I går hørte vi om pinsedag – om hvordan de første kristne blev fyldt af  Helligånden og gik ud og talte med sprog, som de ellers ikke kunne tale. Den sprogbarriere, der har ligget mellem mennesker siden Gud spredte
menneskeheden ved Babeltårnet, blev for en tid ophævet. Resultatet af den  prædiken, der blev hørt og forstået af så mange forskellige tungemål var 3000 omvendte og nydøbte mennesker, der nu udgjorde den første kirke i verden – den første kirke var blevet til og derfor kaldes pinsen også for kirkens  fødselsdag… så i år fejrer vi kirkens 1971 års fødselsdag. Ud af de 3000 mennesker blev der rejst en verdensomspændende bygning: Kirken som Guds hus.

Men Gud er ikke alene om at bygge en bygning – ved siden af forsøger vi mennesker at bygge vort eget: Babelstårnet.

Mennesket, der trodser Gud
Det Babelstårn, som vi læser om i 1 Mosebog blev ikke bare sat i værk  for at lave en turistmagnet ligesom Ålborg Tårnet eller Eifeltårnet i Paris. Nej, det var igen menneskeheden der ville trodse Gud – der ville klare sig uden Gud. I stedet for at tage ud og opfylde hele jorden, som Gud havde sagt, jamen så sagde de til hinanden: ”Lad os skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden”. Det er altså ikke bare et bygningsværk – men det er selve stilladset for det gigantiske arbejde at bygge en verden uden Gud.

”Lad os skabe os et navn” – vi er ikke tilfreds med det  navn, som Gud har givet os… nemlig navnet som skabning, der skal gøre som deres Gud og skaber har befalet – nej, lad os selv skabe os et navn – en identitet, som vi selv bestemmer. Et liv, som vi selv bestemmer over. Gud vil  gøre os små – men nu skal vi bare stå sammen, så vi bliver store. Og hvis vi bliver lige så store som Gud, jamen så behøver vi jo slet ikke Gud.  Gud spredte menneskeheden – og fra at være et i dem selv, blev de nu forskellige tungemål og måtte opgive at holde sammen. Så de blev nødt til at spredes og opfylde jorden.

Vi bygger videre på Babelstårnet
Babelstårnet blev ikke bygget færdigt, men i overført betydning prøver vi at rejse det igen og igen op igennem vores historie… også i dag. Selvfølgelig ikke et tårn ud af sten, men grundprincipperne er det samme som den gang: At skabe en verden uden Gud – at sprænge de grænser, som Gud har sat for os. I dag hedder det ikke så meget at skabe sig et navn, men det hedder at realisere sig selv. Og man kan ikke realisere sig selv uden at skulle være grænseoverskridende.

At en grænse skulle kunne bevare friheden og fremme selvrealiseringen er næsten en kættersk tanke i menneskereligionen. Mennesket klatrer opad i et blindt had mod alt der hedder grænser og begrænsninger.
Frihed og selvrealisering er lig med grænseoverskridning…

Men hvad finder mennesket uden for den grænse, som Gud har sat? Vi finder tomhed og fremmedgjorthed – men det forsøger vi at dulme ved at finde nye grænser, som vi kan overskride. For at stå overfor en grænse viser, at mennesket jo i  virkeligheden er afhængig af en uden for sig selv, nemlig Gud. Så derfor skal
grænserne overskrides uden at der er nogle, der tør svare på spørgsmålet: Er det egentlig det vi vil?

Den grænse vi har det allersværest med, er den  grænse, der hedder døden – vi vil ikke dø, det er forbudt at dø, døden er et  tabu…

– og vi forsker på livet løs i at forlænge vores liv, stoppe alderdommen,

finde en medicin for alle dødelige sygdomme også selv om det kræver, at der klones fostre til menneskelige reservelagre.
– Grænserne inden for etikken overskrides.  Ægteskabets grænser overskrides og
efterlader smadrede og ulykkelige menneskeskæbner.

– Vi kan se at grænserne indenfor teknologien overskrides – og spørger man hvorfor – så får man svaret: Fordi det er muligt. Og teknologien leverer en række ubesvarlige spørgsmål, som vi mennesker ikke kan overskue konsekvenserne af:

– Gensplejsning er det en velsignelse eller en kommende økologisk bombe?

– Hvad med de mange befrugtede æg, som ligger nedfrosset og faktisk er menneskeliv, der venter på at udfolde sig?

– Skal man vælge et forkasteligt onde, hvis man  tror, at man kan afværge noget endnu mere ondt? Målet helliger midlet – vi kan bare se hvordan vores forhold til menneskerettighederne og ikke mindst anvendelse af totur har forskubbet sig drastisk bare inden for de sidste
måneders tid.

Vi vil selv – men spørgsmålet er om vi også kan selv – og om vi kan lide resultatet af vores egenvilje.

Skyggen fra Babelstårnet ligger tungt ind over menneskeheden – vi vil skabe os et navn. Det råber i os selv – men Babelstårnet er forvirringens sted, det sted, hvor vi bliver fremmede overfor hinanden. Det, som skulle have skabt enhed bliver det, der splitter os.

Men midt i Babelstårnets verden står der et andet hus, nærmest som en fornærmelse mod alt det, som mennesket selv vil og selv står for: Kirken. Grundstenen til den blev lagt på den første pinsedag og slægt efter slægt har ført kirken videre indtil vi i dag står og skal introducere kirken til næste generation.

Kirken er en fornærmelse mod menneskeheden, for hvor mennesket hylder friheden uden grænser, så siger kirken, at den sande frihed kun findes indenfor de grænser, som Gud har sat som et værn for livet. Hvor mennesket siger, ”Lad os skabe os et navn” der læser kirken Jesu ord, som i dag siger ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen… drager ham” Vi kan ikke selv skabe os et navn – heller ikke et kristennavn, det skal gives os. Vi kan ikke selv komme til tro, fordi vi nu engang vil komme til tro, vi skal kaldes af Gud – ind i troen… og ind i kirken.

Kirken virker fattig, når man sammenligner hvad den sådan tilbyder, i forhold til hvad Babelstårnet tilbyder. Vi har faktisk kun fire vigtige redskaber som vi har haft til vores rådighed siden den første pinsedag. Kirken har forandret sig meget siden dens grundlæggelse – og det skal den blive ved med at gøre, for den er ikke skabt af døde sten, men af levende mennesker, der er holdt sammen af en levende ånd. Men de fire ting er ikke forandret og vil ikke vil blive forandret, så længe kirken er Guds hus. Fra Apostlenes Gerninger hørte vi om menigheden, at ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet ved brødets brydelse og ved bønnerne”. Det vil sige: Bibelen, det kristne fællesskab, nadveren og bønnen.

De holdt fast ved apostlenes lære, som rummede Guds ord og Jesu tale. Ordet er det grundlæggende i enhver kristelig sammenhæng. Guds ord styrker og opretholder det fællesskab med Kristus, som er indstiftet i dåben.

De holdt fast ved fællesskabet. Ingen kan blive draget af Gud uden med det samme at blive indlemmet i kirken eller menigheden. Ligesom ingen kan fødes som menneske uden med det samme at blive et led i den naturlige menneskeslægt, sådan er den nye fødsel – dåben – indlemmelsen i den nye menneskeslægt. Derfor er menigheden ikke et produkt af de troendes eget valg eller vilje – den er allerede til i det øjeblik, hvor to eller tre er forsamlede under Helligåndens indvirken.

Det er derfor helt forkert at forklare menighedens start ved at vise hen til den menneskelige trang til  sammenslutning – som om menigheden er en klub for  “kaffeslaberas”. Kirken er ikke en forening af religiøse meningsfæller. Den er et så levende og intenst fællesskab at Paulus kalder menigheden for Kristi legeme.

De holdt fast ved brødet brydelse dvs nadveren. Alle som nyder nadveren kommer i forbindelse med den levende Jesus Kristus, idet de jo tager imod hans legeme og blod. ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen” siger Jesus ”den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden”

De holdt fast ved bønnerne: I bønnen holder den døbte sig i livsfællesskab med Kristus. Man har ikke uden grund kaldt bønnen for det nye livs åndedrag. Den henvender sig til Gud og modtager hans hjælp – uden bønnen ville troen ikke være et levende forhold, men blegne hen og dø bort.

Det er de fire hovedelementer i kirken – på den måde fornyr Gud det åndelige liv, bekræfter og bestyrker det. Når folkene fra Babelstårnet råber ”Lad os skabe os et navn” jamen så må vi spørge: Hvorfor det – vi har allerede et navn: Guds elskede børn.

Når de fortsætter: ”Lad os bygge en by med et tårn,som når op til himlen”, jamen så må vi spørge: ”Jamen hvorfor det, når Gud allerede har bygget kirken, som godt nok ikke rækker ind i himmelen, men her
er det himmelen, der bukker sig ned på jorden”.

Det er her vi bliver rigtige mennesker – her får vi skiftet vores hjerte af sten ud og bliver givet et hjerte af kød. Over menigheden lyder de vidunderlige ord ”De skal være mit
folk, og jeg vil være deres Gud”