også for mennesker, der også mener at de kan sig selv. “Mennesket kan selv vælge at gøre det gode”, “Mennesket kan selv finde frem til Gud”, “Mennesket kan selv…”. Men kan man klare sig selv, så er man jo også fri for at ydmyge sig ved at være nødt til at tage imod Jesu tilbud. Men det er bare ærgerligt, at mennesket ikke kan selv – at vandet i det sidste vandfad er stillestående vand og ikke fyldt af velsignelse og kraft fra Gud.
Det andet vaskefad er rent ud sagt en narresut. Det fører ikke til noget, hvis vi prøver at efterligne Pilatus – skylden vil blive ved med at være vores lige meget hvor meget vi så end vasker os. Og den hober sig op og vil til sidst knuse os. Det er kun den, der lader sig tjene af Jesus – det er kun den, der lægger alle sine synder over på Jesus, der også vil blive kvit med sine synder. Og som kan komme til at ånde frit igen – fri af nåde.
Jesus tager imod med åbne arme
Vi kan ikke klare det selv – vi er nødt til at vende os til Jesus. Og han vil modtage os med åbne arme og hjælp og ikke med bebrejdelser og en lang formanende pegefinger. Sagt på en lidt anderledes måde, så er Jesus de åbne armes Gud.
Det får mig til at tænke på en lille god historie fra Skotland, som jeg ikke kan lade være med at fortælle. Man var i gang med at springe sten i et stenbrud og var gået i sikker afstand. Man havde tændt lunten og efter at alarmen havde lydt ventede man nu bare på eksplosionen. Men i det samme ser man et lille treårigt barn lunte rundt i fareområdet. Døden nærmede sig for hvert sekund der gik. Arbejdsfolkene råbte og vinkede med armene, men barnet morede sig bare over hvor morsomme de så ud. Der var ikke nogle af mændene, der turde løbe ind og hente barnet og barnet var garanteret blevet dræbt, hvis ikke moderen var dukket op. Hun løb ikke ind i fareområdet til barnet – hun hverken råbte eller skreg. Nej, hun satte sig på hug og bredt sine arme i retningen af barnet… og smilte hjerteligt. Nærmest pr. instinkt løb barnet hen imod moderen – og ikke lang tid efter blev hele området rystet af eksplosionen, men barnet var reddet.
Det synes jeg er et virkelig godt billede af Guds nåde på korset: De åbne arme, der kærligt kalder os væk fra den sikre død. Jesus døde med udstrakte arme og derfor er ethvert kors med Jesus på også en åben invitation til os. En invitation, der viser os, at vi skal komme til Jesus for at få evig sikkerhed for alle farerne. Korset er det sted, hvor synden og nåden kolliderer med et brag, men hvor synderen reddes af Guds kærlighed og går bort fri fra syndens straf, fri til at leve med Gud… også i evigheden.
Han tager også imod os med åbne arme ved nadveren i dag. Der er ingen anden betingelser for nadveren end nåden fra Gud. Og den er der rigeligt af. Vi skal ikke være gode nok for at gå til alters – skulle vi være det ville vi aldrig nogensinde kunne gå derop. Nej, alteret bliver ikke uden grund kaldt for nådens bord – her fås alt for intet. Her er det ikke os, der skal yde hverken med troen, forstanden eller med vores liv… her er det Jesus, der kommer og tjener os. Lige som han gik rundt blandt disciplene, hvor man kunne se en Thomas, der senere skulle tvivle, hvor man kunne se en Peter, der senere skulle fornægte Jesus og man kunne såmænd også se en Judas, der måske endda allerede havde de 30 sølvpenge, som han var blevet lovet for at forråde Jesus. Alle fik vasket deres fødder.
Og var der plads til dem den skelsættende aften i Jesu liv, jamen så skulle det være mærkeligt om der ikke også er plads til dig ved alteret her i Horne/Asdal.
