Vi har tre højtider: Jul, påske og pinse. I julen pynter vi op, giver hinanden gaver, spiser god mad, der er julefrokoster og juletræ. I påsken drikker vi påskeøl, kylle-kylle, og vi spiser lam, vi puster æg og hænger dem på grene fra haven, som vi har taget med ind og sat i vand sammen med påskeliljerne.
Jeg vil gerne se hånden på dem af jer herinde, der har pyntet op til pinse? Dem af jer, der har et pyntet pinsetræ stående derhjemme?
Nej? Ingen? Ja, pinse er den glemte højtid – presset væk, ignoreret, den fylder ikke ret meget i vores univers. Den pensionerede biskop Jan Lindhardt forsøgte at blæse lidt liv i noget folkeligt i forbindelse med pinsen – for det skulle kobles på et eller andet med mad. Ved juletid er det flæskesteg eller andesteg. Påsken er det lammet… så fra år 2000 og frem skulle der kåres årets pinsefest.  I året er pinsefisken skærising – ja, jeg kendte den ikke før i fredags, da jeg forberedte mig til gudstjenesten her i dag. Men det er en lidt ukendt, lille fladfisk. Men det er vel egentlig meget sigende, at man kårer skærising som årets pinsefisk, for selve fisken er vel lige så ukendt som pinsen.
Hvad skal vi bruge pinsen til? Vi ved godt hvad vi skal bruge julen til og påsken til – også sådan rent trosmæssigt, men hvad med pinsen? Kan vi ikke undvære pinsen?
Nej! Havde der ikke været en pinsedag, så var der ikke noget, der hed Hobro Kirke – så var der ikke nogen barnedåb i dag – ja, så vidste du slet ikke, at der var noget, der hed jul og påske. For grunden til at der er noget, der hedder Hobro Kirke, grunden til at du kender til jul og påske – jamen det er, at der er noget, der hedder pinse.
Vi hørte lige før dåben, hvordan Helligånden blev sendt ned til den lille flok af Jesu disciple – og hvordan de gik ud i Jerusalems gader for at fortælle om Jesus. Der var kun gået lidt over 40 dage fra den langfredag, hvor Jesus var blevet pisket igennem netop disse gader– og alligevel turde de stille sig op og fortælle netop om Jesus. ”I har slået Jesus ihjel – men Jesus er levende – ja, Jesus sidder ved Guds højre hånd i majestæt – og Jesus rækker ud efter jer – ikke for at hævne sin død, men for at tilbyde jer frelsen”.
På denne første pinsedag blev 3000 mennesker døbt, fordi de troede på Jesus Kristus som Guds søn, deres herre og frelser. Og de 3000, det er den første kirke – kirken er fællesskabet af dem, der tror på Jesus. Det er ikke bygningen. Det er ikke organisationen. Det er ikke vores biskopper og provster og præster. Nej. Kirken, det er mennesker. Kirken består af mennesker.  Derfor opstod kirken pinsedag for næsten 2000 år siden i Jerusalem, og det er det, vi fejrer.
Her fik de gode nyheder om Jesus vind i sejlene – og Helligånden åbnede folks hjerter, så de kunne tro det fantastiske budskab om Jesus. Og som dominobrikker, der vælter en for en, sådan spredte kristendommen sig – sådan spredte kirken sig ud fra dette lille sted, denne lille by Jerusalem. Og i dag høres budskabet om Jesus overalt i verden – det høres i de store katedraler, hvor folk mødes i hundredvis, eller i de store megakirker i USA eller Sydkorea, hvor tusindvis samles, det høres i den lille landsbykirke, det høres på gader og smøge – det hviskes forsigtigt til hinanden i Nordkoreas dødsarbejds-lejre eller det høres i Irak eller Somalia på trods af dødstrusler og terror. Og det høres i dag i Hobro Kirke. Og hele det kor af folk, der fortæller om Jesus – er tændt af den gnist, der ramte jorden på den første kristne pinsedag. Grundtvig, der ellers er meget stor i ”slawet” i sine pinsesalmer, han taler ikke om en storbrand ude af kontrol, men også om en gnist. Vi har lige sunget det:
”Den gnist den ulmer hos os endnu
opblusser og i Guds time” (DDS 283,8)
Der er sikkert rigtig mange forskellige grunde til at I sidder her i dag i Hobro Kirke – men den primære grund er, at Helligånden skubbede disciplene ud på Jerusalems gader – gav dem mod til at prædike og åbnede de mennesker, der ellers før var fjendske, så de troede på det, de hørte. Og fortalte det videre.
Den samme Helligånd er til stede i dag i Hobro Kirke – Helligånden har skabt troen i generationer af kristne lige indtil i dag – og i dag sidder du her i Hobro Kirke. Hvordan føler du det indeni dig selv: Er det en lille gnist, der ulmer – eller er det en flamme, der brænder – eller er troen på Jesus brændt helt ud, så du ikke længere tror – ja, du har måske aldrig rigtig troet på Jesus? Du har måske aldrig rigtig indset hvem Jesus egentlig er?
Vi har lige døbt to dejlige børn – de fik Helligånden som en gave – og det samme skete med dig, da du blev døbt, du fik også Helligånden. Det vil sige, du har denne lille gnist inde i dig, som måske bare ligger og ulmer i dig – så lille at du måske slet ikke er klar over det.
”Den gnist den ulmer hos os endnu
opblusser og i Guds time” (DDS 283,8)
Den ulmer – men I Guds time blusser den op. Ikke når du vil det – når du presser dig selv til det yderste for at få fremmanet et eller andet i dig, der kan kaldes bare en lille tro. Nej – det giver ikke noget. Den store danske filosof og teolog K.E. Løgstrup var på KFUM-lejr i sine unge dage – nu skulle han blive omvendt. Men han blev ikke omvendt – nej, han blev forkølet. Selv om han pressede sig selv – og selv om lederne af lejren pressede på, så hjalp det ham ikke en disse. Og det samme med dig – du kan ikke presse dig selv fremad mod troen – og selv om jeg tog mit pæne præstetøj på, og stod sammen med alverdens fromme præster og biskopper og hellige mænd og kvinder – så vil vi ikke kunne gøre en disse i forhold til at få den lille gnist i dig til at blusse op. Den første pinsedag skete ikke, da disciplene var klar til det – da de havde presset sig selv til det yderste. Nej, det skete, da Gud ønskede det. Det sker ikke når du vil – og det sker ikke når nogen anden vil end Gud. Jeg håber for dig, at den dag vil komme – snart. Du skal ikke presse dig selv – det fører alligevel ikke noget godt med sig. Men prøv at læg alle dine forbehold til side – læg til side, at det her er da godt nok idiotisk – og være her som det du er, det du er døbt til at være: Et barn af Gud. Jeg vil gerne udfordre dig til at gå til alters i dag. Tør du? Du skal ikke præstere noget – du skal bare være.
I det øjeblik, hvor Helligånden får lov til at råde i vores liv – i det øjeblik, hvor vi giver slip på vores tilbageholdenhed overfor kristendommen, og bare er – så sker der noget..  når Gud vil. Vi vil se, at hvem Jesus virkelig er – som Jesus siger i dagens tekst: ”jeg vil give mig til kende for ham”. På denne dag, vil du se, at Jesus ikke er en eller anden du skal lede efter udenfor dig selv, men du vil se, at Jesus er i dig – som der står ”Den dag, skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg er i jer”. Der er noget fantastisk befriende i sætningen: Jesus er i dig – for det er han. Som en døbt har du Helligånden i dig – og med Helligånden har du også Jesus i dig. Jesus er i dig.
Det betyder, at Jesus ikke er en død eller fjern person. Men at han er en person, der vil leve med os og i os og igennem os. Og som ønsker at give os del i et liv, som kun vil sprede sig mere og mere – indtil det eksplodere i en supernova af liv: Det evige liv.
Glædelig pinse – og tillykke med det nye liv, som du er døbt til at leve. Tillykke med den lille gnist, der ulmer og som flammer op, når Gud vil.