PINSEDAG – GUDS STEMMEGAFFEL
Det er i dag Helligåndens fest, pinse. Og hvor det jo unægtelig er noget mere konkret, hvad der sker i julen og påsken, så kan det jo godt være mere besværligt at sætte ord på pinsens under. For hvad er det Helligånden gør – hvad godt gør den talsmand, som Jesus lover sine disciple at han vil sende til dem… sende til os?
Kristi Himmelfarts dag fortalte jeg om, hvordan Jesus forsvandt op i himlen til sin far. Disciplene stod og kiggede op i den nu tomme himmel, og pludselig stod der et par engle og spurgte dem: ”Hvorfor står I og kigger op efter den himmelfarne Jesus?”… de kiggede det forkerte sted hen! Ham skulle man ikke her og nu finde ved at kigge op på himmelens skyer. Når den tid kommer, hvor Jesus kommer på himmelens skyer, så skal vi nok blive opmærksom på ham. Men her og nu skal vi ikke finde Jesus ved at kigge op, men ved at kigger rundt – og finde ham i vores medmennesker, finde ham i vores medkristne. Og grunden til at vi kan finde ham i vores medkristne er Helligånden… han gør, at vi kan finde ham, og finde hinanden.
Her sidste år endte vi af tilfældige veje på Mallorca i vores efterårsferie – og vi ville tage bussen væk fra de værste turistfælder, men det var ikke lige til. Men det lykkedes dog. Næste dag ville vi af sted igen, og der så vi så et ældre ægtepar de var turister lige som vi kunne vi se… og de stod og lignede os dagen i forvejen… altså håbløst fortabt. Så vi spurgte om vi kunne hjælpe, og faldt altså i snak med dette engelske par, imens vi ventede på den bus vi skulle med… vi skulle med samme bus. Nå, men vores veje skiltes, vi gik på vandringstur i bjergene og endte så i en lidt større by, hvor vi tilfældigt løb ind i dette ældre ægtepar. Og på formfuldendt britisk spurgte manden: ”Undskyld, men vi er kommet til at tænke på… er I kristne?”. Jo, det var vi… Ja, fortsatte han, for der var et eller andet, der sagde dem, at vi måtte være kristne… det viste sig så, at de også var et præstepar… men der var et eller andet, der ledte dem på sporet, at det unge par måtte da være kristne.
Og man behøver jo ikke at tage helt til Mallorca, for der kommer jo hver eneste sommer et par tyskere her til kirken. Og dem skal vi da bare tage rigtigt godt imod, og tale så godt eller så dårligt vi kan med dem. Og et smil, et venligt blik og et håndtryk er jo heldigvis noget, der er internationalt. Og selv om vi måske ikke forstår hinanden, så er der en eller anden fælles forståelse og genkendelighed i at vide, at den anden også er en kristen. Jeg tager nok ikke fejl, hvis jeg siger, at kristendommen er det største internationale broderskab (eller søsterskab om I vil).
Noget af den bedste sang vi kunne synge i teenklubben i Odense var
”Gennem al Guds folk går et bånd af kærlighed
det holder os tæt indtil hinanden
Det bevarer os ved vor faders hjerte
fast ind i Jesu favn”.
Det bånd er Helligånden. Et bånd, der strækker sig igennem Guds folk og holder os sammen med hinanden og holder sammen ind til Gud. Holder os sammen, ikke ved at vi bliver ens som soldater, der tomhjernet går i prosession og drejer hovedet til hilsen på kommando – alt i snorlige rækker. Men ved at søger ind i de samme ord, Bibelen, og dér finde enheden. Ved at søger at finde en vej gennem livet og op til livet igennem Guds ord. For uanset hvor vi har fundet vores plads i den store internationale kirke, så tror jeg og håber jeg, at det, der forbinder os, er et ønske om at nå til en større klarhed i Guds ord. Nå til en større forståelse af hvad Bibelen fortæller os og vil lære os. Og det bliver vi aldrig færdig med – om vi så havde bibeltimer fra nu af og indtil vi udåndede. Der er altid et eller andet nyt, der bliver åbnet for os… og der er altid et eller andet gammelt, der sniger sig ud af bagudgangen i vores hukommelse.
Også dér træder Helligånden til, som jeg læste før: ”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer”.
Hvis I spørger mig, så skal vi ikke søge vores enhed i kirken ved at vi bliver ens. Ved at vi i et og alt mener det samme. Ved at vi synger de samme sange og lægger vægt på det samme… men ved den fælles bundklang, der hedder kærligheden til Guds ord. Ved den fælles tone, som kun Helligånden kan give os.
En af mine venner i Odense er ved at være færdig som klaverbygger. Og det er fantastisk at se ham arbejde – også det arbejde, han gør, når han stemmer et klaver. Står med sin stemmegaffel og slår den an og begynder så ud fra den at stemme alle de andre stemmer i et klaver. Det hele ud fra en grundtone.
Jeg kan simpelthen ikke lade være med at se hele kirken som et klaver med mange forskellige stemmer. Der er jo et væld af forskellige toner i sådan et klaver. Nogle er lyse og lette – andre er sorte og tunge – og for hver tangent er der en ny tone. Og havde det været den samme tone, den samme dybde eller højde, jamen så ville det jo ikke give mening at sætte en musiker til at spille på det. For så ville det hele bare blive en lyd – ikke en melodi. Men forskellen imellem tonerne gør, at musikeren kan få de mange forskellige toner til at klinge sammen i et mesterværk – og sagt om kirken igen… forskellen i Guds menighed gør, at mesteren kan bruge os og spille det store mesterværk, der hedder Guds folk på jorden.
Og selv om vi er forskellige, så er grundtonen i os Guds ord, så er den fælles tone, som vi alle bliver rettet ind efter i retningen af Gud, så er den, Helligånden. Men det er ikke let at holde den enighed – det er ikke let, især ikke, når vi pludselig står overfor hinanden. Et er, når vi på papiret og i teorien godt kan sige, at vi skal være et, men noget andet er, når det forskellige pludselig træder op lige foran os. Så bliver der stillet krav – ikke bare om tolerance, for man kan tolerere meget… Guds rige er ikke bygget på tolerance, men på kærlighed… og i mødet med de andre bliver der stillet krav netop om kærlighed.
Det firma min ven i Odense arbejder i, er også tilknyttet musikkonservatoriet… og der er nok at lave, for der kommer flyglerne virkelig under pres hver eneste dag. Så de skal i hvert fald derover en gang om dagen og gå rundt og stemme klaverer.
Og desværre sådan er det også med det klaver, der heder Guds menighed i verden, for lige så snart at vi begynder at blive brugt. Lige så snart at vi begynder f.eks. at samarbejde med andre, og kommer ind på livet af de andre, så begynder vi virkelig at kunne se de andres forskelligheder. Frikirkernes dåbssyn, den katolske kirkes nadversyn, eller hvad er det for noget med tungetale og alt det andet, der florerer. Eller hvis vi bare ser indenfor vores egen andedam, så er der også nok af ting, der viser os, at vi er forskellige… også bare som personer. Vi lægger vægt på noget forskelligt – der er en bestemt måde vi arbejder på, og ”jeg kan ikke klarer det, hvis det ikke bliver gjort netop som jeg godt kan lide det”. Jeg tror desværre det ligger i os alle sammen – at vi har lyst til at lave om på den anden, så de kommer til at ligne os. Og det kan de altså bare ikke – det eneste der sker, hvis vi forsøger at ændre den anden, jamen det er at den anden bliver falsk – er ikke som han eller hun virkelig er.
Og hvad gør min ven, når han kommer ind til et klaver, der er falsk? Jo, han hiver sin stemmegaffel op, og begynder møjsommeligt forfra. Stemmer hver eneste tone, så den igen bliver ren i tonen. Så den enkelte tangent nøjagtig giver den tone, som den skal give og som er dens tone i klaveret.
Og på samme måde træder Helligånden i funktion, når vi er begyndt at blive falske enten fordi vi selv laver om på os, eller hvis andre laver om på os… eller hvis vi forsøger at lave om på andre. Så må Helligånden igen komme og give os grundtonen, og rette os ind. Grundtonen, der hedder kærlighed – grundtonen, der hedder ”alt det, som Jesus har lært os”. Og så den store klaverstemmer igen begynde med os…
For hvor er det brandærgerligt, at vi er så gode til at se noget negativt i hinandens forskelle, i stedet for at se det som en fordel. En fordel, som skal udnyttes, så kirken i sin mangfoldighed må nå ud til flere mennesker. Vi skal tillade hinanden at være som vi er – naturligvis ikke sådan, at vi bare siger, at alt er lige godt, for det betyder, at alt er lige meget. Men ved at vi også dér i kærlighed forsøger sammen at finde frem til hvad er Guds vilje. Hvad er Bibelens budskab, og også lader os vejleder lige som vi selv i kærlighed vil vejlede andre. Så det troens-bånd, som er imellem os kristne ikke må løsnes, men tværtimod strammes til.
Nu bede vi den Helligånd
at sammenknytte os ved troens bånd
og til verdens ende
kirken at bevare
nådig at afvende
al dens nød og fare.
Herre, hør vor bøn!
