Langfredag (2014)

INDLEDNING

Langfredag er stilhed og mørke

Langfredag er tumulter og skrålen

Langfredag er magtkamp og hengivelse.

 

Her omkring korset er samlet alt det,

vi kender fra vores liv og verden.

 

Og på korset hænger han, som er Verdens lys dømt af verden, fordi der var for meget liv og kærlighed i ham.

 

ORD TIL EFTERTANKE

Jesus blev dømt til døden også selv om han var uskyldig. Han var som det eneste menneske ren og retfærdig – fyldt af kærlighed, men han blev anklaget af sine egne og dømt af det retfærdselskende romerrige.

Hvis man ser det hele udefra, så ser det virkelig mærkeligt ud det der skete i foråret omkring år 30 e.kr. Lederne og præsterne i den jødiske nation udleverede den ung Jesus til besættelsesmagten, for at han kunne blive tortureret og henrettet.

Havde Jesus gjort noget forkert? Næ, der var tale om justitsmord – altså en uskyldig, der blev dømt. Det kunne den romerske statsholder, der stod for dødsdommen også godt se, og han erklærede da også tre gange, at Jesus var uskyldig. Men på trods af at romerne havde ry for at være retfærdige, så blev Jesus dømt til døden.

Der er sket mange justitsmord igennem tiderne – men ingen af dem har haft så store konsekvenser som det, der skete med Jesus. Hvis Jesus bare havde været endnu et uskyldigt offer som f.eks. Martin Luther King eller Mahatma Ghandi, så ville han have sat sig et spor i historien og så være forsvundet. Der ville ikke have dannet sig en religion og tro på grund af ham. Det er så vigtig en begivenhed, at man kunne sige, at ”Korset står i centrum af den kristne tro”.

Kernen i kristendommen er ikke etik, ”fred på jorden” og heller ikke næstekærlighed… selv om det er vigtige elementer af kristendommen. Kernen i kristendommen er korset. Jesus prædikede, underviste og gjorde tegn og undere… men sådan set var det ikke derfor han kom herned og blev menneske. Gud kunne godt have vist sig som menneske og gjort alle de her ting alligevel.

Gud blev menneske for at dø for os. Man kan næsten sige, at Jesus blev født til at dø. Det gjorde han for at frelse os – det gjorde han af kærlighed til os. Der var ikke andre veje til målet – det var ikke andre måder at redde os fra døden på end at Gud selv gik i døden. Intet andet sted står Satan og Guds sider så stærkt frem som ved korset. Had og ondskab mod kærlighed og tilgivelse.

”For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham ikke skal fortabes, men have et evigt liv”. Således elskede Gud verden – så meget elskede han, at han gav os alt. Gav os en ny begyndelse – et nyt liv.

I den nye Jesus-film ”The passion of the christ” falder Jesus sammen under vægten af korset. Hans mor, Maria, kommer hen til ham og forsøger at omfavne ham og trøste ham ”rolig… jeg er her”. Og Jesus svarer ”Mor, se jeg gør alting nyt”. ”Se, jeg gør alting nyt”…. selv om påske er pinsel og smerte, så er det faktisk også fødselssmerter, for her bliver den nye menneskehed til. ”Se, jeg gør alting nyt”. Korset står centralt i kristendommen – her blev den nye skabning til ”se, jeg gør alting nyt”.

 

Author: Kim Præst