GUDS RIGE FORENER OS GENNEM GUDS FRELSESPLAN
Man skal holde tungen lige i munden, for ikke at fare vild i aftenens tekst. Den er fyldt med indskudte sætninger og så kommer vi ind lige midt i en tankerække, som Paulus laver en konklusion på med et ”derfor”.
Men lad os prøve læse teksten ud fra ordet ”hemmelighed”. Vi har nok alle vores små hemmeligheder – nogle af dem vil vi ikke have udenfor hjemmets fire vægge, fordi de måske er for pinlige. Den hemmelighed, der er tale om i teksten her, er langt fra pinlig. Det er en vidunderlig hemmelighed, som Gud har haft siden verdens skabelse, og som nu er klar til at blive afsløret.
Lad os prøve læse det sammen:
Efesterbrevet 3,1-12 læses.
Paulus kalder sig selv for Jesu Kristi fange – når man læser det kan det virke som et lidt mærkeligt ordvalg. Men når man så har i baghovedet, at Paulus skriver brevet her som kejserens fange, så giver det måske mere mening. Paulus anser sig ikke for at være kejserens fange, men for ”Kristi Jesu fange” – selv dér, hvor han er i kejserens vold og magt, så er han ikke udenfor Jesu magtområde – Jesu magt rækker langt ind bag fængselets mure.
Paulus kalder sig for Jesu fange for ”hedningenes skyld” og igen rent konkret, så var det netop fordi han forkyndte hedningene det lovfrie evangelium, at der kom tumult i Jerusalem. Resultat: Paulus blev arresteret. Og her er vi inde ved selve hemmeligheden: At hedningene – og det vil sige alle dem, der ikke er jøder – at de også er indbefattet i Guds frelsesplan.
For os, der lever i år 2007 er det nærmest en selvfølge, at naturligvis gælder frelsen da også os – som Gud skabninge. Men nej – for en farisæer som Paulus var det, så var det bestemt ingen selvfølge, men snarer en umulighed. Naturligvis var hedningene da velkomne i Jerusalem, hvor de kunne blive proselytter, og på den måde få del i jødedommens Gud. Som der står i aftenens anden tekst i Esajas: ”Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans”. Bevægelsen er altså udefra, fra verden, fra hedningene og ind til Jerusalem, hvor de kunne aflægge dem deres hedenske identitet og nærme sig statussen som jøde. Er der tale om mission i Det gamle Testamente, så er det først og fremmest en ”kom-og-se”-mission med centrum i Jerusalem. Kom og se og bliv som os.
Sagt sådan lidt i en parentes, så er vi måske nået tilbage til vores jødiske rødder, for vores mission er den ”kom-og-se-mission” eller ”gå-ud-og-vidn”?
(Kort pause)
Men lad os komme tilbage til teksten. At frelsen bare sådan uden videre også skulle gælde hedningene, var noget helt nyt – så meget nyt, og grænsesprængende, at Gud selv måtte åbenbare det for Paulus. Guds hemmelighed var ikke, at frelsen findes i at blive som jøde, men – som der står i vers 6 – hemmeligheden er ”At hedningerne er medarvinger og medindlemmede i legemet og har medandel i forjættelsen i Kristus Jesus i kraft af det evangelium”.
Der bliver brugt tre ord om os, hedninge: Vi er medarvinger, medindlemmede og har medandel. Det, der er fælles for de ord er, at de alle begynder med ordet ”med”. Vi er med jøderne – vi er sammen med jøderne. Det er Guds hemmelighed: Vi er på lige fod med Guds folk, med Guds udvalgte folk, jøderne. Det er måske ikke nogen åbenbaring for dig, men det var virkelig noget af en øjenåbner for de tidlige jødiske kristne og for hedningekristne, der garanteret ofte har følt sig som andenrangs kristne i forhold til jøderne. Vi er lige – vi er ét.
Paulus kaldes for hedningeapostlen – han er specielt kaldet til at fortælle hedningene dette evangelium, så at også kan blive omfattet af Guds nåde. Og grunden til at han skal gøre det er – som der står i vers 10 ”Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet”.
Det lyder måske lidt mærkeligt, men som jeg forstår det, så siger Paulus her, at Gud ikke bare vil nøjes med at fortælle myndigheder og magter i himmelrummet om frelsen – og myndigheder og magter i himmelrummet må være engle og dæmoner. Han vil ikke bare fortælle dem om hans globale frelsesplaner, men han vil vise det. Når Guds engle og også dæmonerne ser kirken med dens enhed af jøder og hedninger, så ser de Guds visdom, ja, så ser de kulminationen af Guds visdom. Højere og større bliver den ikke. Sikke dog et majestætisk skulderklap: Vi er beviser på Guds visdom.
Det her er noget nyt for mig (dvs. Kim). Vi kender nok alle evangelisten Johannes, der siger, at kendetegnet for kirken skal være indbyrdes kærlighed. Sådan at når folk udefra kigger ind i kirken, så skal de siger ”Se hvor de elsker hinanden”. Vi skal være vidner overfor andre mennesker i den måde, hvorpå vi er kirke.
Det kender vi – men det er nyt for mig, at vi også skal være vidner overfor ”myndigheder og magter i himmelrummet”. Hvorfor vi skal det, og hvorfor det er vigtig, fortæller Paulus ikke, men dermed føjes et himmelsk, åndeligt aspekt til kirkens enhed, som jeg ikke har været bevidst om. I kirkens enhed er der et vidnesbyrd om Guds visdom overfor åndsmagterne!
Overskriften til i dag er: ”Guds rige forener os gennem Guds frelsesplan”. Guds frelsesplan forener ”de rige, fattige, kloge, dumme, unge og gamle” – som bibelpjecen siger. Og vi kunne fortætter: Guds frelsesplan forener missionsfolk, grundtvigianere, almindelige folkekirke kristne, baptister, metodister, pinsefolk… ja, fortsæt selv listen. Der findes ikke mange frelsesplaner, en for hver kirkeretning, men der findes én frelsesplan, som Gud ”gennemførte ved Kristus Jesus, vor Herre. I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud”.
Lad 2007 være endnu et skridt i retningen af at vi må komme tættere på Gud og dermed også tættere på hinanden trods forskel. Så verden – ja, så ”myndigheder og magter i himmelrummet” i større og større grad må se Guds visdom i os.
