“Jesus er opstanden” – sådan lyder kirkens ældgamle påskehilsen og sådan begyndte kirkens ældste påskegudstjeneste. Præsten kom ind i kirken lige på det tidspunkt, hvor solen var stået op – og så løb han ind i kirken og råbte “Jesus er opstanden” og hele menigheden svarede “Ja, han er sandelig opstanden”.

Satans opstandelsesberetning

Og Satan… han tabte! I den nye Jesus-film, The Passion of the Christ, følger vi Jesus fra Getsemane til han står op fra de døde. Men vi er ikke de eneste, der følger ham – det gør Satan også. I Getsemane forsøger han at friste Jesus til at vælge en anden vej end den Gud har bestemt. Jesus skal hellere vælge en lettere vej – den, som hele hans krop råber efter, nemlig en stor bue rundt om korset. “Ingen kan bærer hele menneskehedens synder – det er for tung en byrde” siger Satan, imens han må se hvordan Jesus alligevel gør forsøget. Satan følger ham stum og undervejs, inde i Pilatus gård, på vejen mod Golgata og endda også ved korsets fod ser vi Satan kigge på stum og følelseløs. Han følger med… og han kan ikke gøre noget. Han taber og sidste gang vi ser Satan sidder han på knæ i et knasttørt goldt landskab og skriger…. imens han febrilsk strækker sine hænder ud imod kameraet som om han rækker ud efter noget, som forsvinder fra ham. Men han har tabt – og han forsvinder skrigende ud af kameraets synsfelt. Han kunne ikke holde på Jesus – “tag den Satan”… var den følelse, jeg sad med, da den scene rullede over lærredet i biografen. “Tag den Satan”.

Men det er ikke nødvendigt at gå til filmen for at se forestillinger om hvad Satan oplevede, da Jesus opstod. Vi kan også bare slå op i salmebogen “I kvæld blev der banket på Helvedes port”. Grundtvig har også forestillet sig hvordan helvedet blev rystet i sine grundvolde, da solen stod op påskemorgen:

Han (altså Jesus) vandrer på gløder som jomfru på gulv,

han tramper på øgler og drager,

hugormen han knuser, og helvedes ulv

han binder, mens afgrunden brager.

 

I Helvede skinned Guds herligheds glans

guldfarved de djævle kulsorte,

men murene revned for stråler i glans

af hængsel fløj Helvedes porte.

 

Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,

kun død sad i helved bedrøvet,

keruben oplod den forseglede dør,

skjoldvagten sig kasted i støvet.

 

“Tag den Satan – du har tabt”… for “Jesus er opstanden” – “Ja, han er sandelig opstanden”.

Kvindernes opstandelsesoplevelse

Alt så normalt ud – det var tidligt søndagmorgen, da Jesu mor, Maria, Maria Magdalene og Salome gik af sted ud til Jesu grav. Alt så helt normalt ud – 3 kvinder i sørgedragt med forgrædte øjne på vej ud til deres kæres grav. Alt så normalt ud – selv om der den morgen tidlig var et jordskælv… jamen så var det ikke noget, nogen rigtig lod mærke til. Der var mange jordskælv, så hvorfor skulle det her være anderledes. Der var ikke noget, der tydede på, at den morgen skulle gå over i historiebøgerne… men det skulle den. Da de tre kvinder nærmede sig graven blev de mødt af en engel – det er bestemt ikke normalt. Englen sad på gravstenen hans udsendende var som lynild og hans klæder var hvide som sne og rundt omkring ham lå soldaterne… besvimet af skræk. Det er bestemt heller ikke normalt. “Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået som han har sagt”. Se, det er ikke normalt.

Kvinderne vendte øjeblikkelig om og løb af sted i en mærkelig stemning af både frygt og stor glæde. Det her er ikke normalt – det her er Gud, der skaber alting nyt. Det her er en historisk dag – det er den dag, da døden døde. “Jesus er opstanden” – “Ja, han er sandelig opstanden”. 

Soldaternes opstandelsesoplevelse.

Det er interessant, at de eneste, der havde taget Jesus alvorlig, når han talte om, at han ville stå op fra de døde på 3. dagen efter at han var død… ja, det var Jesu fjender. Så der var sat vagter omkring graven, hvis nu disciplene skulle stjæle Jesu lig og så påstå, at han i virkeligheden var opstået. Så der blev sat et segl på graven, så man kunne se, hvis der havde været nogle derinde og så satte man nogle soldater til at bevogte graven. Hvor måtte soldaterne føle sig til grin -tænk at holde vagt over en død jøde. Ikke at de var bange, for de var vant til det, der var værre – men mon de her højtuddannede dræbermaskiner ikke følte, at det var spild af deres tid og arbejdskraft? Og så skete der noget mærkeligt – for soldaterne så noget, de aldrig ville glemme… det jordskælv, som kvinderne havde mærket på vej ud til graven, var ikke som et af de mange andre jordskælv. Et jordskælv var tegnet på den time, hvor Jesus gav sit liv, og et andet jordskælv vidnede om det øjeblik, hvor han tog det tilbage med sejr. Jesus var ikke længere død og hans velkomstkomite var en engel, der blev sendt ned fra himmelen. Guds herlighed strålede omkring englen – og den for ned, væltede stenen bort og som altid, når Guds herlighed viser sig, så bliver folk ramt af frygt. Det skete også med soldaterne – de skælvede af frygt… så de blev som døde. De tapre soldater, der aldrig havde været bange for noget, er nu, som om de var taget til fange – bare uden svær eller spyd. Det er som om himmelen er steget ned til jorden. Soldaterne ser englen fjerne stenen som om det var et sandskorn. Gad vide hvad de mere har set… gad vide hvad de kunne have fortalt. Nu bliver de i stedet bestukket af ypperstepræsterne til at holde mund med sandheden. Men hvor kunne det have været spændende at have hørt deres historie. Havde de set Jesus stige ud af graven?  Havde englen bøjet sig dybt i tilbedelse og budt frelseren velkommen med den himmelske lovsang “Hellig, hellig, hellig er hærskarers herre, hele jorden er fuld af hans herlighed”.

Han, som havde vundet over døden og graven steg op af graven som en sejrherren imens jorden skælvede, lynene glimtede. Når han igen vender tilbage til jorden, vil ikke bare jorden ryste, men også himmelen.

Ved Jesu død havde soldaterne set jorden blive indhyllet i mørke ved middagstid, men ved opstandelsen så de englenes stråleglans lyse i morgenskumringen.

Da hele det himmelske følge havde forladt haven rørte soldaterne på sig og løb ind til byen – de var på vej til Pontius Pilatus, men ypperstepræsten Kajfas fik fat i dem først. Gad vide hvad soldaterne fortalte? Gad vide hvordan ypperstepræsten Kajfas reagerede, da han hørte, at han havde fået dømt Guds søn, Messias til døden? At han havde slået Israels håb ihjel. Fortrød han dybest set – og ville han forsøge at skjule sin fejl, da han bad soldaterne om at fortælle en løgn om at de var faldet i søvn på deres vagt… en fejl, som kunne koste en soldat livet. Men de blev betalt godt og beskyttet af ypperstepræsterne. Men det ændrer ikke på, sandheden:

Vores opstandelsesoplevelse.

“Jesus er opstanden” “Ja, han er sandelig opstanden”…I min søgen på internettet fandt jeg en historie, som jeg ikke ved er sand eller om det er en røverhistori. Den fortæller om en japansk soldat, der under 2. verdenskrig havde gemt sig i en jungle… så han fik aldrig at vide, at krigen var slut. Det skete først 28 år efter, da han blev opdaget af to japanske fiskere. Han var klædt i pjalter og var nærmest kun skin og ben. Han havde udholdt moskitos, hunger og megen nød. Han kunne have levet som et frit menneske hjemme hos sine familie, men i stedet havde han levet 28 år i frygt og ensomhed. Han havde godt nok fundet nogle flyveblade, som var kastet ned i junglen, som opfordrede alle, som gemte sig i skoven, til at komme frem. Krigen var forbi, og alle kunne vende hjem. Men soldaten så bare flyvebladene som fjendens fælde for at narre dem ud af skoven. Og så levede han i alle disse år som flygtning – 28 ensomme, trælse og kedelige – men frem for alt unødvendige år. Krigen var forbi, soldaten var fri og havde kunne vende hjem. Men han opfattede ikke budskabet. Han skjulte sig pga. sin frygt, selv om han var en fri mand.

Måske en af os har det på samme måde – gemmer sig uden grund. Vi være på flugt i overført betydning, vi kan skjuler os i frygt, skyld pga. de mørke pletter i vores fortid. Vi gemmer os fra Gud. Men “krigen” er forbi. Jesus har betalt for at vi er tilgivet. Vor frihed er sikret. Jesus Kristi død, begravelse og opstandelse gjorde, at vores flugt egentlig sluttede for snart 2000 år siden. Himmelen står åben for os, alle formaliteterne er klaret… så kom frit frem. “Jesus er opstanden” – “Ja, han er sandelig opstanden”.